Randers-Hadsund Jernbane - RHJ, en artikel om Randers-Hadsund Jernbane

Randers-Hadsund Jernbane (RHJ)

Randers-Hadsund Jernbane (RHJ) blev etableret for at styrke forbindelsen mellem oplandet nord for Randers og selve byen. Formålet med jernbanen var ikke blot at skabe bedre transportmuligheder, men også at fremme handlen i Randers. Jernbanens opbygning og driftsform adskilte sig fra andre danske baner, hvilket bidrog til dens unikke historie. Gennem årene gennemgik banen flere forandringer, fra teknologiske opgraderinger til tilføjelser af nye forbindelser, der skulle sikre dens relevans. Banen blev nedlagt i 1969, men dens betydning og historie lever videre som en vigtig del af dansk jernbanehistorie.

Anlæggelsen af Randers-Hadsund Jernbane

Randers-Hadsund Jernbane blev anlagt med det klare formål at binde oplandet nord for Randers tættere sammen med byen. Randers ønskede at tiltrække mere handel, og derfor blev det besluttet, at der ikke skulle være en direkte forbindelse mellem Hadsundbanegården og Statsbanegården i Randers. Denne bevidste beslutning blev truffet i håbet om, at det ville generere mere lokal handel, da passagerer og varer fra oplandet skulle benytte Randers som handelssted.

Banens endestation i Hadsund blev placeret på sydsiden af Mariager Fjord, hvilket betød, at man kun kunne komme over fjorden med færge for at nå selve Hadsund by. Denne udfordring blev imidlertid løst, da Aalborg-Hadsund Jernbane åbnede den 1. december 1900 med en station nord for Mariager Fjord. Der opstod hurtigt et ønske om at forbinde de to jernbaner, så passagerer og gods kunne bevæge sig frit mellem de to strækninger. Dette ønske blev realiseret den 16. december 1904, da Hadsundbroen blev taget i brug og skabte den nødvendige forbindelse.

Banens Specielle Opbygning

Randers-Hadsund Jernbane adskilte sig fra det øvrige danske jernbanenet på flere måder. En af de mest bemærkelsesværdige forskelle var opbygningen af jernbanesporet. Banen blev anlagt med en såkaldt broskinne, et omvendt U-profil, hvor svellerne var placeret som længdesveller under hver af de to skinnestrenge. For at fastholde sporvidden anvendtes fladjern som afstandsstykker. Denne konstruktion var anderledes end den almindelige skinnetype, der anvendtes på andre danske baner.

Skinnerne, som blev fremstillet i Skotland, vejede kun 13 kg/m, hvilket gjorde dem til de letteste skinner, der nogensinde blev anvendt på en dansk normalsporet jernbane. Denne lette konstruktion betød dog, at skinnerne hurtigt blev nedslidt og måtte udskiftes allerede omkring 1920.

Fra Dampvogne til Damplokomotiver

Randers-Hadsund Jernbane var oprindeligt planlagt til at blive betjent med dampvogne. Ejeren af vognfabrikken Scandia havde i 1876 konstrueret en dampvogn, som var beregnet til brug på meget lette jernbaner som RHJ. Scandias dampvogne var godt indrettede til opgaven og fungerede i de første år af banens drift. Men efter omkring 15 års drift var dampvognene blevet udslidte, og de kunne heller ikke længere trække de tungere tog, som var blevet nødvendige på banen.

I 1898 blev dampvognene derfor ombygget til almindelige personvogne, og damplokomotiver blev indsat til at trække togene på Randers-Hadsund Jernbane. Denne ændring i driften betød, at banen kunne håndtere større mængder gods og flere passagerer, hvilket var nødvendigt for at opretholde en stabil drift.

Udfordringer med Skinnerne

De lette skinner, som banen oprindeligt var anlagt med, holdt frem til cirka 1920, men da var de blevet så nedslidte, at statens tilsynsførende truede med at lukke banen, hvis ikke skinnerne blev udskiftet. Banens økonomi var imidlertid dårlig, og der var ikke råd til at udskifte skinnerne med det samme. Staten, amtet og kommunerne gik derfor sammen om at finansiere et nyt selskab, der kunne varetage opgaven med at opgradere skinnerne.

Over de næste 2-3 år blev der lagt nye, tungere skinner på banen. De nye skinner vejede 24,4 kg/m, hvilket var mere end dobbelt så tungt som de oprindelige skinner. Trods dette arbejde blev trafikken på banen aldrig afbrudt, og banen fortsatte sin drift under opgraderingen.

Teknologisk Fornyelse med Benzin- og Skinnebusser

I 1927 leverede Scandia to lange benzindrevne kielervogne til Randers-Hadsund Jernbane. Disse vogne var en teknologisk fornyelse og blev brugt på banen frem til dens nedlæggelse i 1969. De benzindrevne vogne gjorde det muligt at betjene strækningen mere effektivt og økonomisk.

Randers-Hadsund Jernbane var også en af de første privatbaner i Danmark, som købte skinnebusser fra Scandia. I 1947 blev de første skinnebusser sat i drift på banen. Skinnebusserne blev populære på grund af deres fleksibilitet og økonomi, og de blev hurtigt en vigtig del af banens daglige drift.

Nedlæggelse og Arv

Trods teknologiske opgraderinger og forsøg på at holde banen konkurrencedygtig blev Randers-Hadsund Jernbane til sidst overhalet af udviklingen. Konkurrencen fra vejtransport, både busser og lastbiler, blev for stærk, og det blev stadig sværere at opretholde en rentabel drift. I 1969 blev banen endeligt nedlagt efter mange års økonomisk kamp.

Selvom Randers-Hadsund Jernbane ikke længere eksisterer, har den efterladt sig et varigt præg på lokalområdet. Banens historie fortæller om en tid, hvor jernbanerne spillede en central rolle i både person- og godstransporten, og hvor lokale beslutninger om infrastruktur havde stor betydning for udviklingen af handel og samfund i byerne.