Østbanetorvet Station (Øs) [1983-2016], en artikel om Østbanetorvet Station

Østbanetorvet Station – Historisk Indblik i Aarhus' Østlige Banegård

Østbanetorvet Station hed indtil 1983 Østbanegården eller Århus Østbanegård (Århus Ø). Stationsbygningen på Århus Ø er tegnet af arkitekt N.P.C. Holsøe og har en slående lighed med den nu nedlagte station i Faaborg og med stationen i Silkeborg. Denne arkitektur rummer en tidstypisk formgivning for 1800-tallets og det tidlige 1900-tals danske jernbanestationer, hvor man ofte genbrugte gennemprøvede principper for både bygningers funktion og æstetik. Holsøe, der har været involveret i mange DSB-stationer, kombinerede her et klassisk udtryk med en praktisk indre rumfordeling. Man kan sammenligne træk som gavlformen, vinduespartiernes opdeling og de markante gavlkviste i Faaborg, Silkeborg og Aarhus. Det var ikke ualmindeligt, at Statsbanerne anvendte en slags stationsskabelon, men N.P.C. Holsøe satte ofte sit eget præg på detaljerne, hvilket ses i den særlige geometriske rytme i murværk og tagkonstruktion

Historisk set lå Østbanetorvet Station på en central placering mod den østlige del af Aarhus. Banegården var endestation for strækningen Aarhus-Ryomgård, der blev indviet i 1877 med forbindelse til Grenaa. Denne strækning var afgørende for at binde Grenaa og Djursland sammen med Aarhus, især for transport af landbrugsvarer, fisk og andet gods, samt for passagerer, der ønskede en nem forbindelse mellem Djursland og Danmarks næststørste by. Stationens placering i Aarhus var ikke kun vigtig for byboerne, men også for pendlere, rejsende fra oplandet og forretningsfolk, der havde ærinder i midtbyen

Endestationen for Aarhus-Ryomgård

Da strækningen Aarhus-Ryomgård åbnede i 1877 med forbindelse til Grenaa, blev Østbanegården endestation for denne linje. Ideen var at give passagerer og gods en effektiv adgang til Aarhus' østlige del, tæt på havnen, så man kunne omlade varer til skibe eller videre distribuere dem i byen. Stationen fik hurtigt et tilknyttet sporareal nord for bygningen, hvor man stationerede damplokomotiver i en remise. For at kunne vende lokomotiverne, opførte man en drejeskive, og stationen havde også et pakhus, så man kunne håndtere diverse gods. På dette tidspunkt var dampdrift det gængse, og man havde brug for omfattende faciliteter såsom kuloplag, vandkraner og lignende. Det afspejlede en periode, hvor jernbanen var teknologisk dominerende, og endestationer krævede altid ekstra infrastruktur

Stationens funktion var dog væsentligt begrænset af manglen på gennemgående tog mellem Århus Ø og Århus H. Rejsende mellem disse to banegårde måtte selv sørge for transport imellem dem, typisk med hestevogn, sporvogn eller ved at gå. Denne opsplitning i to banegårde hang sammen med det historiske layout af jernbanenettet og byens topografi. Gods, der skulle videre til statsbanernes net, måtte også omlades eller transporteres ad vej mellem Østbanetorvet og Hovedbanegården. Det var en stor udfordring for effektiviteten, hvilket lokalt medførte både politiske og praktiske diskussioner om, hvorvidt man burde bygge et samlingspunkt i form af én stor banegård

Transport mellem De To Stationer

Forholdene blev gradvist bedre, efterhånden som DSB kom på banen og overtog to banestrækninger, Randers-Grenaa og Aarhus-Ryomgård, i 1881. Denne overtagelse indebar, at Statsbanerne begyndte at indsætte to lukkede hestevogne til persontransport mellem de to banegårde. Selvom dette var et fremskridt i forhold til, at passagererne selv skulle arrangere transport, var det stadig en omstændelig proces. Man ønskede sig en mere smidig overgang fra den ene banegård til den anden, men på det tidspunkt var det endnu ikke realistisk at bygge direkte sporforbindelser igennem det tætte byområde

