Bovrup Stationskro, en artikel om Bovrup Stationskro

Bovrup Stationskro – en livlig jernbanekro med dramatisk historie og stærke forbindelser

Bovrup Stationskro var ikke blot en almindelig kro, men et trafikalt og socialt centrum i den sydøstjyske by Bovrup. Med sin placering umiddelbart syd for banens krydsning med hovedvejen mellem Åbenrå og Sønderborg, vest for den oprindelige Bovrup kro, kom stationskroen til at spille en helt særlig rolle i regionens jernbanehistorie. Perronen gik helt op til landevejen og skabte en tydelig sammenhæng mellem jernbanen og det lokale vejnet. Sammen med de tilhørende varehuse, læssespor og ekspeditionsfaciliteter udgjorde kroen både et kommercielt og infrastrukturelt knudepunkt. Gennem en dramatisk hændelse – branden i 1920 – og en efterfølgende højesteretssag, blev Bovrup Stationskro tillige et navn i den juridiske retspraksis omkring ansvar og erstatning i forbindelse med banedrift. Med sin bemærkelsesværdige kombination af trafik, handel, jura og lokalkultur er Bovrup Stationskro et af de mest karakteristiske eksempler på, hvordan en stationskro kunne vokse ud af det sønderjyske jernbanelandskab.

Placering og opland

Bovrup Stationskro lå strategisk ved hovedvejen mellem Åbenrå og Sønderborg og i tæt forbindelse til banens infrastruktur. Det gjorde stedet tilgængeligt for både lokale beboere og tilrejsende fra oplandet. Bovrup havde i 1925 313 indbyggere, mens sognekommunen som helhed talte 683 personer. Byen var præget af en relativt høj koncentration af erhvervsliv og infrastruktur. Der fandtes i alt fem købmænd, fire bankfilialer, et andelsmejeri (der fik eget sidespor i 1904), omkring 20 håndværkere og en praktiserende læge – ingen ringere end den senere politisk berygtede Fritz Clausen.

Oplandet var godt dækket af veje: mod nord og øst førte sognevejene til Varnæs, Bovrupmark og Blans, mens der mod syd gik veje til Kiding og Bojskov. Hovedvejen forbandt byen mod vest med Svejrup og mod øst med Ullerup. Denne vejmæssige struktur, kombineret med jernbanens tilstedeværelse, gjorde Bovrup til et vigtigt trafikalt centrum i området – og stationskroen til det naturlige omdrejningspunkt.

Stationens anlæg og varehusfaciliteter

Stationens infrastruktur var veludbygget og omfattede et 98 meter langt omløbsspor og et 66 meter langt læssespor. Øst for perronen førte en tilkørselsvej op til to større varehuse: det ene var opført af stationsagenten selv i murværk, det andet var i to etager, og udført i træ, og var ejet af et privat kornfirma. Der var oprindeligt planlagt endnu et omløbsspor, men dette blev aldrig anlagt. Alligevel var anlægget et af de mest omfattende på strækningen mellem Aabenraa og Gråsten.

Disse varehuse spillede en nøglerolle i godstransporterne, der udgjorde en væsentlig del af stationens aktivitet. Der blev transporteret store mængder købmandsvarer, kunstgødning, brændsel og øvrige handelsprodukter til byen og landbrugsprodukter såsom mælk, korn og foderstoffer fra byen.

Gæstgiveri med svinestald og sporlige ulemper

Fra begyndelsen blev der indgået aftale med kreaturhandler og gæstgiver Johann Johannsen, som drev den nærliggende Bovrup kro, om at overtage hvervet som stationsagent. Denne praksis var velkendt på datidens jernbaner, hvor private gæstgivere ofte også varetog ekspeditionen.

