Rømøbanen

Rømøbanen – En Usædvanlig Jernbane på Vestkysten

Rømøbanen var en smalsporet skinnebane på den danske ø Rømø, der blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. Banen, som åbnede i 1899, var en af de mere usædvanlige jernbaner i Danmark, både hvad angår formål og driftsforhold. Den blev primært opført for at transportere turister fra færgebroen ved Kongsmark til badehotellet i Lakolk på øens vestkyst.

Baggrunden for Rømøbanens Anlæggelse

Anlægget af Rømøbanen var ledet af et konsortium under præst Johannes C. Jacobsen fra Skærbæk, der i årene 1897-1898 købte store klitarealer på Rømøs vestkyst. Konsortiet havde et mål om at tiltrække turister til øen og specielt til badehotellet i Lakolk, som åbnede den 15. juli 1898. I den periode var infrastrukturen på Rømø dog yderst begrænset, og vejene, især tværs over øen, var ofte vanskeligt farbare. Dette skabte behovet for en alternativ transportform, og således opstod idéen om at anlægge en skinnebane, der kunne lette transporten for badegæsterne fra færgebroen til hotellet.

Anlæggelsen af Banen

Rømøbanen blev anlagt som en smalsporet jernbane med en sporvidde på blot 750 mm. Det lette spor blev valgt, da terrænet og sandet under skinnerne ikke var velegnet til tungere konstruktioner. Banen strakte sig cirka 4 km fra Kongsmark Færgebro tværs over øen til badehotellet i Lakolk. På trods af de ambitiøse planer om at anskaffe et damplokomotiv, måtte man dog hurtigt indse, at det bløde underlag ikke kunne bære vægten af et sådant køretøj. I stedet blev heste brugt som trækkraft på banen.

Hestekraft som Drivmiddel

I begyndelsen blev banen drevet af to heste, som trak passagervognene frem og tilbage mellem Kongsmark og Lakolk. I lavsæsonen kunne én hest nemt klare at trække to vogne, men i højsæsonen, hvor der ofte var brug for at køre med flere vogne, blev det nødvendigt at bruge to heste for at sikre, at transporten kunne afvikles uden problemer.

Banen blev primært brugt til turisttrafik i sommermånederne, hvor badehotellet i Lakolk tiltrak besøgende fra fastlandet, der havde brug for en nem måde at komme frem og tilbage på. Det var dog ikke kun passagerer, der blev transporteret på banen. Lokale erhvervsdrivende, som fx bageren fra Kongsmark, brugte også banen til at bringe varer som morgenbrød til hotellets gæster. Bageren benyttede en motoriseret skinnecykel til sin transport.

Brug af Vindkraft og Sejl

I perioder uden for badesæsonen blev banen anvendt til andre formål, og her kom en mere kreativ løsning i spil: sejlkraft. Det var muligt at spænde et sejl op på vognene og udnytte den fremherskende vestenvind til at drive dem hen over skinnerne. På denne måde kunne vognenes hastighed øges betydeligt, og det var en effektiv metode til at transportere gods og mennesker. Når vinden var med vognen, kunne man nemt dække distancen, men på tilbagevejen måtte man ofte ty til stager for at skubbe vognene frem.

Den officielle hastighedsgrænse på banen var sat til 15 km/t, men når der blev sejlet, kunne denne hastighed ofte overskrides betragteligt. Sejltransporten var dog ikke uden risici, da vinden kunne være kraftig og uforudsigelig, men det var en sjov og unik måde at udnytte banens potentiale på.

Banens Drift og Nedlæggelse

Selvom Rømøbanen i flere år var en populær og praktisk løsning for både turister og lokale, begyndte banens popularitet at falde med årene. Hestekraften blev ved med at være den primære drivkraft på banen, og ingen forsøg på at introducere andre former for mekanisk kraft blev realiseret.

Den sidste sommersæson for banen var i 1940, hvor den kørte for sidste gang. Banen blev officielt lukket, og sporene blev taget op i 1941. Disse blev efterfølgende solgt til et brunkulsleje i Brande, hvor de blev genanvendt til at etablere en ny transportforbindelse i forbindelse med brunkulsproduktionen under og efter 2. verdenskrig.

Rømøbanens Betydning og Eftermæle

Selvom Rømøbanen aldrig blev en stor jernbane i traditionel forstand, var den en vigtig del af Rømøs historie og udvikling som turistdestination i starten af 1900-tallet. Den lettede adgangen for turister og var et symbol på den fremgang, som området oplevede i takt med, at flere danskere og udenlandske turister begyndte at tage på badeferie i Danmark.

Banen var også et eksempel på, hvordan kreativitet og tilpasning til lokale forhold kunne føre til opfindsomme løsninger. Brug af hestekraft og vindkraft var en nødvendighed på grund af det svage underlag og manglende teknologi, men det blev også en del af banens charme og historie.

I dag er der ingen fysiske spor tilbage af Rømøbanen, men man kan svagt se hvor den har gået på tværs over Rømø.