Masnedsund-Kallehave Banen, en artikel om Masnedsund-Kallehave Banen

Sydsjællandske Landskab

Masnedsund-Kalvehave Banen, også kendt som Kalvehavebanen, var en af de mange privatbaner, der blev anlagt i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Banen spillede en vigtig rolle for lokalsamfundet i det sydlige Sjælland, men ligesom mange andre mindre jernbaner måtte den til sidst give op i konkurrencen med privatbilismen og de stigende transportmuligheder på landevejen.

Banens Oprindelse og Udvikling

Masnedsund-Kalvehave Banen, oprindeligt stavet "Masnedsund-Kallehave Banen", blev etableret som en privatbane efter længere tids debat i de lokale samfund. Stavemåden "Kallehave" blev dog ændret til "Kalvehave" i 1932. Efter diskussioner om nødvendigheden og fordele ved en jernbane, blev banen inkluderet i jernbaneloven af 1894. Denne lov, som også inkluderede flere andre jernbaneprojekter, sikrede statslig støtte og muliggjorde etableringen af Kalvehavebanen.

Banen blev indviet allerede tre år senere, i 1897, og havde oprindeligt udgangspunkt ved Masnedsund Station, som på det tidspunkt var en del af DSB's netværk. Banens formål var at forbinde det sydlige Sjælland med havnebyen Kalvehave, som havde god adgang til det sydfynske øhav og Møn via færgeforbindelser.

Masnedsund til Kalvehave: En Vital Forbindelse

Fra starten blev banen kendt som Masnedsund-Kallehave Banen (MKB). Den strakte sig over en smuk rute gennem det sydsjællandske landskab fra Masnedsund til Kalvehave, og den var af stor betydning for både person- og godstransport i området. Især havnen i Kalvehave, hvorfra man kunne sejle til Stege på Møn, var et vigtigt knudepunkt for handlende og rejsende.

Den 28. maj 1948 blev Kalvehavebanens endestation flyttet fra Masnedsund til Vordingborg Station, som også var en del af DSB's netværk. Flytningen gjorde det lettere at skifte til andre togforbindelser og gav bedre adgang til den sydsjællandske by Vordingborg. Banens navn blev dermed ændret til Kalvehavebanen (KB).

Effektivisering og Skinnebusser

I 1944 forsøgte banen at modernisere og effektivisere driften ved at ombygge to Chevrolets 21-personers busser til skinnebusser. Dette initiativ blev sat i værk for at reducere driftsomkostningerne og tilpasse sig den øgede konkurrence fra busser og lastbiler på landevejene.

Forsøget var succesfuldt nok til, at Kalvehavebanen i 1947 og 1952 investerede i to "rigtige" skinnebusser fra den danske vognfabrik Scandia. Disse skinnebusser gjorde det muligt at køre hyppigere og mere fleksibelt. I denne periode, fra 1948 til 1953, blev der oprettet flere små trinbræt langs ruten, hvilket gjorde det lettere for passagerer fra de mindre landsbyer at benytte banen.

Banens Nedgang og Lukning

Selvom Kalvehavebanen forsøgte at tilpasse sig tidens ændringer ved at modernisere materiellet og oprette nye standsningssteder, kunne banen ikke modstå konkurrencen fra privatbilismen og de stadig mere populære lastbiler og busser. Efterhånden som bilerne blev mere udbredte og landevejene blev forbedret, blev behovet for små privatbaner som Kalvehavebanen mindre.

I 1959 måtte banen endelig opgive driften, da økonomien ikke længere kunne bære de daglige omkostninger. Stigende driftsunderskud og en faldende passager- og godstrafik førte til beslutningen om at nedlægge banen. Den 30. april 1959 kørte det sidste tog på strækningen. Banen var blevet ramt af privatbilismen og konkurrencen fra lastbiler og busser som så mange andre små privatbaner.

Betydningen af Kalvehavebanen for Lokalsamfundet

Kalvehavebanen spillede i mange år en vigtig rolle for transport og udvikling i det sydlige Sjælland. Banen forbandt små landsbyer og havneområder med resten af jernbanenettet og gjorde det muligt for beboerne at transportere varer og rejse mellem land og by. Det var en tid, hvor jernbanen stadig var et centralt element i samfundets infrastruktur, og hvor privatbilismen endnu ikke havde overtaget fuldstændigt.

Selvom banen ikke overlevede bilismens fremmarch, er dens historie et vidnesbyrd om jernbanens betydning i en tid, hvor tog var det vigtigste transportmiddel for både personer og gods. Banen efterlod sig også fysiske spor i landskabet, da dens gamle stationsbygninger stadig kan ses i dag.