Rugbjerg Stationskro - en amtsbaneholdeplads med mange ejerskaber og få passagerer
Rugbjerg Stationskro var en mindre jernbanestation og kro, beliggende cirka to kilometer vest for Hovslund i det sydlige Jylland. Trods et ganske godt opland og sin funktion som station på Aabenraa Amts Jernbaners strækning mellem Aabenraa og Løgumkloster, blev Rugbjerg aldrig en travl station. I stedet er stedets historie præget af hyppige ejerskifter, brande og utilfredse stationsagenter - men også af lokal betydning og et byggeri, der overlevede langt ud over banens nedlæggelse.
Et stationsterræn i udkanten af landsbyen
Rugbjerg Stationskro blev placeret lige nord for landsbyen Rugbjerg, der bestod af en snes gårde og huse. Landsbyen var omkranset af sogneveje i alle retninger mod Hovslund, Nørre Hjarup, Strandelhjørn, Horsbyg, Rødekro og Øster Løgum, og oplandet var derfor betragteligt for en station i den størrelse. Valget af placering afspejlede ønsket om at servicere det spredte landdistrikt med både passager- og godstrafik. Initiativet til stationen kom fra den lokale gårdejer Peder Christiansen, som donerede grunden gratis til banen, mod at han fik bevilling til udskænkning og retten til at drive stationen. Men allerede inden stationen åbnede, havde han overladt opgaven til arbejdsmand Kristian Lund. Dette blev dog aldrig til noget, og i stedet blev der indgået aftale med murermester Jensen fra Rødekro om at opføre en kombineret beværtning og station.
En brand og utallige ejerskift
Jensen gik straks i gang med byggeriet, men inden han nåede at færdiggøre det, solgte han den næsten færdige bygning til Johannes Jensen fra Flensborg. Kun et ½ år efter banen åbning - natten mellem den 7. og 8. november 1901 - nedbrændte den nyopførte bygning til grunden, og byggeriet måtte begynde forfra. Den nye ejer kunne ikke overkomme genopførelsen økonomisk, og murermester Jensen måtte i vinteren 1902/1903 overtage bygningen på tvangsauktion for 15.000 mark. Jensen solgte straks ejendommen til sin svigersøn Hansen fra Emdrupskov, som dog allerede i december samme år solgte videre til en kommissær fra Løgumkloster for 15.500 mark. Da denne ikke kunne betale, endte stationskroen atter i hænderne på Hansen. Først i november 1904 blev der bragt stabilitet, da gæstgiver Nissen overtog ejendommen. I februar 1905 indgik han kontrakt med amtsbanen og blev stationsagent.
Uro og forpligtelser
Nissen beholdt stationen i tre år, men blev derefter træt af forretningen og solgte den. Den nye ejer brød dog sine aftaler, og Nissen måtte tage kroen tilbage efter blot to måneder. Herefter opgav han at afhænde stedet igen og fortsatte som stationsagent helt frem til 1921. Det viser sig i denne periode, at rollen som stationsagent, med ansvar for billetsalg, ventesale og godsekspedition, ofte blev betragtet som en byrde. Nissens kamp med at komme af med hvervet belyser, hvordan mange lokale, der ellers gerne ville drive en kro, ikke nødvendigvis havde lyst til at tage sig af jernbanens krav. I 1921 solgte Nissen dog endelig ejendommen til gæstgiver Jørgensen, som i 1924 solgte videre til Hans Christian Jørgensen. På dette tidspunkt havde både amtet og banen fået nok af stedet. Da Jørgensens bevilling udløb, rettede bevillingsudvalget henvendelse til banens ledelse for at høre, om man ønskede at forny den. Banen, der allerede havde besluttet at nedlægge strækningen, svarede afvisende.
Stationskroens senere brug og bygningens skæbne
Trods de mange vanskeligheder med driften af stationen og kroen, overlevede bygningen jernbanens lukning. Så sent som i 1972 blev bygningen stadig anvendt som købmandsforretning, og salen blev brugt til selskaber og møder. Den daglige krodrift var dog ophørt. Den stærkt forfaldne bygningen blev nedrevet i år 2000 for at give plads til en stor landbrugslade. Arkitektonisk var stationsbygningen enkel og funktionel. Den var hvidpudset, havde trempel- eller mansardtag og en markant midterfrontispice mod perronen. Under denne var et lille trævindfang, og mod øst var der en lav tilbygning, der blev brugt som rejsestald. I stueetagen fandtes restaurationslokaler - adskilt som 2. og 3. klasses ventesale - samt køkken, mødelokale og et par værelser til kroejeren. På første sal lå soverum til både gæster og beboere. Vest for bygningen lå et stort varehus af træ. Dette varehus eksisterede delvist endnu i 1970'erne og tjente i sin tid som lagerplads for den begrænsede godstrafik, der passerede stationen. Sporarealet bestod - ud over hovedsporet - af et 55 meter langt omløbsspor.
Persontrafik med begrænset behov
Persontrafikken på Rugbjerg station var aldrig stor. Faktisk var det oprindeligt kun planlagt, at togene skulle standse ved behov - et forhold, som beboerne dog i 1906 fik ændret, så stationen blev et fast stop. I tysk tid nåede antallet af årlige rejsende aldrig over 7.000, og under Første Verdenskrig faldt det til blot 2.000. I dansk tid blev dette niveau fastholdt. De fleste, der skulle til Åbenrå, valgte sandsynligvis at gå til Hovslund og tage statsbanens tog derfra, da dette gav hurtigere og mere direkte forbindelse. Det illustrerer de udfordringer, som amtsbanerne ofte stod overfor i forhold til konkurrence med statsbanerne - især når amtsbanernes materiel og rutevalg ikke kunne konkurrere på tid eller komfort.
Godstransport: små mængder og én undtagelse
Godstrafikken fra Rugbjerg var endnu mere begrænset. Det meste gods blev håndteret i Hovslund, og omladning til statsbanen derfra kunne ikke betale sig for de lokale brugere. I tysk tid lå godsmængderne typisk under 100 tons årligt - med én markant undtagelse: I 1911/1912 blev der transporteret hele 700 tons sten fra en nærliggende grusgrav. I dansk tid steg mængden lidt, særligt i de sidste år, hvor der årligt blev transporteret omkring 300 tons pakstensmateriale til en fabrik i Skodborg. Men sammenlignet med de store knudepunkter på amtsbanenettet, var Rugbjergs godstransport beskeden.
