DSB MG 5611, en artikel om DSB MG 5611

DSB's IC4-togsæt: En historie om ambition og udfordringer

IC4's ambitiøse start og innovativt design

DSB's IC4-togsæt er et af de mest omtalte kapitler i nyere dansk jernbanehistorie. Det blev introduceret med høje ambitioner og stor politisk opbakning som en modernisering af den danske fjerntrafik. I december 2000 indgik DSB en aftale med den italienske producent AnsaldoBreda om levering af 83 moderne dieseltogsæt, IC4. Disse tog skulle erstatte aldrende materiel og løfte både komfort og hastighed på fjernstrækningerne.
Designet blev udviklet i samarbejde med det italienske designhus Pininfarina og DSB's eget team. Målet var at kombinere skandinavisk minimalisme med italiensk elegance. Resultatet var et højhastighedstog med aerodynamisk glasfiberfront, niveaufri adgang, kraftige V8-dieselmotorer og moderne faciliteter som klimaanlæg, elstik ved alle sæder og elektronisk passagerinformation.

Leverancer, produktion og tekniske specifikationer

Produktionen begyndte i 2001 i Pistoia, Italien, og blev senere udvidet til fabrikker i Napoli og Reggio Calabria. IC4-toget består af fire vogne i rækkefølgen MG-FH-FG-MG, med i alt 204 siddepladser og en længde på 86,5 meter. Der kunne sammenkobles op til fire togsæt, hvilket gav over 800 siddepladser.
Togsættet blev bygget i aluminium og vejer cirka 163 tons. De fire Iveco V8-dieselmotorer leverer tilsammen 3000 hestekræfter. Det maksimale designhastighed var 200 km/t, men i praksis blev 180 km/t den normale driftshastighed.

Problemer, forsinkelser og IC4-sagen

De første år med IC4 var præget af en række alvorlige tekniske problemer, der resulterede i utallige forsinkelser og en kraftigt forringet offentlig tillid til projektet.
Særligt softwareintegration, bremseproblemer og manglende dokumentation fra producentens side gjorde det vanskeligt at bringe togene i ordinær drift.
IC4 skulle oprindeligt være fuldt leveret og klar til drift i 2006, men kun ganske få tog kom i drift inden 2009. Togsæt blev leveret med fejl, og nogle af dem kunne ikke tages i brug overhovedet.

Drift, indsættelse og sammenkoblingsproblemer

IC4 blev sat i drift i etaper mellem 2007 og 2015. Først i regionaltrafikken i Jylland, blandt andet mellem Aarhus og Aalborg, senere i landsdelstrafikken mellem Aarhus og København samt Aarhus og Esbjerg. DSB måtte dog kæmpe med en flåde, der ofte havde lav tilgængelighed. Enkelte togsæt måtte tages ud af drift i længere perioder, mens andre aldrig kom i kommerciel trafik.

Togene blev leveret med mulighed for multipel sammenkobling – altså at op til fire togsæt kunne kobles og køre samlet. Dette viste sig dog at være problematisk i praksis. Kommunikationsfejl mellem togsæt, problemer med bremsekredse og forskellig softwareversion skabte store udfordringer.
Først i 2015 fik DSB tilladelse til kommerciel drift med op til tre sammenkoblede sæt. Fire sammenkoblede sæt blev testet, men aldrig brugt fast.

Ombygninger og forbedringer

Efter mange års frustrationer besluttede DSB i 2009 selv at overtage færdiggørelsen og udbedringen af IC4-togene. Et værksted i Aarhus blev centrum for modifikationer. Alle tog gennemgik opgraderinger i såkaldte opdateringspakker (PAK1, PAK2 osv.), hvor man fokuserede på:

• ny software til styresystemerne
• forbedrede dørsystemer
• tætning mod vinterkulde
• ny type frontkobling
• støjdæmpning i motorrum
• udskiftning af fejlagtige komponenter

Flere ældre prototyper (de såkaldte NT-togsæt) blev helt ombygget til den endelige standard (MPTO). IC4 opnåede gradvist højere driftsstabilitet, og nogle sæt nåede i 2016 op på over 7000 km mellem fejl – en dramatisk forbedring fra de tidligere niveauer på under 2000 km.