Men i Bovrup stødte man på nogle praktiske udfordringer. Den gamle kro, som var en stråtækt bygning med sammenbyggede længer, lå med hovedbygningen ud mod landevejen. Imidlertid var det ikke selve kroen, men derimod den tilhørende stråtækte svinestald, der lå blot 10 meter fra sporet – lige ved perronen. Det betød, at rejsende måtte bevæge sig fra ventesal og billetsalg ad en mudret sti forbi svinestalden, hvis "odør" var en ufrivillig del af rejseoplevelsen. Denne noget uortodokse stationsløsning er næppe set magen til andre steder i Danmark og står som et særligt kuriøst kapitel i jernbanens bygningshistorie.

Branden i 1920 og dens juridiske efterspil

Den 19. maj 1920 kl. 15.45 blev der observeret ild i svinestalden, hvis stråtag var antændt tre steder. Den stærke sydvestlige vind spredte hurtigt flammerne til resten af krobygningerne, og på nær rejsestalden nedbrændte hele komplekset. Brandårsagen kunne ikke entydigt fastslås, men mistanken faldt hurtigt på gnister fra et lokomotiv, der få minutter tidligere havde holdt stille ved perronen med tog 3 på vej mod Gråsten.

Bovrup og Omegns Brandforsikringsforening, som måtte udbetale en erstatning på 52.270 kr. til gæstgiverens enke, og anlagde sag mod amtet. Ved Søndre Landsrets dom af 19. maj 1921 blev det fastslået, at ilden formentlig var antændt af lokomotivet, men at der ikke kunne påvises skyld (culpa) fra banepersonalets side. Ifølge den endnu gældende tyske lovgivning i Nordslesvig – nærmere bestemt "Bürgerliches Gesetzbuch" – krævedes netop skyld for at kunne tilkende erstatning.

Sagen blev anket til Højesteret, som ændrede vurderingen. Højesteret fastslog, at småbaner efter tysk ret havde objektivt ansvar for brandskader forårsaget af gnister fra damplokomotiver, også selvom der ikke kunne påvises skyld. Alligevel slap amtet for at betale erstatning for selve krobygningerne, fordi banen havde betalt en særlig præmie for disse på grund af deres placering nærmere end 40 meter fra sporet. Til gengæld blev amtet dømt til at betale for skader på to nærliggende ejendomme, der ikke var omfattet af samme ordning. Sagen blev principiel og er stadig nævnt i jernbaneretlige sammenhænge.

Genopbygning og nyorientering

Efter branden overtog Johann Johannsens søn, Harald Johannsen, driften og lod kroen genopbygge. Den nye bygning, der stadig anvendes som kro, blev opført med hovedfacade ud mod perronen – i modsætning til den oprindelige orientering mod landevejen. Den nye stationskro blev en imponerende og statelig bygning: en 14 fag lang, hvidkalket længe med højt halvvalmet tegltag og en fem fag bred midterfrontispice.

Det skulle dog vise sig at være en uheldig disposition, da banen blev nedlagt 6 år senere, og dermed mistede placeringen ud mod perronen noget af sin funktionelle mening. Ikke desto mindre fortsatte kroens drift, og bygningen står som et velbevaret vidnesbyrd om jernbanens tidligere tilstedeværelse.

Persontrafik og godstransport i tallene

Bovrup hørte til blandt banens bedst trafikerede stationer. Gennem både tysk og dansk tid var der omkring 20.000 ankommende og afgående rejsende årligt – hvilket er et højt tal i en by med godt 300 indbyggere. Dette vidner om, at stationen havde stor betydning for et opland, der strakte sig betydeligt ud over byens grænser.

Godstrafikken var endnu mere betydelig. I 1899/1900 blev der registreret 1.058 tons ankommende gods og 568 tons afgående. I 1924/1925 var tallene steget til 3.088 tons ankommende og 316 tons afgående. Udviklingen viser, at stationen blev stadig vigtigere som modtager af varer, især kunstgødning og købmandsvarer, mens eksporten af landbrugsprodukter blev mere koncentreret og specialiseret.