I 1904 åbnede Aarhus elektriske sporvej, byens første sporvognslinje, som forbandt bydele inklusive de to stationer. Dette gjorde det betydeligt lettere for rejsende at komme fra Østbanegården til Hovedbanegården. Sporvejene var dog i første omgang ikke direkte integreret med jernbanedriften. Passagererne måtte købe separate billetter, og tidsmæssigt kunne det være en udfordring at nå et tog ved Hovedbanegården, hvis man ankom i sidste øjeblik til Østbanen. Alligevel var det en klar forbedring af mobiliteten, da man for første gang fik en stabil, offentlig transportform i byen

Århus Østbanegård og Byens Udvikling

I takt med, at Aarhus voksede som handels- og uddannelsesby, begyndte man at overveje, hvordan man bedst integrerede jernbanen i byens udvikling. Man diskuterede muligheden for at forlænge sporene, så de kunne forbinde sig med Hovedbanegården, men de økonomiske og tekniske barrierer var betragtelige. Området, som Østbanegården lå på, fik efterhånden mere bymæssig karakter, og navnet "Østbanetorvet" afspejlede en pladsdannelse, hvor man havde anlagt veje, sporveje og mindre forretningsbebyggelse. Lokalt var stationen en nødvendighed for pendlere fra Mols og Djursland, men for den voksende by var det også en barriere, at man ikke havde en sammenhængende baneforbindelse

Stationen blev i folkemunde ofte omtalt som Aarhus Ø, og netop den betegnelse bruges i historiske dokumenter, referencer i avisartikler og officielle rapporter. At stationen bar navnet "Østbanegården" frem til 1983 viser, at man i mange år fastholdt det oprindelige fokus på, at dette var Aarhus' østlige banegård. I 1983 ændrede man så navnet til Østbanetorvet Station, for at understrege dens funktion i forhold til den omkringliggende bymæssige kontekst

Damplokomotiver og Driftsforhold

Damplokomotiverne, der kørte på strækningen Aarhus-Ryomgård, var stationeret på sporarealet nord for Østbanegården. Der opførtes en remise, hvor man kunne servicere lokomotiverne, fylde kul og vand, og udføre mindre reparationer. En drejeskive muliggjorde, at lokomotiverne kunne vendes, hvilket var nødvendigt, da de fleste lokomotiver var designet til at køre mest effektivt "forlæns." Det var en standardløsning for endestationer på jernbanenettet i dampæraen, hvor man ikke blot kunne vende lokomotiverne elektronisk eller køre dem i dobbeltrettet drift

Foruden remisen fandtes der et pakhus, som var afgørende for håndtering af stykgods og let gods, herunder landbrugsvarer fra Djursland. På det tidspunkt bragte man gods ind til byen, hvor det kunne omlades til lastvogne eller hestevogne, hvis det skulle distribueres i selve Aarhus. Varerne kunne også skibes videre, hvis de skulle til andre dele af landet eller til udlandet fra Aarhus Havn. Denne omladning var dog en besværlig proces, hvis man sammenligner med nutidens logistik, hvor transport ofte foregår i containeriseret form og med mere direkte forbindelser

DSB's Gennemgående Persontog fra 1932

Selvom man i starten ikke havde gennemgående tog mellem Århus Ø og Aarhus H, begyndte DSB i 1932 at køre persontog på tværs af de to stationer. Det skete via en skinnestrækning, der muliggjorde gennemkørsel fra den ene bane til den anden. Dette var en stor lettelse for passagererne, der ikke længere skulle skifte mellem hestevogn, sporvogn eller bus for at komme fra den ene banegård til den anden. Det var dog ikke helt smertefrit, da sporforbindelserne igennem Aarhus var komplicerede, og man havde en række sikkerhedsmæssige hensyn. Statsbanerne havde siden 1890 overvejet at integrere driften bedre, men den praktiske gennemførelse krævede både politisk og økonomisk vilje

