Fugdal Trinbræt med Sidespor (Fg), en artikel om Fugdal Trinbræt med Sidespor

Fugdal Trinbræt – Fra tørvesidespor til selvbetjent trinbræt

Fugdal Trinbræt var et trinbræt på Troldhede–Kolding–Vejen Jernbane (TKVJ) med en særlig historie, der adskilte det fra mange andre små stoppesteder langs banen. Det blev oprettet som Rishøj Sidespor i 1918 og fungerede i første omgang som et af de vigtigste tørvesidespor på hele banen. Den 1. maj 1928 skiftede stedet navn til Fugdal og fik status som trinbræt, men beholdt sidesporet i nogle år endnu. Omkring 1932 blev sidesporet nedlagt, og stedet blev herefter udelukkende betjent som trinbræt med en simpel sandpude som perron. Fra 1929 fik peronen en kant af sveller ud mod sporet, så sandpude ikke blev skyllet væk og ud på sporet.

Fugdal Trinbræt lå øde og var omgivet af åbne hedearealer. Her fandtes intet venteskur, og passagererne stod under åben himmel, når de ventede på toget. Som på mange andre trinbrætter langs TKVJ var der installeret et drejeligt trinbrætsignal – en rød-hvidmalet mast med et emaljeret, vindfløjslignende skilt, som passagererne selv skulle dreje ud, hvis de ønskede at signalere til lokomotivføreren, at toget skulle standse. Denne form for selvbetjening var en enkel og effektiv løsning på de strækninger, hvor det ikke var økonomisk muligt at have fast personale.

Rishøj Sidespor og Fugdal Mosen

Baggrunden for etableringen af Rishøj Sidespor var det store behov for at transportere tørv fra Fugdal Mose. Under Første Verdenskrig og årene efter var tørv en af de vigtigste brændselskilder i Danmark, da importen af kul var stærkt begrænset. Konsortier og private virksomheder anlagde store tørvebrug, og Fugdal Mose udviklede sig hurtigt til en af de største tørveproduktionssteder i området.

Rishøj Sidespor var 135 meter langt, men blev senere forlænget og suppleret med et ekstra mindre sidespor for at kunne håndtere de mange godsvogne i den periode, hvor tørvemængden var meget stor. Fra sidesporet gik der et normalsporet stikspor direkte ind i mosen, og dette stikspor blev betjent af et privat rangerlokomotiv, som fik kælenavnet "Raketten". Rangerlokomotivet lignede de små maskiner, TKVJ anvendte på Vejen–Gesten-strækningen, og kunne derfor også bruges som egentlig togmaskine, hvis der var behov for det.

Der var også en smalsporsforbindelse til de fjernere dele af Rishøj Mose, hvilket gjorde det muligt at transportere tørv fra tipvogne til læssesporene. I nogle år havde Rishøj/Fugdal endda egne privatvogne, registreret hos TKVJ.

En storstilet tørveproduktion

Fugdal Mose var i en årrække centrum for en af de mest omfattende tørveproduktioner i Midtjylland. Entreprenør Carl Jensen, der tidligere havde været med til at bygge TKVJ fra Troldhede til Vorbasse, opkøbte sammen med et konsortium jord og gårde i området og startede i 1918 en stor tørvefabrikation.

Omkring 300 tørvearbejdere blev beskæftiget i højsæsonen, hvilket gjorde Fugdal til et travlt og livligt sted i sommermånederne. Entreprenørens familie stod for husholdningen til de mange arbejdere, og hverdagen var præget af et stort logistisk apparat. Der blev hver uge slagtet flere grise, kogt store mængder kartofler i fem gruekedler og produceret frikadeller og stegt flæsk til arbejderne. Madpakkerne blev pakket ind i avispapir, og rugbrød med margarine og sukker var standardkost.

Arbejdsdagen var hård, og arbejderne kom trætte og tilsølede hjem om aftenen. De vaskede sig ofte i hestenes drikketrug, da der ikke var moderne faciliteter i mosen. KFUM etablerede en barak, hvor arbejderne kunne i missionsmøder. Dette sociale engagement var et af de tidligste eksempler på KFUM's arbejde blandt landarbejdere.

Transport og logistik

Transporten af tørv fra mosen til sidesporet blev udført via den private bane, der var anlagt ind i området. Her blev tørvene læsset på banevogne og sendt videre ud på TKVJ's net. I 1918 blev størstedelen af tørvene sendt til Fyn, især til Sydfynske Jernbaner, som havde brug for brændsel til deres damplokomotiver.

Produktionen blev senere omlagt til æltetørv, hvor mosejorden blev hakket og blandet med vand, før den blev presset til brændselselementer. Denne proces krævede en mere industriel tilgang og viser, at Fugdal Mose fulgte med i de teknologiske ændringer, som skete i tørveproduktionen i 1920'erne.

Nedgang i produktionen og økonomisk kollaps

I takt med at kulimporten blev normaliseret efter Første Verdenskrig, faldt efterspørgslen på tørv. Fra 1927 begyndte salget at gå ned, og i 1929 ophørte produktionen helt. Konsortiet, som havde omsat for store summer i de foregående år, måtte lukke, og entreprenør Carl Jensen mistede hele sin formue. Han blev senere ansat ved Ribe Amts vejvæsen og bosatte sig i Bramming.

Nedgangen i tørveproduktionen betød, at sidesporet ikke længere havde den samme betydning, og i begyndelsen af 1930'erne blev det fjernet. Fugdal fortsatte dog som trinbræt for passagerer og blev en del af det net af små stoppesteder, som blev betjent af motorvogne.