Bøgholm Holdeplads, en artikel om Bøgholm Holdeplads

Bøgholm Holdeplads – en afsides beliggende holdeplads med lokal funktion

Bøgholm Holdeplads var blandt de mest ydmyge standsningssteder på det sønderjyske amtsbanenet og spillede en rolle, der primært kan betragtes som lokal og funktionel snarere end strategisk. Beliggende ved en privat vej til et par gårde og cirka 200 meter øst for landevejen mellem Skovbøl og Felsted, var Bøgholm Holdeplads fra begyndelsen tænkt som en facilitet til brug for en håndfuld gårdejere og deres familier. Billetsalget ved Bøgholm holdeplads fandt sted fra gården Bøgholm. Holdepladsen var beliggende lidt vest for gåden. Den manglende bymæssige bebyggelse og det totale fravær af gæstgiveri eller handel understregede dens karakter af at være en slags privat standsningsplads, om end den var formelt en del af det offentlige jernbanenet. Dens historie er et lille, men karakteristisk kapitel i fortællingen om, hvordan jernbanen blev bragt helt ud i landdistrikternes afkroge.

Placering og baggrund for anlæggelse

Holdepladsen blev anlagt i et relativt isoleret område og havde ingen forbindelse til nogen nærliggende stationsby eller landsby med services. Dens eksistens skyldtes først og fremmest, at den lå i umiddelbar nærhed af nogle gårde, hvoraf en ejedes af Jes P. Marcussen. Det var netop Marcussen, der blev hvervet som holdepladsbestyrer og dermed fik ansvaret for at varetage de nødvendige ekspeditionsopgaver for banen.

Den privatvej, som holdepladsen lå ved, forbandt nogle af de større gårde i området med landevejen, men der var ikke nogen større koncentration af beboelse. Alligevel valgte man at etablere en holdeplads, fordi behovet for lokal transport var til stede – ikke mindst blandt gårdfolk og skolesøgende børn, der havde brug for at komme til og fra skole eller ærinder i større byer som Felsted og Aabenraa.

Enkle faciliteter og lokal drift

Bøgholm Holdeplads var udstyret med en kort jordperron med svellekant – en minimal og billig løsning, som var udbredt ved små holdepladser. Der blev opsat et stopsignal og en lygte, men der blev aldrig anlagt sidespor eller læssespor. Det er tydeligt, at holdepladsen fra begyndelsen var tænkt som en facilitetsløs standsningsplads udelukkende for persontrafik, og ikke som et knudepunkt for godshåndtering eller større trafikmængder.

Til gengæld blev ekspeditionen varetaget af Jes P. Marcussen, som påtog sig en række opgaver mod et beskedent honorar. Han fik 20 mark årligt, et frikort til 3. klasse samt en rød tjenestehue som symbol på sin rolle. Til gengæld skulle han sælge billetter, ekspedere rejsegods, holde perronlygten tændt og stille et værelse og lokum til rådighed for rejsende.

Det bemærkelsesværdige er, at han ikke havde nogen form for gæstgiveri, og at opgaven ikke medførte nogen egentlig økonomisk gevinst. Ligesom det kendes fra Nørreballe og Slyngsten, må det formodes, at Marcussen påtog sig opgaven for at sikre, at der overhovedet blev anlagt en holdeplads i nærheden af hans gård. Banens praksis med at lade lokalbefolkningen drive sådanne holdepladser på frivillig basis var en almindelig strategi, som muliggjorde et vidt forgrenet jernbanenet med lave driftsomkostninger.

Skift af bestyrer og fortsættelse af driften

I 1911 overdrog Jes P. Marcussen sin gård til sin svigersøn Christian Christensen, som samtidig overtog funktionen som holdepladsbestyrer. Denne overgang blev gennemført uden ændringer i vilkårene, og det lokale driftsmønster fortsatte således uændret. Christian Christensen videreførte opgaverne, men det var også i disse år, at trafikken begyndte at falde.

Trods det beskedne befolkningsunderlag havde holdepladsen i de første driftsår op til 3.000 afgående rejsende om året. Dette tal var usædvanligt højt for en så isoleret holdeplads og skyldtes formentlig, at et par gårdejere havde børn, der brugte toget til skolegang. I områder uden let adgang til skoler var jernbanen ofte den eneste realistiske mulighed for daglig transport.

Men i årene efter 1910 begyndte passagertallet at falde. I driftsåret 1917/1918 var antallet af afgående rejsende reduceret til blot 300. Denne markante nedgang skyldtes formentlig en kombination af befolkningsændringer, forbedrede lokale veje og måske en begyndende udbredelse af alternative transportmidler såsom cykler og andre alternativer. Tendensen var ikke unik for Bøgholm – den gik igen ved flere af de mindre holdepladser på landbanerne.

Driftsmæssige forhold og fravær i banens annaler

Bøgholm Holdeplads blev i vid udstrækning drevet uden nævneværdig indgriben fra banens ledelse. Der findes stort set ingen omtale af holdepladsen i banens driftsjournaler – med undtagelse af en klage i 1909, hvor en rejsende bemærkede, at perronen ikke var oplyst ved ankomst. Dette var en forpligtelse, som påhvilede Marcussen og senere Christensen, og selvom det er uklart, om det drejede sig om en enkeltstående forglemmelse eller et tilbagevendende problem, er det den eneste skriftlige registrering af en klage vedrørende holdepladsen.

At holdepladsen ellers ikke figurerer i journalerne, kan tolkes på flere måder. For det første kan det skyldes, at alt forløb som forventet, og at der ikke var behov for bemærkninger. For det andet kan det afspejle den lave prioritet, som sådanne små holdepladser havde i det overordnede driftsbillede. Uanset tolkningen står det klart, at Bøgholm udgjorde et periferisk, men dog funktionelt, led i banens struktur.

Nedlæggelse og lokale protester

På trods af den ringe trafik blev Bøgholm Holdeplads først nedlagt relativt sent, den 31. marts 1921. Beslutningen blev truffet på baggrund af det faldende passagertal og de begrænsede muligheder for at opretholde en økonomisk bæredygtig drift. Men det bør bemærkes, at nedlæggelsen mødte modstand fra lokalbefolkningen. Mange af områdets beboere protesterede, hvilket vidner om, at holdepladsen stadig havde en vis funktion og var blevet integreret i dagligdagen, selv i et så lille område.

Protesterne var dog forgæves, og holdepladsen blev endeligt nedlagt uden, at banen genovervejede beslutningen. Dermed forsvandt det sidste officielle jernbanebindemiddel til egnen omkring Bøgholm, og beboerne måtte herefter finde alternative transportløsninger.

Eftertid og bygningsmæssige spor

Den gård, hvorfra Marcussen og senere Christensen bestyrede holdepladsen, eksisterer fortsat i dag. Den oprindelige bygning er dog ændret – blandt andet er det karakteristiske stråtag blevet udskiftet med et hårdt tag, som det er sket med mange gamle landbrugsejendomme i Danmark.