Fiskbækskov Stationskro, en artikel om Fiskbækskov Stationskro

Fiskbækskov Stationskro – en afsides holdeplads med uro i kulissen

Mellem Grøngrøft og Gråsten udgjorde Fiskbækskov Station et særtilfælde blandt de mange mindre holdepladser på Åbenrå–Gråsten amtsbanen. Strækningen var præget af sparsomme bosættelser, vidtstrakte marker og skovområder, og i denne kontekst skulle man ikke forvente mere end en enkelt station – nemlig ved herregården Fiskbæk. Alligevel blev der oprettet en ekstra holdeplads midtvejs: Fiskbækskov. Det var ikke de få nærliggende husmandssteder eller skovløberboliger, der berettigede til et standsningssted, men snarere den historiske tilstedeværelse af en gammel kro, Jægerslyst, som i årtier havde ligget ved den gamle vej mellem Grøngrøft og Adsbøl.

At lade en jernbane passere en ældgammel gæstgivergård uden at stoppe, var på den tid utænkeligt. Jægerslyst havde traditionelt tjent som hvilested for rejsende og landboere, og den blev derfor betragtet som et naturligt sted for en holdeplads, selv om det egentlige trafikgrundlag var særdeles svagt. Mod nordvest lå den skovklædte Kølingbjerg, mod syd Rode Skov, mod sydøst Fiskbæks vidtstrakte marker og mod nord Tralskov – ikke præcis et område, der summede af trafik.

Stationens beskedne infrastruktur og driftsaftale

Anlægsarbejdet ved Fiskbækskov var minimalt. Udover en simpel jordperron blev der anlagt et blindt stikspor på 45 meter, beliggende omtrent 50 meter syd for Jægerslysts hovedbygning. At placeringen lå så langt fra kroen skyldtes det forhold, at terrænet umiddelbart bag kroen havde et fald på 1:60, mens man længere mod syd kunne finde et mere plant terræn til anlæg.

Stationens ekspedition blev overdraget til den daværende kroejer, Andresen, der som betaling for sin indsats fik stillet frikort til rådighed samt en årlig betaling på 50 mark. Til gengæld skulle han sørge for to ventesale – én for rejsende på anden klasse og én for tredje klasse – og bistå med ekspedition af både gods og billetter. Fiskbækskov Station blev på papiret behandlet som enhver anden mindre station, men i praksis var trafikmængden allerede fra begyndelsen lav.

En kro med hyppige ejerskift

Selvom Jægerslyst var en smuk ejendom med tilhørende jord, var gæstgiveriet ikke nogen forretningsmæssig succes. Allerede i 1903 blev stationen solgt til Lorenzen, som efter syv år afhændede den til Gram for 50.000 mark. Handlen trådte i kraft den 1. november 1910, men Gram kunne ikke umiddelbart overtage stationsdriften, fordi Lorenzens hustru blev boende på ejendommen, og Gram nægtede at stille den sikkerhed, som banen krævede for en ny aftale.

Dette medførte, at driftsinspektør Ruchmann måtte tage turen fra Åbenrå til Fiskbækskov – en rejse, der med datidens togtider krævede næsten en hel dag – for at mægle. Efter længere forhandlinger accepterede Gram at overtage forpligtelserne, dog ikke uden først at kræve renter af den stillede sikkerhed. Kravet blev afvist, og processen måtte genstartes, før det lykkedes at få Gram til at opgive rentekravet. Hans engagement blev dog kortvarigt, for allerede året efter solgte han ejendommen videre.

Nedgang og træthed hos baneledelsen

Efter Gram fulgte endnu en ejer, der holdt i syv år, men hans efterfølger, en mand ved navn Møller, var hverken interesseret i krodrift eller jernbaneekspedition. Det blev dråben for baneledelsen, der i marts 1921 fremlagde et forslag for jernbanekommissionen om at nedlægge stationen. Kommissionen accepterede, men man valgte dog at lade sidesporet blive liggende i tilfælde af fremtidig godstrafik – en mulighed man dog allerede dengang vurderede som usandsynlig, hvilket understregedes af, at sporskiftet blev fjernet.

Kommunalt blev der udtrykt modstand mod nedlæggelsen, især fra Ladegårdskov kommune. Men med oprettelsen af en ny, større kommuneenhed – Adsbøl Kommune – blev valget mellem at opretholde enten Fiskbækskov eller Fiskbæk Station stillet klart. Kommunen valgte Fiskbæk, og dermed blev Fiskbækskov station ved Jægerslyst nedlagt pr. 1. september 1921.

Afvikling af gæstgiveriet og senere genåbning uden bevilling

Med stationens ophør forsvandt det sidste grundlag for krodriften. Værten opgav i 1924 gæstgiveriet, og året efter blev ejendommen solgt til en ny ejer, der straks – og uden bevilling – genoptog krodriften. Gæsterne bestod nu især af unge fra den nyåbnede landbrugsskole på Fiskbæk, danselystne borgere fra Gråsten og husmænd fra de nyudstykkede statshusmandsbrug på herregårdens tidligere jorder.

Til at begynde med lykkedes det den nye vært at få en udskænkningstilladelse, men kritikken lod ikke vente på sig. Den lokale avis Hejmdal beskrev kroen som overflødig og kaldte det en skandale, at et værtshus, der kun fremmede drikfældighed, fik lov at eksistere. Sagen endte med, at der blev afholdt en kommuneafstemning om både Jægerslyst og Adsbøl Kro. Et knebent flertal stemte for bevarelse, men bevillingsudvalget nægtede alligevel at forny udskænkningstilladelserne.

Værten på Jægerslyst fortsatte uanfægtet i nogen tid, men blev til sidst stoppet af politiet, som med magt lukkede kroen. Dermed endte Jægerslysts historie som kro definitivt. Togtrafikken passerede fortsat stedet, men uden at standse, og stationens eksistens gled langsomt ud af erindringen.

Trafiktal og betydning

Stationens lave trafikmæssige betydning ses tydeligt i de registrerede tal. I de første år var der omkring 2.000 afgående rejsende årligt, men fra 1909 faldt dette tal til omkring 1.000, og i 1917/1918 var man helt nede på 400. Godsmængderne var om muligt endnu lavere. Før Første Verdenskrig varierede de årlige tal mellem 7 og 167 tons afsendt gods, hovedsageligt brænde og tømmer fra de nærliggende skove. Kun under krigen nåede man op over 300 tons.

Det stod klart, at der ikke var grundlag for at opretholde hverken kro eller station. Fiskbækskov kom til at repræsentere en af de mange mindre jernbanekroer, hvor et spinkelt trafikgrundlag blev forsøgt holdt i live gennem tradition og lokal modstand, men uden succes på længere sigt.

Jægerslyst i nyere tid

Efter lukningen blev Jægerslyst omdannet til privat beboelse. I mange år var ejendommen beboet af områdets sognefoged. Bygningerne blev sat i stand, og i dag fremstår ejendommen som en velholdt privatbolig, uden synlige spor af sin dramatiske fortid som stationskro og jernbaneholdeplads.