Fællesvejen Trinbræt, en artikel om Fællesvejen Trinbræt

Fællesvejen Trinbræt - et lille stoppested i hedelandets udkant

Fællesvejen Trinbræt hørte til blandt de beskedne og kortlivede stoppesteder, som i mellemkrigstiden fandt vej til flere danske privatbaner. Trinbrættet blev anlagt i 1929 på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbanes (TKVJ) sidebane mod Vejen og forblev i brug frem til banens lukning i 1951. Oplandets tynde befolkning, præget af hede, plantager og moser, betød, at stedet aldrig fik nogen større trafikal betydning, men det indgår som et karakteristisk eksempel på privatbanernes forsøg på at tilpasse driften til lokale behov med små, billige anlæg.

Placering, terræn og opland

Fællesvejen Trinbræt lå ved den nuværende Grønnevej, som i 1930'erne var en lokal, blind grusvej med forbindelse til Rugholmvej. Afstanden til Gamst Station var omtrent 1,7 kilometer. Terrænet var overvejende fladt og sandet, med spredte mosehuller og lavninger, hvor vand stod højt i våde perioder. I begyndelsen af det 20. århundrede var området præget af opdyrkningsforsøg, afvandingsarbejder og statslige tilplantninger, der i takt med tiden omdannede hede til skov og plantage. De nærmeste gårde lå i betydelig afstand fra hinanden, og husmandsbrugene var små; tilsammen skabte de et opland med beskedent befolkningsgrundlag.

Anlæg og udstyr

Trinbrættet blev fra første færd etableret som et ubetjent stoppested med minimale anlægsomkostninger. Der blev anlagt en simpel jordperron - i praksis en let hævet stribe stampet jord og grus langs sporet - uden belægning og uden læskur. Allerede få år efter anlæggelsen fremstod perronkanten svagt markeret og delvist overgroet af græs og hedevegetation. Der kendes ikke sikre samtidige beskrivelser af skiltningen, men et enkelt navneskilt på pæl har sandsynligvis markeret stedet; sådanne enkle skilte var almindelige på TKVJ's mindre trinbrætter.

Trinbrætsignal var et hyppigt forekommende hjælpemiddel på privatbaner, hvor de rejsende kunne dreje et signal ud for at tilkendegive stopønske. For Fællesvejen Trinbræt er der ikke bevaret dokumentation for et sådant signal, og alt taler for, at den meget begrænsede anvendelse gjorde en installation unødvendig. I praksis blev stop enten aftalt med togpersonalet på forhånd, eller også standsede toget kun, hvis der var synlige passagerer ved sporet.

Hvorfor et trinbræt netop her?

Baggrunden for beslutningen i 1929 må ses i privatbanernes samtidige strategi: små, billige trinbrætter kunne åbne for enkelte nye passagerer uden at kræve personale eller større investeringer. Lokale lodsejere eller beboere kan have anmodet om et stoppested, som gav kortere vej til toget end Gamst Station. Plantagedrift og skovarbejde i området kan også have spillet ind; adgang til sporadisk arbejdskrafttransport var en tilbagevendende begrundelse ved andre små stoppesteder. Dertil kom ønsket om goodwill i oplandet: med et trinbræt kunne banen signalere nærhed og service - også hvor kundegrundlaget var spinkelt.

Trafik, køreplan og brugsmønstre

Gesten-Vejen-strækningen var TKVJ's lille sidegren, og den daglige trafik var beskeden. Almindelig drift bestod typisk af et kort tog, i perioder blot lokomotiv med en enkelt personvogn eller motorvognsdrift i 1930'erne. Køreplanerne var tilpasset skoleelever, markedsdage og omstigninger i Vejen og Gesten. For Fællesvejen Trinbræt var anvendelsen ringe; de få beboere i nærområdet havde ofte kortere, bedre vejforbindelser til Gamst Station, hvor der fandtes ventesal, billetsalg og fragtfaciliteter. I praksis kan dagene have passeret uden én eneste på- eller afstigning ved trinbrættet.

Sæsonudsvingene var små. I høst- og skovningsperioder kunne der være lidt flere rejsende, men manglen på læ og perronkomfort var en barriere i dårligere vejr. I vintermåneder med sne eller tøslud var trinbrættet ikke et attraktivt ventested.

Forholdet til Gamst Station og Vejen Station

Afstanden til Gamst Station på cirka 1,7 kilometer var en central faktor. Gamst tilbød ekspedition af rejsegods, post og billetter, og her kunne rejsende planlægge omstigning til hovedbanen via Vejen Station. Den funktionelle konkurrence mellem et ubetjent trinbræt og en bemandet landstation blev sjældent vundet af førstnævnte, når den fysiske afstand var så beskeden. Dertil kom Vejen Station som regionalt knudepunkt, hvor rejsende fandt flere afgange, større bekvemmelighed og bedre forbindelse til byens services.

Billetforhold, takster og ekspedition

Som ubetjent stoppested havde Fællesvejen ingen billetsalg. Rejsende købte enten billet ombord, når togpersonalet var udstyret hertil, eller også måtte billet erholdes på en bemandet station før omstigning. For privatbaner som TKVJ var billetkontrol og afregning pragmatisk indrettet; ved meget små trinbrætter var den økonomiske gevinst ved at håndhæve formalia strengt ofte marginal i forhold til de ekstra minutters ophold. Det styrkede dog ikke trinbrættets attraktivitet i forhold til Gamst, hvor ekspeditionen gjorde rejsen enklere.

Sikkerhed, signaler og driftsregler

Gesten-Vejen-banen var en lavt belastet enkeltsporet strækning, og driften var struktureret efter enkle regler med mødesteder og sikre rutiner for ind- og udkørsel. Ved ubetjente trinbrætter som Fællesvejen blev standsning betragtet som et togledelsesmæssigt bagatelstop. Den vigtigste sikkerhedsudfordring var oversigtsforholdene i dårligt vejr og i skumringen. Uden signal eller skærm måtte passagerer placere sig synligt for at tilkendegive stopønske, og togpersonalet skulle holde skærpet udkig. På strækninger med spredte plantager kunne sigtbarheden variere; det har dog næppe givet anledning til registrerede hændelser her.

Materiel og motorisering

Fra 1935 begyndte driften at blive udført af den lille motorvogn "Lille Johannes", en let enhed med lavt brændstofforbrug og hurtig acceleration, som var velegnet til de korte strækninger og det begrænsede passagerantal. For et stoppested som Fællesvejen ændrede det ikke det grundlæggende: uden et passagergrundlag gjorde motordriften kun det i forvejen billige stop en smule mere ubetydeligt i regnskabet.

Anden verdenskrig, materialemangel og driftsjusteringer

Besættelsesårene medførte brændselsknaphed og restriktioner, som ramte både jernbanedrift og vejtrafik. Det kunne isoleret set have givet de små trinbrætter et kortvarigt løft, når private transporter blev vanskeligere. Men uden læ, lys eller personale var Fællesvejen fortsat et magert tilbud. Driftsledelserne prioriterede gennemgående tog og nødvendige stop; det er sandsynligt, at standsetiderne blev holdt på et minimum, og at visse tog kun standsede efter forudgående aftale.

Nedlæggelsen i 1951 og banens ophør

Gesten-Vejen-strækningen blev nedlagt fra den 1. april 1951 som led i en bredere rationalisering. Fællesvejen Trinbræt ophørte dermed samtidig med sidebanens drift. Beslutningen afspejlede en længerevarende tendens: spinkle sidebaner med få passagerer og konkurrence fra landevejen kunne ikke længere opretholdes økonomisk.