Skive-Vestsalling Jernbane: En Historie om en Lokalbane i Det Vestjyske
Skive-Vestsalling Jernbane (SVJ), også kendt som Vestsallingbanen, var en dansk privatbane, der strakte sig mellem Skive og Rødding i Vestsalling. Banen blev indviet i 1924 og var i drift frem til 1966. SVJ blev anlagt i en tid, hvor jernbanen var afgørende for lokal udvikling og transport, men den måtte gennem sin levetid kæmpe med økonomiske vanskeligheder og konkurrence fra landevejstrafik. Denne artikel fortæller historien om Vestsallingbanens oprettelse, drift og endelige nedlæggelse.
Banens Begyndelse: Visioner om en Elektrisk Jernbane
Planerne om at anlægge en jernbane gennem Vestsalling begyndte allerede i slutningen af 1800-tallet. I 1899 blev der fremsat et forslag om en jernbane, men det mødte modstand i Viborg Amtsråd. Diskussionerne fortsatte, og i 1904 opstod idéen om at etablere en elektrisk jernbane gennem området. Denne elektriske bane skulle have Skive som udgangspunkt og have endestationer i Hem og Rødding. I 1908 blev projektet inkluderet i jernbaneloven, hvor ikke mindre end ni elektriske jernbaner blev foreslået, heriblandt banen fra Skive gennem Vestsalling. Det var et ambitiøst projekt, men ingen af disse elektriske jernbaner blev realiseret.
Ny Finansieringsmodel og Anlæg af SVJ
Da planerne om en elektrisk jernbane faldt til jorden, begyndte man at arbejde med en ny finansieringsmodel, hvor staten bidrog med 50 procent af anlægskapitalen. I 1918 blev Skive-Vestsalling Jernbane endelig optaget i jernbaneloven, og eneretsbevillingen blev udstedt den 30. oktober samme år. Det tog dog flere år, før banen kunne indvies, og først den 10. december 1924 begyndte den regulære drift på banen.
Vestsallingbanen havde sin endestation på Spøttrup Station, som ikke kunne hedde Rødding, da der allerede var en station i Sønderjylland med dette navn. Navnet Spøttrup blev valgt på grund af det nærliggende Spøttrup Slot.
Banens Infrastruktur og Driftsmateriel
Banen udgik fra Skive Nord station, men alle tog fortsatte til Skive H, hvor Vestsallingbanen havde sit eget perronspor, remise og drejeskive. På strækningen fra Skive H til Skive Nord benyttede Vestsallingbanen DSB's spor. Det samme gjorde sig gældende for betjeningen af stationerne, som DSB også stod for.
Til banens åbning blev der indkøbt tre 1B-koblede tenderlokomotiver fra Henschel samt en let motorvogn fra Triangel. Vognparken bestod af syv person-, post- og rejsegodsvogne samt 22 åbne og lukkede godsvogne, alle leveret af Vognfabrikken Scandia i Randers. I 1927 blev hovedkontoret og værkstedet flyttet fra Spøttrup til Viborg, hvor Mariager-Fårup-Viborg Jernbane havde sit hovedkvarter.
Banens Rute og Stationer
Fra Skive Nord grenede Vestsallingbanen af mod vest og passerede en række stationer og trinbrætter. Ruten omfattede blandt andet stationerne i Hem, Brøndum, Balling, Ramsing og Spøttrup, som var endestationen. Trinbrætter inkluderede Tolstrup, Grove, Volling, Svejgård og flere andre. Disse stoppesteder var typiske for lokale baner, hvor små samfund havde stor betydning for den daglige trafik.
For at gøre banen økonomisk bæredygtig, oprettede man også rutebilstationer, som kunne betjene områder uden direkte jernbaneforbindelse. Krejbjerg og Lihme stationer var eksempler på dette; de havde begge bilforbindelser til nærmeste jernbanestation.
Modernisering og Nye Køretøjer
I 1928 indkøbte banen et diesellokomotiv fra Scandia (M5), og i 1934 blev en dieselmotorvogn (M6) tilføjet flåden. Dette reducerede køretiderne og gjorde driften mere effektiv. Efter 2. verdenskrig blev der i 1947-1948 indført skinnebusser, som yderligere forkortede køretiden. På grund af disse moderniseringer blev hastigheden på banen hævet fra 45 km/t til 70 km/t for skinnebusserne. Dette gjorde det muligt at reducere rejsetiden fra 70 til 50 minutter.
Økonomiske Udfordringer og Driftsunderskud
Trods moderniseringer og en veldrevet bane var Vestsallingbanen aldrig økonomisk levedygtig. Banen havde sit første driftsunderskud i 1931-32, og efterfølgende var det svært at få økonomien til at hænge sammen. Banens placering i et område uden større industri og med begrænset transportbehov gjorde, at der aldrig var tilstrækkelig trafik til at dække driftsomkostningerne.
For at forbedre økonomien forsøgte man flere kreative løsninger. Et af tiltagene var oprettelsen af en pavillon ved Knud Strand, hvor banen kørte badetog om sommeren for at tiltrække badegæster. Denne idé hjalp dog ikke meget på økonomien, og selv under Besættelsen, hvor andre transportmuligheder var begrænsede, formåede banen ikke at skabe overskud.
Banens Nedlæggelse
I løbet af 1960'erne blev de økonomiske problemer stadig større, og staten var ikke længere villig til at dække banens underskud. Den 31. marts 1966 blev Vestsallingbanen endeligt nedlagt efter mange års kamp for at holde banen i drift. Nedlæggelsen var en del af en bredere tendens i Danmark, hvor mange små privatbaner blev lukket på grund af stigende konkurrence fra bilisme og busdrift.
Banens Arv: Vestsallingstien
Selvom Vestsallingbanen blev nedlagt, er dens arv stadig synlig i landskabet. Skive Kommune har anlagt Vestsallingstien, som følger banens gamle tracé på lange strækninger. Stien blev indviet den 29. maj 2011 og er blevet en populær rute for vandrere og cyklister. Informationstavler ved de tidligere stationer og trinbrætter fortæller historien om banen, og selvom stien ikke følger banetracéet præcist på alle strækninger, giver den et godt indtryk af banens forløb.
Bevarede Stationsbygninger
Alle banens oprindelige stationsbygninger er bevaret, undtagen Lihme, som var en ombygget købmandsbutik. Arkitekten Hans Toft-Hansen fra Skive tegnede de fleste af banens stationsbygninger, som stadig står i dag. Disse bygninger er et vigtigt vidnesbyrd om Vestsallingbanens historie og den lokale arkitektur på det tidspunkt.
Skive-Vestsalling Jernbane var en typisk dansk lokalbane, som blev bygget i en tid med stor tro på jernbanens evne til at fremme økonomisk vækst og udvikling. Banen kæmpede dog fra starten med økonomiske vanskeligheder, og selvom den blev moderniseret med dieselmotorer og skinnebusser, var det ikke nok til at redde den fra nedlæggelse den 31. marts 1966. I dag lever banens historie videre gennem Vestsallingstien og de bevarede stationsbygninger, som minder om en tid, hvor jernbanen var livsnerven for små bysamfund.