Disse gennemgående tog stod i stærk kontrast til fortidens opsplittede drift, hvor passagererne var tvunget til selv at håndtere deres bagage og skifte mellem transportformer. Den gennemgående drift gav i en periode en stigning i passagerantallet på Aarhus-Ryomgård-Grenaa-strækningen, da folk fandt det nemmere at rejse. Til gengæld opstod der i perioder kapacitetsproblemer, fordi Aarhus H var en travl station med mange tog fra hovedlinjen Fredericia-Århus og sidebanerne. Når man sammenligner dette med nutidens standard for jernbanedrift, var det en stor fremgang på et tidspunkt, hvor bilismen endnu ikke var dominerende

Byrummets Forandring og Navneskift i 1983

Da byområdet omkring Østbanegården forandrede sig over tid, blev banegården gradvist indhyllet i en mere bymæssig atmosfære. Det oprindelige baneterræn med remise og drejeskive var ikke længere lige så kritisk, især efterhånden som damplokomotiver blev erstattet af diesellokomotiver og motorvogne, der ikke havde samme behov for vendeskiver. Disse forandringer fulgte parallelt med en generel modernisering af DSB's materiel og drift

I 1983 valgte man at omdøbe stationen fra Aarhus Østbanegård (Århus Ø) til Østbanetorvet Station. Baggrunden var delvist et ønske om at matche det omliggende kvarters navngivning, der i stigende grad omtalte pladsen foran stationen som Østbanetorvet. Man ønskede også at skabe en mere entydig identitet for passagererne, så de var klar over, at de nu ankom til en del af Aarhus' byrum, snarere end en fjern banegård. Navneskiftet faldt sammen med generelle opdateringer af DSB's skiltning og takstsystem, og en række stationer landet over fik enten nye navne eller reviderede stavingsformer

Århus Sporvejs Indflydelse

Den elektriske sporvej i Aarhus, der startede i 1904, havde en stor betydning for Østbanegårdens passagerer. Oprindelig var sporvognen tænkt som bytransport, men den viste sig afgørende for rejsende, der skulle videre fra stationen til byens forskellige distrikter eller til Aarhus Hovedbanegård. Samlet set var sporvejsnettet med til at binde de to stationer sammen og mindske behovet for specielle hestevognstransporter. I midten af 1900-tallet blev sporvejene dog erstattet af busser i mange danske byer, Aarhus inklusive. I dag er busnettet og letbanen afløseren for den gamle sporvej. De historiske køreplaner viser, at sporvejsruterne ofte var afstemt i et vist omfang med togafgangene, men i en tid uden elektroniske signalsystemer kunne man ikke garantere sømløse skift

Fragthåndtering og Industriel Brug

Foruden passagertrafikken spillede Østbanetorvet Station en væsentlig rolle for fragttransport, især i de tidlige år, da gods blev bragt fra Djursland til Aarhus. Molsområdet og Djursland var rige på landbrugsproduktion, og byen Aarhus var handelscentrum med en havn, der håndterede skibsfragt til både danske og udenlandske havne. Pakhuset på stationens grund var et travlt område, hvor gods blev omladet til vogne eller hestevogne. Over årene blev godstransport dog påvirket af stigende konkurrence fra lastbiler og bedre vejinfrastruktur, særligt efter 1960'erne og 1970'erne. Gods, der tidligere var transporteret med jernbane, blev flyttet over på lastbiler, som tilbød dør-til-dør-løsninger. Dette mindskede stationens betydning som godscenter, og man rev gradvist dele af godsterrænet ned

