Lyngsminde Trinbræt - Et lille trinbræt med en stor historie
Lyngsminde Trinbræt var et af de mindre stoppesteder på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ) og lå mellem Gilbjerg Trinbræt og Hejnsvig Station. Trinbrættet blev åbnet den 15. maj 1929 som en del af den modernisering, der fulgte med indførelsen af motorvognskørsel på strækningen. Formålet var at gøre banen mere fleksibel og økonomisk rentabel ved at tilpasse driften til det beskedne passagergrundlag, som fandtes på de mindre stationer og i de spredte bebyggelser langs banen. Lyngsminde Trinbræt var et meget enkelt anlæg. Det bestod af en lav grusperron, som var forstærket med en svelleforkant ud mod sporet, og der var intet venteskur eller andre faciliteter til passagererne.
Baggrunden for etableringen af Lyngsminde Trinbræt
I slutningen af 1920'erne stod Troldhedebanen over for økonomiske udfordringer, som mange privatbaner oplevede i denne periode. Konkurrencen fra rutebiler og den begyndende privatbilisme betød, at passagertallet var faldende, og banerne måtte finde nye måder at tiltrække rejsende og reducere driftsomkostningerne på. Indførelsen af motorvogne var en del af denne udvikling. Motorvognene var billigere at drive end damplokomotiver og kunne hurtigere accelerere og bremse, hvilket gjorde det muligt at etablere flere små trinbrætter uden at forsinke driften væsentligt. Lyngsminde blev derfor anlagt som et af flere nye trinbrætter for at give de lokale beboere bedre betjeningsmuligheder.
Anlæg og udstyr
Perronen ved Lyngsminde Trinbræt var enkel: et grusbelagt område, der var hævet en smule i forhold til terrænet for at lette ind- og udstigning. For at stabilisere kanten mod sporet var der lagt en svelleforkant, som forhindrede perronen i at skride. Som på de øvrige trinbrætter langs TKVJ var Lyngsminde udstyret med et trinbrætsignal. Dette bestod af en cirka tre meter høj mast, malet i rødt og hvidt, med et rektangulært signalfelt øverst. Passagerer, der ønskede at komme med toget, kunne dreje signalet ud, så det blev synligt for lokomotivføreren. Systemet var enkelt, men effektivt, og sparede både tid og brændstof, da togene kun standsede, hvis der faktisk var passagerer.
Betydning for lokalsamfundet
Lyngsminde Trinbræt gav en ny tilgængelighed for de beboere, der boede i det tyndt befolkede område mellem Gilbjerg og Hejnsvig. I en tid, hvor privatbilisme stadig var begrænset, var trinbrættet en vigtig forbindelse til omverdenen. Det betød blandt andet, at folk kunne tage til marked i Kolding, besøge lægen i Grindsted eller komme til større byer for at handle uden at skulle bruge hestevogn eller gå lange afstande til nærmeste station.
Ulykken ved Lyngsminde i 1965
Lyngsminde Trinbræt blev tragisk kendt i hele området på grund af den alvorlige ulykke, der fandt sted den 12. maj 1965. To 18-årige, kommis Poul Erik Christensen fra Vandel Mark og ekspeditrice Lily Jensen fra Skjoldbjerg, blev dræbt, da deres folkevognsboble kolliderede med Troldhedebanens skinnebus ved overskæringen tæt ved trinbrættet. Ulykken skete under gode oversigtsforhold, men det antages, at føreren af bilen blev blændet af den lave aftensol. Skinnebussen, som kørte med omkring 70 km/t, nåede ikke at standse. Bilen blev slynget ind mellem skinnebussen og dens bivogn, en postvogn, og blev knust til ukendelighed - det samme skete for folkevognsboblen, hvor fronten blev trykket ind i kabinen. De to unge mennesker blev slynget ud af bilen. Lily Jensen blev trukket med skinnebussen en snes meter, mens Poul Christensen blev kastet ud den modsatte vej. Der var 15 passagerer i skinnebussen, men ingen af dem kom til skade. Skinnebussen fik efterfølgende tilladelse til at fortsætte til Vorbasse, hvorfra passagererne blev transporteret videre til Kolding med et ekstratog.
Sikkerhedsforhold ved overskæringen
Overskæringen ved Lyngsminde Trinbræt var ikke forsynet med hverken blinklys eller klokker. Advarslen bestod udelukkende af, at togene afgav signal med hornet, men ifølge Troldhedebanens regler var dette kun påkrævet i usigtbart vejr. Skinnebusføreren oplyste, at han ikke havde givet signal inden overkørslen, da vejret var klart. Denne ulykke førte til debat om sikkerhedsforholdene ved de mange ubevogtede overkørsler langs privatbanerne. Mange pegede på, at den stigende biltrafik krævede forbedrede advarselsanlæg for at forhindre lignende ulykker.
Driftsmæssig udvikling og afvikling
Efter ulykken i 1965 fortsatte driften på Troldhedebanen endnu nogle år, men trafikken var aftagende. Privatbilismen var nu blevet udbredt, og passagergrundlaget for banen faldt år for år. Lyngsminde Trinbræt oplevede som mange andre små trinbrætter et fald i passagerer, hvilket gjorde det vanskeligt at retfærdiggøre fortsat betjening. Skinnebusserne kørte fortsat forbi stedet, men stoppene blev færre.
