Lønholm Trinbræt, en artikel om Lønholm Trinbræt

Lønholm Trinbræt med billetsalg på den nærliggende Lønholm gård

Lønholm Trinbræt var et beskedent, holdested på strækningen mellem Aabenraa og Løgumkloster – en del af Aabenraa Amts Jernbaner, der fra begyndelsen af 1900-tallet forbandt oplandet med større handels- og trafikcentre. Trinbrættet var beliggende ved amtsvejen Aabenraa–Løgumkloster og havde en simpel, men funktionel infrastruktur med en perron langs vejen og et 41 meter langt læssespor nord for hovedsporet. Lønholm Trinbræt var et tydeligt eksempel på de mange små stationer og holdepladser, som blev oprettet i det sønderjyske landskab for at sikre transport og tilgængelighed i ellers spredt bebyggede landbrugsområder.

Placeringen var strategisk, om end ikke særligt trafikeret. Ud for perronen førte en sognevej mod syd til den lille landsby Hyndevad, som på dette tidspunkt bestod af blot otte gårde og huse. Hertil kom nogle få større landbrug langs amtsvejen, hvoraf én gård kom til at spille en central rolle i driften af trinbrættet. Gårdejer Peter Nielsen, der ejede en af de nærliggende gårde, indgik en aftale med banemyndighederne om at stille et værelse til rådighed som ventesal og forestå billetsalget samt godsekspeditionen. For dette modtog han et årligt vederlag på 50 mark – en beskeden, men ikke usædvanlig aflønning for sådanne opgaver på de mindre holdepladser.

Driftsvilkår og stationsfunktioner

Selve ekspeditionen ved Lønholm Trinbræt blev aldrig organiseret i stor stil. Det var almindeligt, at små landstationer som denne blev drevet i privat regi, hvor gårdejeren – ofte den nærmeste nabo til trinbrættet – indgik i en form for driftsfællesskab med banen. Dette system sparede selskabet for udgifter til egentlige stationsbygninger og fast personale, og det gav de lokale beboere en vis indflydelse og ansvarsfølelse over for jernbanedriften.

Efter salget af gården til Mathias Nielsen i 1902 fortsatte driften uændret. Men i 1913, da ejerskabet overgik til Asmus Lorenzen, opstod der visse uoverensstemmelser mellem Lorenzen og banen. En flagstang, som banen havde placeret i hans have, blev genstand for konflikt, da Lorenzen nægtede at flage på tyske nationaldage. Lorenzen, der erklærede sig som dansksindet, nægtede at følge påbuddet og anmodede i stedet om, at flagstangen blev flyttet til banens perron, hvis de ønskede at hejse flag – hvilket de så gjorde. Striden var symptomatisk for den nationale spænding i området i tiden før og under Første Verdenskrig, hvor spørgsmålet om sindelag og loyalitet var højaktuelt.

Afvikling og nedlæggelse af stationen

I 1914 solgte Lorenzen gården til landmand Peter Andreasen fra Hovslund, som overtog agenthvervet. Han varetog dette frem til 1922, hvor banens bestyrelse besluttede at nedlægge stationen. Begrundelsen var enkel: trafikmængden var minimal, og driftsomkostningerne stod ikke mål med indtægterne. Fra 1. juni 1922 blev Lønholm Trinbræt officielt lukket for passagertransport, dog med mulighed for fortsat ekspedition af vognladningsgods via Hellevad.

Alligevel levede håbet om en vis fortsættelse videre. I 1924 indsendte Peter Andreasen en ansøgning om, at togene nr. 15 og 16 igen måtte standse ved perronen, idet hans datter var kommet i skole i Aabenraa. Argumentationen var baseret på praktiske forhold, men ansøgningen blev afvist af banen af hensyn til den generelle togdrift og risikoen for præcedens, som kunne give anledning til lignende ønsker fra andre trinbrætter.

Trafikale forhold og betydning

Lønholm Trinbræt var som mange andre små holdepladser præget af beskeden trafik. I det første driftsår ankom og afgik op mod 2.000 passagerer, hvilket i sammenligning med nabostationer heller ikke var exceptionelt lavt. Men over tid faldt tallet drastisk. Allerede i 1917/1918 var antallet af afgående passagerer nede på 100, og derfra steg det aldrig væsentligt igen. Udviklingen var typisk for mange af de mindre amtsbanestationer, hvor konkurrencen fra landevejstransporten og bedre tilgængelighed via statsbanerne satte sine spor.

Godstransporten var ikke meget mere imponerende. Bortset fra enkelte år under Første Verdenskrig, hvor der blev sendt tørv fra området, samt nogle år hvor mergel blev transporteret til landbruget, lå de årlige mængder på under 20 tons – og ofte slet ingen gods. Den samlede volumen var så begrænset, at det næppe kunne opretholde den økonomiske begrundelse for stationens eksistens.

Jernbanens samspil med lokalområdet

Lønholm Trinbræt var i sin korte levetid et eksempel på, hvordan jernbanen kunne virke som bindeled mellem selv de mindste og mest perifere lokalsamfund. Selvom stationens eksistens ikke skabte en egentlig stationsby, som man så det mange andre steder, var det alligevel en kilde til kommunikation og forbindelse for landbefolkningen i området. De nærliggende landsbyer som Hyndevad og de større gårde langs amtsvejen nød godt af muligheden for at sende og modtage gods – især landbrugsprodukter og forsyninger.

