Ferup Station - En mindre Mellemstation
Ferup Station indgik som en mindre mellemstation. Stationen var, som mange andre på denne strækning, anlagt i landlige omgivelser og tjente primært det nærliggende opland med gods- og passagertransport i beskedent omfang. Dens placering syd for banelegemet var typisk for banens arkitektoniske disponering, og stationen lå ved en mindre landevej, hvor der oprindeligt var bomanlæg til overgang, senere erstattet af et blinklysanlæg som følge af teknologisk modernisering. Arkitektonisk var Ferup Station opført i 1916, og bygningens udformning fulgte det stilideal, som mange andre mindre stationer på private jernbaner i Danmark i denne periode blev opført efter. Bygningen havde fem fag og var tegnet af arkitekt Robert V. Schmidt, der også havde stået for udformningen af flere stationer på banen. Byggeriet blev udført af murermester Anton Jeppesen fra Taulov. Bygningen var enkel og funktionel med hensyn til både ekspedition og beboelse, og rummede både ventesal, billetsalg, postlokale og bolig for stationspersonalet. Et læssespor på 92 meter var anlagt på sydsiden af hovedsporet, vest for det tilhørende pakhus. Læssesporet havde sporskifte i begge ender og var udstyret med en siderampe. Dette gav mulighed for læsning og losning af vogne med varer til og fra det omkringliggende opland, selvom den samlede godsmængde i stationens levetid forblev begrænset.
Trafikmæssig anvendelse og stationens funktion
Ferup Station fungerede som en klassisk landstation med relativt lav, men stabil aktivitet. Passagertallet lå på et beskedent niveau gennem hele banens levetid, men stationen blev aldrig nedgraderet til trinbræt. Det skyldtes ikke mindst dens funktion som postekspedition og vigtigheden af dens logistiske funktion for det omkringliggende landbrugsområde. Der var jævn trafik med daglige tog, hvor især skolebørn, landmænd, handlende og pendlere benyttede sig af forbindelsen til især Kolding. Stationens betjening blev varetaget af en ekspeditrice - en stillingsbetegnelse der især i det 20. århundredes første halvdel var almindelig ved de mindre landstationer, hvor posten ofte blev kombineret med billetsalg og ekspedition af gods. Det gav mulighed for, at kvinder, ofte enker eller hustruer til tidligere banearbejdere, kunne varetage stationsdrift og sikre fortsat tilstedeværelse og nærhed til det lokalsamfund, som stationen skulle betjene. Ferup Station fik aldrig stor trafikalt betydning i forhold til banens samlede volumen, men blev derimod kendetegnet ved en kontinuerlig, stille drift, hvor den daglige rytme med postvogn, godsleverancer og lokal pendling var en del af hverdagen. Stationen blev således et fast punkt for lokalbefolkningen i en tid, hvor de fleste rejsende endnu ikke havde adgang til bil.
Læssespor og godstransportens rolle
Læssesporet på 92 meter, som var beliggende parallelt med hovedsporet på sydsiden, havde en tydelig praktisk funktion i forhold til transport af landbrugsprodukter. De nærliggende gårde og landbrug kunne her aflevere produkter som korn, kartofler og foderstoffer samt modtage varer, der blev sendt med banen fra større handelsbyer. Godsmængderne ikke var store, og ekspeditionen af gods må antages at have fundet sted med højst én til to vogne ad gangen. Efterhånden som privatbilisme og motordrevne køretøjer fik større udbredelse i 1950'erne og 1960'erne, mistede læssespor som det i Ferup sin betydning. Gods, der tidligere blev sendt via jernbane, blev nu i stigende grad fragtet med lastbiler, hvilket førte til at stationens betydning stille svandt ind.
Det menneskelige islæt - ekspeditricen Signe Pedersen
Et særligt kapitel i Ferup Stations historie knytter sig til ekspeditricen Signe Pedersen, som var den sidste ekspeditrice før banens lukning. Hun var et kendt ansigt på stationen og satte sit præg på både den daglige drift og på de sociale relationer omkring banen. Hun havde en nøgtern og ligefrem facon og gik altid i kittel om formiddagen - et påklædningsvalg hun selv forklarede med ordene: "De må tage mig, som jeg er." Signe Pedersen blev betragtet som en slags "banemoder" af det personale, der havde deres gang på stationen og langs strækningen. Hun var kendt for sin gæstfrihed og tilbød ofte både kaffe og en uformel samtale til både motorførere, postbude og banearbejdere. Hendes rolle rakte derfor langt ud over det rent administrative og blev en del af det lokale banekulturelle miljø, hvor relationer og nærhed spillede en vigtig rolle. Hun repræsenterede en type banepersonale, som i dag stort set er forsvundet - en kombination af lokalkendskab, faglig indsigt og menneskelig varme, som gjorde mindre stationer som Ferup til mere end blot logistikpunkter. I dag huskes hun som et menneskeligt ansigt på en epoke i jernbanens historie, hvor det personlige samspil havde stor betydning.
