Rødkjærsbro-Kjellerup Banen, senere SKRJ - RKB

Rødkjærsbro-Kjellerup Banen: En Jernbane med Besværlig Start

Rødkjærsbro-Kjellerup Banen (RKB), senere kendt som Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane (SKRJ), har en kompleks og udfordrende historie, der går tilbage til slutningen af det 19. århundrede. Banen var et resultat af flere års forhandlinger og planlægning, der havde til formål at forbinde de små byer i Midtjylland med det større jernbanenet. Banen skulle i første omgang forbinde Rødkjærsbro med Silkeborg via Kjellerup, men projektet blev ændret flere gange, før det endelig blev realiseret.

Første Forsøg: Jernbaneloven af 1894

Den første plan om en jernbane mellem Rødkjærsbro og Silkeborg opstod med jernbaneloven af 8. maj 1894. Projektet var ambitiøst og havde til formål at forbedre transportmulighederne i Midtjylland ved at forbinde Rødkjærsbro, Kjellerup og Silkeborg. Dette ville styrke den økonomiske udvikling i området og skabe bedre forbindelser til det eksisterende jernbanenet. Desværre lykkedes det ikke at skaffe den nødvendige kapital til at gennemføre projektet, hvilket førte til en ændring i planerne.

I stedet for at opgive projektet besluttede man at ændre jernbanens strækning. Den oprindelige plan om en jernbane hele vejen til Silkeborg blev skrinlagt, og man fokuserede i stedet på en kortere strækning mellem Rødkjærsbro og Kjellerup. Dette projekt blev lettere at finansiere og var stadig en vigtig forbedring for lokalområdet.

Jernbaneloven af 1908: Ny Plan for Kjellerup-Rødkjærsbro

Efter den oprindelige plan blev ændret, blev jernbanen mellem Kjellerup og Rødkjærsbro inkluderet i jernbaneloven af 27. maj 1908. Denne lov gjorde det muligt at fortsætte med planerne for den kortere strækning. Den 6. juni 1910 blev koncessionen til banen endelig givet, og arbejdet med at bygge banen kunne begynde.

Banen blev indviet med stor festivitas den 23. juli 1912, og samme dag begyndte den regelmæssige drift med hele fem daglige tog i hver retning. For lokalområdet var dette en stor begivenhed, da banen forbedrede transportmulighederne og knyttede Kjellerup tættere til Rødkjærsbro og det omkringliggende område.

Forlængelsen til Silkeborg: Jernbaneloven af 1918

Selvom jernbanen mellem Rødkjærsbro og Kjellerup var en succes, var der fortsat utilfredshed i Silkeborg. Byen følte sig afskåret fra den nye jernbane og ønskede en forbindelse til Kjellerup og Rødkjærsbro for at sikre sin position som regionalt knudepunkt. Silkeborg havde især en interesse i at orientere Kjellerup mere mod byen, da dette kunne fremme handel og økonomisk vækst.

I den tredje store jernbanelov af 1918 blev forlængelsen af jernbanen til Silkeborg inkluderet. Den 13. marts 1919 blev eneretsbevillingen til forlængelsen givet, og arbejdet med at udvide strækningen kunne begynde. Denne nye del af jernbanen blev indviet i 1924, og banen skiftede navn til Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane (SKRJ).

Strækningens Linjeføring og Lokale Uenigheder

Forlængelsen fra Kjellerup til Silkeborg skabte dog nye udfordringer. Loven specificerede, at den nye strækning skulle gå over Hindbjerg, Hinge og Lysbro, hvilket betød, at banen fik en ret snoet rute. Dette var nødvendigt, da der på den direkte vej mellem Kjellerup og Silkeborg ikke lå større byer, der kunne understøtte jernbanens drift.

I Kjellerup havde man imidlertid ønsket en anden linjeføring, som skulle gå over Vinderslev og Kragelund til Funder. Funder havde fået en jernbaneforbindelse med Langå-Bramming-banen i 1920, og en direkte forbindelse mellem Kjellerup og Funder ville have været en fordel for byen. Alligevel sejrede Silkeborgs forslag, og den mere snoede rute blev valgt.

Jernbanens Drift og Udfordringer

Den nye strækning mellem Kjellerup og Silkeborg var en vigtig forbedring for lokalområdet, men den snoede linjeføring betød, at transporttiden var længere, end den kunne have været med en mere direkte rute. Dette gjorde det sværere for jernbanen at konkurrere med de fremvoksende rutebiler, som hurtigt blev et populært alternativ til toget.

I 1949 overtog SKRJ rutebildriften på strækningen Viborg-Kjellerup-Silkeborg, hvilket gav Kjellerup en mere direkte forbindelse til Silkeborg. Dette hjalp med at styrke byens transportmuligheder, men det var samtidig et tegn på, at jernbanen havde svært ved at følge med den teknologiske udvikling inden for transportsektoren.

Nedlæggelse og Eftermæle

Som mange andre privatbaner oplevede Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane en gradvis nedgang i passager- og godstransporten i midten af det 20. århundrede. Konkurrencen fra busser og biler betød, at jernbanen langsomt mistede sin relevans. I takt med at underskuddet voksede, blev det sværere at opretholde en rentabel drift.

I 1949 overtog SKRJ som nævnt rutebildriften, og dette var med til at sikre, at Kjellerup fortsat havde gode transportmuligheder, selvom jernbanen begyndte at miste betydning. Banens afvikling var en del af en bredere tendens i Danmark, hvor mange mindre privatbaner blev nedlagt i efterkrigstiden på grund af stigende konkurrence fra vejtrafikken.