Selve anlægget af trinbrættet krævede kun minimale investeringer. Perronen blev anlagt langs vejen, og der var blot et læssespor ud over hovedlinjen. De få bygningsmæssige faciliteter, såsom ventesal og billetkontor, blev drevet fra private hjem, hvilket var et gennemgående træk for mange af de mindre amtsbanestationer. Det gav fleksibilitet, men også sårbarhed – ikke mindst når ejere og agenter blev udskiftet eller kom i konflikt med banens ledelse.

Politisk og kulturel spænding i området

Et særligt aspekt ved Lønholm Trinbræts historie er den nationale spænding, som kulminerede i tiden før og under Første Verdenskrig. Sønderjylland var i perioden under tysk styre, og spørgsmål om loyalitet og sindelag var stærkt til stede i den offentlige debat – og til tider i administrationen. Konflikten mellem Asmus Lorenzen og banens myndigheder om flagning på tyske mindedage er et sigende eksempel.

Banen anlagde i Lorenzen have en flagstang og bebrejdede ham for ikke at flage på de tyske mærkedage. Lorenzen, der erklærede sig som dansksindet, nægtede af princip at flage, hvilket fremprovokerede en reaktion fra baneledelsen. I stedet for at insistere på hans medvirken valgte de dog at flytte flagstangen til banens egen perron. Denne beslutning viser en vis pragmatisk tilgang, men også den tydelige bevidsthed om den politiske situation i området.

Den slags episoder var ikke unikke for Lønholm, men afspejlede de generelle spændinger, der herskede i regionen op til Genforeningen i 1920. Det danske sindelag i lokalbefolkningen blev et politisk aspekt i selv de mest lavpraktiske forhold som jernbanedrift og flaghejsning.

Nedlæggelsen af stationen og eftervirkningerne

Beslutningen om at lukke Lønholm Trinbræt som passagerstation i 1922 var ikke kun baseret på økonomiske realiteter, men også en del af en større strukturtilpasning af Aabenraa Amts Jernbaner. Mange mindre trinbrætter og holdepladser blev enten nedlagt eller reduceret til ekspedition af særligt gods – især vognladningsgods, som var lettere at organisere centralt.

Den fulde nedlæggelse blev først gennemført gradvist. Perronen stod tilbage i flere år, og da Peter Andreasen i 1924 bad om genoptagelse af standsningerne, af hensyn til sin datters skolegang i Aabenraa, blev det mødt med afslag. Begrundelsen var, at selv små ændringer kunne få konsekvenser for togplanerne og forpligte banen over for andre trinbrætter i lignende situationer.

Den økonomiske betydning og mangel på godsvolumen

Set i bagklogskabens lys var Lønholm Trinbræt en mindre succesfuld investering. Det var tydeligt allerede fra de første år, at passagergrundlaget ikke kunne retfærdiggøre regelmæssige togstop. Med under 2.000 rejsende det første år, og under 100 i 1917/1918, var det en station med marginal betydning i det samlede billede af amtsbanedriften.

Godsmæssigt gjorde kun enkelte transportår en forskel. Under Første Verdenskrig blev der transporteret tørv – sandsynligvis til brændsel – og i nogle få år blev der sendt mergel til forbedring af landbrugsjord. Men selv i disse år oversteg godsmængderne sjældent 20 tons, hvilket er langt under, hvad man ville anse for rentabelt. Sammenlignet med centrale stationer som Hovslund eller Rødekro var Lønholm en parentes i godsmæssig sammenhæng.

Lønholm Trinbræt i banens organisatoriske struktur

Lønholm Trinbræt indgik som et af mange små stoppesteder på Aabenraa Amts Jernbaners strækning mellem Aabenraa og Løgumkloster, der blev åbnet i 1901. Disse trinbrætter fungerede som en slags lavpraktisk løsning for at forbinde tyndtbefolkede egne til det større jernbanenet. Lønholm udmærkede sig dog ved at være blandt de mindst benyttede – både hvad angår rejsende og gods – og netop dette var baggrunden for dets tidlige nedlæggelse.

I banens interne dokumenter og årsrapporter blev stationen nævnt med det, man næsten fornemmer som resignation. Trafikken var fra starten under det forventede niveau, og de gentagne opgørelser over billetsalg og godsafsendelse viste, at trinbrættet havde svært ved at bidrage økonomisk til banens samlede drift.

Privat engagement og det lokale ansvar

Den måde, hvorpå Lønholm Trinbræt blev drevet, er karakteristisk for mange af de mindre amtsbanestationer i Sønderjylland og andre steder i Danmark. Her var det ikke banen, men lokalsamfundet – ofte en enkelt gårdejer eller kroejer – som påtog sig opgaven at stille venteværelse og ekspedition til rådighed. For dette blev der udbetalt et årligt honorar – i Lønholms tilfælde 50 Mark – hvilket næppe dækkede de reelle omkostninger, men gav en vis lokal prestige og skabte en form for social funktion omkring gården.

Efter salget af gården til Peter Andreasen i 1914 fortsatte driften nogenlunde uændret, men med stadig færre rejsende og faldende trafik. I 1922 var det da også slut – officielt blev stationen lukket for persontrafik, og der blev kun tilladt ekspedition af vognladningsgods, og det var kun fra Hellevad.