Faldende Betydning og Modernisering

I løbet af anden halvdel af det 20. århundrede blev stationens rolle mindre. Byen voksede, og Hovedbanegården ved Ryesgade, tæt på midtbyen, overtog næsten al persontrafik til og fra Aarhus. Kun passagerer, der boede nær Østbanetorvet, eller som havde specifik interesse i at rejse fra østbyen, valgte at benytte stationen. DSB indførte dog nogle moderniseringer, herunder dieselmotortog, elektrificering på hovedlinjer (dog ikke her) og nogle nye signalsystemer. Disse tiltag hjalp generelt, men kunne ikke forhindre, at Østbanetorvet Station blev en mindre brik i det samlede trafikale billede. Samtidig steg bilernes udbredelse eksplosivt, og flere mennesker foretrak at køre til havneområdet eller midtbyen i egen bil. For DSB blev stationen dog fortsat anset som en strategisk endestation for Aarhus-Ryomgård-ruten, selvom den i praksis var tæt på at miste sin oprindelige storhed med remise og dampfaciliteter

Strækningen Aarhus-Ryomgård i Dagens Lys

Mens Grenaa-strækningen i dag er blevet en del af Aarhus Letbane, er den historiske station på Østbanetorvet stort set forsvundet i den bymæssige omdannelse. Letbanen har bragt nye stoppesteder i spil, mens gamle stationer enten er nedlagt eller omdannet til andre formål. Østbanetorvet Station var i 1800-tallet og det tidlige 1900-tal en central ankomstportal til Aarhus fra Djursland, men med letbanens integrering er byens østfront nu mere sammenhængende. Stationens rolle som endestation er forsvundet, da letbanen i stedet løber gennem en sammenhængende rute mod Grenaa og via citystrækningen i Aarhus

Arkitektonisk Kulturarv

Bygningen, som N.P.C. Holsøe tegnede, udgør en del af Danmarks jernbanearv. Lighederne med Faaborg Station og Silkeborg Station peger på en periode, hvor Statsbanerne genbrugte arkitektoniske designlinjer. Desværre er store dele af de oprindelige faciliteter, herunder remise, drejeskive og pakhus, blevet revet ned eller ombygget. Der findes muligvis enkelte arkitektoniske detaljer bevaret i dag, men i stor udstrækning er det netop historikere og jernbaneentusiaster, der holder mindet i live. Det sker gennem billedmateriale, arkivfund og mundtlige overleveringer

Eftermæle og Navneændringen i 1983

Da stationen i 1983 fik navnet Østbanetorvet Station, var det et signal om en ny identitet i forhold til Aarhus by. Byplanlæggere og DSB ønskede at matche stationens navn med pladsen, der var opstået foran den. Under mange arkivalier og rapporter fortsatte man dog en tid med navnet "Århus Østbanegård" i parentes, fordi ældre passagerer var vant til det. Omkring 1980'erne var Aarhus i fuld gang med at omdanne sin bykerne og havnearealer, og stationen stod lidt som en anakronisme fra en anden tid. I begyndelsen af 1980'erne blev der diskuteret, om man skulle bevare sporene op til stationen, men det endte med at de store dele af arealet blev frigivet til byudvikling. Togene brugte stationen mere begrænset, og passagerer kunne ofte lige så let fortsætte til Hovedbanegården

Sammenhæng med Byens Havneudvikling

Aarhus Havns ekspansion og modernisering i sidste halvdel af 1900-tallet betød, at områderne tæt på vandet fik nye funktioner. Varehuse og pakhuse blev erstattet af kontorer, kulturinstitutioner og butikscentre. Man tilføjede nye veje og parkeringsarealer, og i den proces forsvandt en del jernbanespor. Stationens rolle som havnenær var under pres, fordi mest havnegods alligevel blev flyttet via lastbil fra skibene. Havneselskabet prioriterede containerterminaler og store kraner, mens jernbanen kun spillede en lille rolle i containertrafikken. Hertil kom, at den fysiske afstand mellem sporene og selve containerkajerne ikke var minimal, og man valgte at fokusere på landtransport med lastbil

Et Historisk Indblik fremfor en Nuværende Funktion

I dag er der ikke megen stationsfunktion at spore ved Østbanetorvet. Området er blevet en del af det bybillede, hvor veje, bybusser og letbanestoppesteder dominerer. Bygningen står ombygget til andet brug, og de fleste spor af den gamle remise og drejeskive er borte.