Odinsgård Privat Sidespor, en artikel om Odinsgård Privat Sidespor

Odinsgård Privat Sidespor og tørvegravningens betydning

Odinsgård Privat Sidespor blev etableret i 1918, i de sidste dramatiske måneder af 1. Verdenskrig, som en lokal løsning på en national udfordring. Sidesporet var opkaldt efter Odinsgård, en større gård vest for anlægget, der ejede flere tørveegnede moser i området. Formålet var at sikre en hurtig og effektiv transport af tørv til det landsdækkende jernbanenet. Sidesporet fik derfor en rolle i en kort periode, hvor tørveproduktion var en nødvendig del af Danmarks energiforsyning. Fra selve sidesporet udgik et omkring 850 meter langt tipvognsspor, som førte op til tørvemosen nord-nordvest for sidesporet. Herfra blev tørven transporteret med små tipvogne, der blev trukket af heste, til læssepladsen ved sidesporet, hvor vognladningerne kunne omlastes til privatbanens godsvogne og køres videre til aftagere i hele regionen. Odinsgård Privat Sidespor blev betjent fra Stakroge Station.

Private sidespor og Odense Kommunes "Odinsgård"

TKVJ tillod private sidespor efter faste regler: banen anlagde mod regning og materialebetaling, og ejeren skulle aflønne en betjent med dokumenteret sundhed, farvesans og ædruelighed; betjenten skulle aflægge ed og bestå eksamination i sikkerhedstjeneste. Et tydeligt eksempel er Odense Kommunes henvendelse 3. januar 1918: kommunen ønskede at sikre brændsel ved at erhverve en gård i Stakroge og skære ca. 10.000 tørv samme sommer. For at undgå kostbar hestetransport til Stakroge Station anmodede man om et omløbsspor på ca. 200 meter nord for stationen. Resultatet blev Odinsgård Sidespor og Trinbræt, som var i drift 1918-1922, med eget stikspor ud i mosen og mindst 50 årlige vognladninger i de korte driftsår.

Baggrunden for etableringen i 1918

Opførelsen af Odinsgård Privat Sidespor skal ses i sammenhæng med den alvorlige kulmangel, der ramte Danmark under 1. Verdenskrig. Før krigen importerede Danmark det meste af sit brændsel fra England og Tyskland. Krigens udbrud i 1914 førte til kraftige begrænsninger på kulhandlen. England reserverede sine kulforsyninger til krigsindustrien, mens Tyskland både indførte eksportrestriktioner og satte priserne kraftigt i vejret. Det betød, at både industri, jernbaner og almindelige husstande pludselig stod uden de mængder kul, der var nødvendige for at holde produktion, transport og opvarmning i gang. Manglen på kul blev et nationalt problem, og staten, amter og kommuner begyndte at se sig om efter alternative energikilder, som kunne udnyttes lokalt og hurtigt.

Tørv blev en oplagt erstatning for kul, fordi store dele af Danmark havde højmoser og lavmoser, som kunne udnyttes. Tørven kunne graves, tørres og bruges som brændsel i kedler og fyr. Mange steder blev der derfor etableret nye tørveværker, og en stor del af disse fik tilknyttet smalsporede tipvognsbaner, der gjorde transporten rationel og muliggjorde større produktion. Det var denne udvikling, som Odinsgård Privat Sidespor blev en del af i 1918. Gården Odinsgård havde egnede mosearealer, og etableringen af sidesporet gjorde det muligt at få tørven ud til markedet på en langt mere effektiv måde end ved hestevogn alene.

Funktion og drift af sidesporet

Selve Odinsgård Privat Sidespor var anlagt som et enkeltsporet sidespor med et kort læssespor og en lille omlastningsplads. Her kunne tipvognene lastes over i større godsvogne. Driften var enkel og krævede ikke bemanding fra jernbaneselskabet ud over afhentning af vognene. Arbejdet med tørven foregik på sæsonbasis, primært i sommerhalvåret, hvor moserne var tilstrækkelig tørre til at muliggøre gravning. Tipvognsbanen fra mosen blev anvendt til at køre tørveskiverne fra tørvegravene til oplagspladsen, hvor de blev tørret og stablet, inden de blev læsset på jernbanevogne.

Driften krævede koordination mellem gårdens folk og jernbanen, idet vognladningerne skulle være klar, når godstogene passerede. I højsæsonen kunne der dagligt afgå flere læssede vogne fra sidesporet, mens der uden for sæsonen var stille. Transporten skete oftest i lukkede eller overdækkede godsvogne for at beskytte tørven mod regn, da fugtig tørv hurtigt tabte brændværdi.

Tørvegravningens nationale betydning

Det, der skete ved Odinsgård, var en del af en større national bevægelse. Tørvegravning fik under 1. Verdenskrig en afgørende betydning for Danmarks energiforsyning. Staten støttede projekterne, fordi man så tørveproduktionen som en måde at mindske afhængigheden af importeret kul. Mange privatbaner og statsbaner begyndte at anvende tørv som erstatning eller supplement til kul i damplokomotiverne. Det krævede tilpasninger i fyrkasserne og ændret fyringsteknik, men det gjorde det muligt at holde jernbanedriften i gang trods mangel på kul. Industrielle virksomheder som teglværker, sukkerfabrikker og mejerier anvendte også tørv for at holde produktionen kørende.

Arbejdet med tørvegravning gav samtidig beskæftigelse til mange mennesker. I en tid præget af krig, mangel og social usikkerhed var det en vigtig faktor. Mange arbejdsløse og krigsinvalider blev sat i arbejde i moserne. Arbejdet var hårdt, men det gav en indtægt og bidrog til at holde hjulene i gang i lokalsamfundene. Prisen på tørv var lavere end kul, hvilket gjorde den attraktiv for både private og virksomheder.

Den korte levetid for Odinsgård Privat Sidespor

Selv om Odinsgård Privat Sidespor blev etableret med store forhåbninger, fik det kun en kort levetid. Efter krigens afslutning i november 1918 begyndte kulimporten gradvist at normalisere sig, og prisen på kul faldt. Det betød, at tørveproduktionen mange steder ikke længere kunne opretholdes på et økonomisk rentabelt niveau. Arbejdet med tørv var meget arbejdskrævende og afhængigt af vejret. I konkurrencen med billigere og mere energieffektivt kul tabte tørven sin betydning i løbet af få år.

Ved Odinsgård blev driften reduceret allerede i 1919, og i 1920 blev sidesporet officielt nedlagt. Tipvognsbanen til mosen blev fjernet, og området vendte tilbage til landbrugsdrift. Mange af de andre små sidespor og tørveværker i landet oplevede samme udvikling, og i løbet af 1920'erne var de fleste mindre tørveproduktioner helt ophørt, indtil 2. Verdenskrig igen skabte behov for en storstilet udnyttelse af moserne.