Vedligeholdelse og reservedelssituation

Vedligeholdelsen blev organiseret i tæt samarbejde mellem DSB og vedligeholdelsespartneren Bombardier (senere Alstom). Et centralt reservedelslager og en systematisk indførsel af præventive eftersyn gjorde det muligt at stabilisere driften.
Særlige inspektionsintervaller på motorer, bremser og døre blev indført.
Tidligere blev togene inspiceret hver 7. dag – dette blev udvidet til op til 30.000 km ved høj driftssikkerhed.

Passageroplevelse og kundetilfredshed

Trods de mange tekniske problemer viste passagerundersøgelser fra 2014, at IC4 faktisk blev vurderet positivt af de rejsende, når togene fungerede som planlagt. I en intern DSB-undersøgelse fik IC4 en score på 7,9 ud af 10 i samlet tilfredshed – højere end både IC3 og IR4.

• Passagererne fremhævede følgende fordele:
• moderne design og indretning
• bedre benplads og mere støjsvag kabine end ældre materiel
• niveaufri indstigning
• el-stik ved alle pladser
• rummelige handicaptoiletter og flexområder

Omvendt blev de langsomme accelerationstider, motorstøj i visse sektioner og tekniske aflysninger trukket frem som svagheder.

IC4-sagen i offentlighed og politik

IC4 blev med tiden et politisk varmt emne. Pressen fulgte sagen tæt, og overskrifter som "Milliardtog i stå", "DSB's IC4 i frit fald" og "Flere års forsinkelser og togkaos" prægede nyhedsstrømmen fra midten af 00'erne og frem.
IC4 blev trukket ind i valgkampe og samråd, og flere trafikministre måtte forsvare aftaler og beslutninger.

Rigsrevisionen gennemførte i 2008 og 2010 undersøgelser, og kritiserede både DSB's kontraktstyring og Trafikministeriets manglende tilsyn.
Først i 2020 konkluderede Rigsrevisionen, at "togflåden var funktionsdygtig i forhold til ændrede målsætninger".

IC4 blev et lærestykke i offentlig indkøbspolitik, hvor man valgte den billigste leverandør frem for den teknisk mest stabile. AnsaldoBreda leverede i samme periode problematiske tog til bl.a. Holland og Belgien.

Strategisk fremtid: IC4 og overgangen til el-tog

I 2016 indledte DSB planlægningen af en ny generation eltog, IC5, som skulle overtage fjerntrafikken fra 2027. IC4 blev betragtet som en midlertidig løsning, som skulle køre videre i yderligere 10-15 år, men uden nyinvesteringer.

DSB meldte ud, at man fremover kun ville anvende omkring 40 IC4-togsæt i daglig drift, mens resten skulle fungere som reserve eller blive skrottet. Fem togsæt blev allerede i 2017 taget ud af drift og ophugget – herunder det første togsæt i landsdelstrafik, MG 5613.

Indkøbet af IC5-tog fra Talgo og Siemens blev i 2022 og 2023 bekræftet, og den fremtidige togflåde vil være baseret på eldrift – i takt med elektrificeringen af hovedstrækningerne i Danmark.

Tekniske detaljer og konstruktion

IC4 er opbygget som et dieseldrevet, motoriseret togsæt med fire vogne (betegnet MG, FH, FG og MG). Begge endevogne (MG) indeholder hver to Iveco 828 SRI V8-dieselmotorer, som driver hver sin hydrostatiske transmission. Motorerne har en ydelse på ca. 560 kW (ca. 750 HK) pr. styk, hvilket giver toget en samlet effekt på omkring 3.000 HK.

• Togsættets primære tekniske karakteristika omfatter:
• Karrosserier i aluminium for lavere vægt og energiforbrug
• Fællesbogier mellem vognene for bedre komfort og lavere vedligeholdelse
• Pneumatisk affjedring
• Elektronisk styresystem (ETCS-forberedelse)
• Bremseopbygning med kombination af hydraulisk, elektrisk og pneumatisk teknologi
• Automatisk Scharfenberg-kobling (dog med stor driftspåvirkning)

Signalintegration og ETCS-forberedelse

IC4 blev designet med henblik på fremtidig integration med det europæiske signalsystem ETCS (European Train Control System), men implementeringen i Danmark var på det tidspunkt endnu ikke afklaret. Dette betød, at IC4 i flere år var afhængig af ældre danske signalstandarder (ZUB123 og ATC), som ikke var optimalt integreret med togsoftware og kontrolsystemer.

