Knivsbjerg Stationskro, en artikel om Knivsbjerg Stationskro

Knivsbjerg Stationskro, men kroen hed ret beset Lyngtoft Kro og ikke Knivsbjerg Kro.

Knivsbjerg Stationskro var en del af det sønderjyske amtsbanenet og fungerede som både station, kro og lokalt samlingspunkt i det nationale grænseland. Beliggende øst for hovedlandevejen mellem Åbenrå og Haderslev, ved vejkrydset mod Sønderballestrand og Genner, opstod stationskroen som følge af behovet for at betjene såvel lokal trafik som den omfattende festrute til det nærliggende Knivsbjerg. Den blev samtidig et symbol på de politiske og kulturelle spændinger, der prægede området i perioden før og efter Genforeningen i 1920.

Placering og opland

Knivsbjerg Stationskro lå umiddelbart øst for hovedvejen mellem Åbenrå og Haderslev, på den strækning hvor sognevejen fra Genner mod Sønderballestrand krydsede amtsbanens spor. Stationens opland var begrænset. Mod syd lå kun få bebyggelser, mens landsbyerne Sønderballe og Diernæs mod nord og øst udgjorde det primære kundegrundlag. Mod vest var situationen endnu mere kompleks, idet stationen Genner lå mindre end én kilometer væk, hvilket indsnævrede Knivsbjergs naturlige trafikopland.

Trods dette begrænsede kundegrundlag opretholdt stationen en vis relevans, især grundet dens rolle som indgang til Knivsbjergs festplads. Dette område lå cirka en kilometer mod nord og blev opført og drevet af det tyske Knivsbjergselskab, grundlagt i 1894 af tyske borgere fra Åbenrå og Haderslev.

Stationens udformning og faciliteter

Knivsbjerg Station blev udstyret med et 120 meter langt omløbsspor og et 60 meter langt læssespor. Perronen var en klassisk grusperron, og stationen havde lygte og et varehus. Dette varehus var ejet af kroejeren, som samtidig fungerede som stationsagent. Ventefaciliteter for både 2. og 3. klasse blev indrettet i selve krobygningen, som var en iøjnefaldende struktur med midterrisalit og træveranda vendt mod jernbanen – et typisk eksempel på den sydjyske/nordtyske stationskroarkitektur.

Den første kroejer og stationsagent var enkefru Bothilde Jordening, som varetog opgaven i to årtier. I 1922 overdrog hun ejendommen til gårdejer Brink, som allerede samme år videresolgte den til gæstgiver Jens Berg. Overdragelsen til Berg skete uden forudgående orientering af driftsledelsen, hvilket førte til et ønske om, at fremtidige bevillinger skulle være afhængige af stationsagentvirket for at sikre styring og ansvar.

Den nationale symbolik og Knivsbjergfesterne

Knivsbjerg fik sin særlige betydning som ramme for store politiske og kulturelle fester arrangeret af det tyske mindretal. Festpladsen på selve Knivsbjerg tiltrak tusinder af deltagere fra hele Nordslesvig og Tyskland, særligt under storpolitiske højdepunkter som i 1901, hvor v. Köllers konservative politik blev hyldet. Talere som landsretspræsident dr. Hahn og landbrugskammerets præsident, grev Rantzau-Rastorph, tiltrak stor opmærksomhed og satte Knivsbjerg på det nationale landkort.

Amtsbanens tog spillede en væsentlig rolle i befordringen af deltagerne. Den 28. juni 1908 kørte hele ni tog mellem Åbenrå og Hovslund for at imødekomme den store tilstrømning. Det første afgangstog fra Åbenrå afgik kl. 06:03, mens det sidste hjemgående tog forlod Knivsbjerg kl. 01:00 og ankom til Åbenrå kl. 01:45. Der blev arrangeret forbindelser til særtog over Hovslund og videre mod Løgumkloster, Arnum og Haderslev via Over Jersdal og Toftlund, så selv fjernere festdeltagere kunne nå sikkert frem og tilbage.

Rangerbevægelser var nødvendige, og vogne blev opstaldet ved Genner, Nørby og de nærliggende grusgrave for at give plads til de midlertidigt omdannede personvogne. Det siger noget om arrangementets logistiske omfang.

Daglig trafik og faldende passagertal

På trods af den årlige tilstrømning i forbindelse med festerne, var stationens daglige passagerantal beskedent. I de første år blev der registreret mellem 8.000 og 9.000 rejsende årligt. Dette tal faldt senere til 5.000-6.000 og nåede i banens sidste år kun op på omkring 4.000. Det skyldtes især konkurrence fra rutebilkørsel, som vandt terræn i 1920'erne. Dermed blev Knivsbjerg Station, som så mange andre på amtsbanenettet, ramt af udviklingen og tabte langsomt sin funktion som transportknudepunkt.

Godstrafikken var heller ikke overvældende. Den lå årligt mellem 400 og 700 tons afgående gods – dog med en vis stigning i de sidste år, hvor vejmaterialer blev transporteret til området.

En strid om grus og forventninger om en ny bane

I 1908 opstod en lokal uenighed om grusningen af pladsen mellem sporene og kroen. Man kunne ikke blive enige om, hvem der skulle bære udgiften. Banen endte med at udføre en nødtørftig grusning, men ønskede ikke at investere mere i arealet, da der var forventninger om, at en forbindelsesbane til Mastrup station på Haderslev Amtsbaner ville blive anlagt. Denne bane blev dog aldrig til virkelighed, og området forblev som det var.

Knivsbjerg efter Genforeningen

Genforeningen i 1920 fik stor betydning for det politiske og kulturelle klima i Sønderjylland. Tyskerne mistede deres dominerende position, og festerne på Knivsbjerg blev i de følgende år færre og mindre. I 1924/1925 var antallet af rejsende til Knivsbjerg blot 2.274, og 1.884 rejste derfra – langt fra tidligere års tusindvis af deltagere. Kun få benyttede togene fra Åbenrå, og arrangementerne mistede også betydning som nationale samlingspunkter.

En skelsættende begivenhed fandt sted efter besættelsens ophør i 1945, da frihedskæmpere fra Åbenrå sprængte det tyske monument på Knivsbjerg i luften. Monumentet havde rummet en statue af Otto von Bismarck, som i sin tid var blevet fragtet med hestevogn, amtsbane og statsbane til stedet. Efter genforeningen blev den samme statue ført tilbage til Tyskland og opstillet ved Aschberg ved Eckernförde-Owschlag – denne gang med front mod nord og det "tabte land".

Stationskroens efterliv og fysiske levn

Selvom jernbanedriften ophørte, overlevede selve krobygningen. Knivsbjerg Stationskro eksisterer stadig i dag, om end i en moderniseret og ombygget og en noget forfalden udgave.