Handbjerg Trinbræt (Han), en artikel om Handbjerg Trinbræt

Handbjerg Trinbræt – Fra Privat Billetsalgssted til Nedlæggelse

Handbjerg Trinbræt har en lang og bemærkelsesværdig jernbanehistorie, der går tilbage til det private initiativ taget af Christen Ebbensgård. Han var en driftig mand, der ejede Handbjerg Hovgård, Rammegård og Handbjerg Gær- og Spritfabrik.

Da Skive-Struer-banen åbnede den 17. november 1865, valgte Statsbanen ikke at etablere en station i Handbjerg. I årene efter blev der heller ikke prioriteret en station i området, hvilket fik Ebbensgård til at tage sagen i egen hånd. Han oprettede et privat billetsalgssted den 13. november 1873 for at sikre, at lokalbefolkningen kunne drage nytte af jernbanen.

Billetsalgsstedet blev oprindeligt placeret i vogterhus 43, cirka 200 meter øst for den senere stationsbygning. På dette tidspunkt var der ingen nævneværdig bebyggelse omkring banen, hvilket understreger initiativets pionerånd.

Flytning og udvidelse af billetsalgsstedet

I 1875 blev billetsalgsstedet flyttet til sin nuværende placering, hvor en mindre stationsbygning blev opført. Bygningen var primitiv, hovedsageligt opført i træ, og adskilte sig ved kun at rumme ekspeditionsfaciliteter uden en egentlig bolig til en stationsforstander.

Den 1. december 1875 åbnede billetsalgsstedet som et offentligt billetsalg. Allerede den 7. december samme år blev der tilføjet ekspedition af banepakker og en begrænset stykgodstransport, primært fiskekasser. Fra den 29. marts 1876 blev der desuden transporteret vildænder og hummere via stationen.

Etablering af sidespor og statslig overtagelse

Den 15. juli 1883 blev et privat sidespor anlagt i Handbjerg. Dette sidespor gjorde det lettere at håndtere lokale godstransporter, og den 1. december 1891 blev stationens status ændret til en privat holdeplads med offentligt læssespor.

I sommeren 1891 blev der opført en egentlig stationsforstanderbolig umiddelbart vest for ekspeditionsbygningen. Boligen var placeret tæt ved sporet, men lidt tilbagetrukket i forhold til ekspeditionsbygningen. Perronen gik langs boligen, og hoveddøren var direkte ud til perronen.

Boligen havde en grund på cirka 1.024 m² og var arkitekttegnet. Den var opført i solide materialer og indeholdt tre værelser, to kamre, et pulterkammer, køkken samt brænde-, vaske- og husholdningsrum. Mellem boligen og ekspeditionsbygningen blev der opført et højt plankeværk, hvor stationsskiltet "Handbjerg" blev monteret med bogstaver på 35 cm.

I oktober 1891, kun få måneder efter boligens opførelse, overtog Statsbanen billetsalgsstedet samt de tilhørende bygninger. Den officielle statsovertagelse blev dog først registreret i 1894-1895, hvor stationens status blev ændret til "Handbjerg Holdeplads med offentligt læssespor".

Modernisering og ændringer i 1946

I 1946 gennemgik Handbjerg Station en større modernisering. Stationsforstanderboligen blev revet ned, og ekspeditionsbygningen blev ligeledes fjernet. På det tidligere fundament blev der opført en større og mere moderne bygning, der kombinerede station og bolig.

Den nye bygning var designet, så boligsektionen lå i den vestlige del, mens stationsfaciliteterne lå i den østlige del. Dette var en forbedring i forhold til den tidligere struktur, da stationen nu var mere funktionel og rummede både privat bolig og ekspeditionsområde.

Nedlæggelse af sidesporet og nedgradering til trinbræt

Den 16. august 1965 ophørte ekspeditionen af gods via sidesporet, og sporet blev fjernet nogle måneder senere. Dette var en del af en bredere rationalisering af jernbanedriften, hvor mindre stationer og sidespor blev udfaset til fordel for centraliserede knudepunkter.

Den 17. maj 1966 blev Handbjerg Station nedgraderet til trinbræt, hvilket betød, at bemandingen blev fjernet, og stationen ikke længere havde ekspeditionsfaciliteter.

Endelig nedlæggelse af Handbjerg Trinbræt

Den 26. maj 1979 blev Handbjerg Trinbræt endeligt nedlagt som jernbanestation.

Efter nedlæggelsen blev bygningen solgt til privat bolig. Stationssektionen mod øst blev senere nedrevet, mens beboelsesdelen mod vest blev bevaret og fungerer som privat ejendom i dag.