Det medførte:

• forsinkelser i godkendelsesforløb
• problemer med baliseaflæsning
• signalfejl og fejlvisninger i førerrummet
• problemer ved overgangsstrækninger mellem forskellige signalsystemer

Interiørdesign og komfort

Pininfarina designede IC4 med passagerkomfort i fokus. Indretningen omfattede:

• 2+2 opstilling med flysæder
• vis-à-vis grupper
• flekszone med cykelpladser, klapstole og plads til barnevogne
• handicapvenlige adgangsforhold og toiletter
• elstik, informationsskærme og LED-belysning
• ventilation med zoneopdelt klimaregulering

Der var desuden indrettet personalekabine og automat til catering, hvilket DSB dog aldrig benyttede i fuldt omfang i drift.

Internationale paralleller

IC4 indgik i en serie bestillinger hos AnsaldoBreda, der også inkluderede problemramte togprojekter til Holland (V250 Fyra), Belgien og Italien (Minuetto). I alle tilfælde viste der sig mønstre af:

• produktionsforsinkelser
• lav teknisk dokumentation
• manglende kvalitetssikring
• problemer med reservedelsforsyning

IC4-projektet blev i Danmark derfor ofte sammenlignet med disse internationale fiaskoer og brugt som case i både transportforskning og offentlig styring.

Læringspunkter fra IC4-projektet

IC4 blev ikke blot en teknisk og driftsmæssig udfordring – det blev et organisatorisk wake-up call for både DSB og staten. En række centrale erfaringer blev draget, herunder:

1. Manglende kravspecifikationer og dokumentation:
   Kontrakten med AnsaldoBreda var ufærdig og manglede præcise tekniske krav, bl.a. til sikkerhedssystemer og software. Dette førte til, at leverandøren kunne aflevere tog, der ikke levede op til danske normer – men formelt var "leveret".
2. Ingen exit-klausuler eller sanktionsmekanismer:
   Kontrakten indeholdt hverken effektive bodsklausuler, milepælsbetalinger med kontrolmekanismer eller mulighed for at stoppe samarbejdet uden store økonomiske tab.
3. Politisk pres og offentlig forventning:
   Projektet blev lanceret med stor offentlig og politisk opbakning. Det førte til, at advarsler og bekymringer internt i DSB blev ignoreret for længe – af frygt for medieomtale og politiske konsekvenser.
4. Uklar rollefordeling mellem stat og DSB:
   DSB's autonomi og ejerstruktur gjorde det uklart, hvor ansvar og tilsyn lå. Først da Trafikministeriet og Rigsrevisionen greb ind, blev der indført egentligt kontrol med projektets forløb.
5. Afhængighed af udenlandsk leverandør uden lokalt serviceapparat:
   AnsaldoBreda havde ingen servicebase i Danmark. Reservedele og eksperter måtte flyves ind fra Italien, hvilket forsinkede reparationer og fejlretninger dramatisk.

Indflydelse på fremtidige togindkøb

Efter IC4-skandalen ændrede DSB og staten fundamentalt deres tilgang til toganskaffelser:

• Der blev indført prækvalifikation af leverandører ud fra referencer og dokumentation
• Man stillede krav om lokal servicekapacitet og reservedelslager
• Der blev indført milepælsbetalinger og testfaser før endelig godkendelse
• Kontrakter blev opdelt i leverancer, godkendelse og vedligeholdelse
• Samarbejde med Trafikstyrelsen om test og godkendelse blev formaliseret langt tidligere i processen

Disse tiltag kom bl.a. til udtryk ved anskaffelsen af Siemens Vectron-lokomotiverne og senere IC5-el-togsættene, hvor DSB prioriterede gennemtestede platforme og partnere med international erfaring og høj leveringssikkerhed.

IC4 som case i jernbanesektoren

Flere universiteter, rådgivere og transportforskere har brugt IC4 som eksempel på:

• offentligt indkøb med høj kompleksitet
• projektledelse på tværs af lande og kulturer
• risikostyring i teknologitunge infrastruktursystemer
• læring fra fejl og organisatorisk forankring

IC4-sagen har også givet anledning til litteratur, debatbøger og utallige artikler i både faglige og landsdækkende medier.

IC5 overtager

Den nye generation eltog – IC5 – bygges i samarbejde med Alstom og ventes i drift fra 2027. De første prototyper er ved at gennemgår test og godkendelse (2025). Disse tog bliver fuldt elektriske, modulopbyggede og designet med henblik på vedligeholdelsesvenlighed og lav driftsomkostning.
Med indførelsen af IC5 på de elektrificerede strækninger mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg, vil IC4 gradvist udfases.