Simmelbæk Trinbræt (Si), en artikel om Simmelbæk Trinbræt

Simmelbæk Trinbræt - et lille stop i Troldhedebanens hverdag

Simmelbæk Trinbræt hørte til blandt de små, selvbetjente holdepladser på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ). Det blev oprettet den 1. oktober 1919 som led i den gradvise finmaskning af passagerbetjeningen på strækningen og var fra begyndelsen tænkt som et enkelt, men funktionelt stoppested for egnens beboere. Trinbrættets navn var hentet i natur- og landvindingshistorien fra den nærliggende Simmelbæk kanal nord for trinbrættet, som havde været en lille slyngende å, men blev til en menneskeskabt kanal, der skulle hjælpe med afvanding af hede- og engarealerne. Trinbrættet lå i et åbent landskab, og anlægget bestod i hovedtrækkene af en grusperron uden svelleforkant, et manuelt betjent trinbrætsignal og et rødmalt venteskur med hvide vinduesrammer - samme trætype som kendt fra Hundsholt og Bramdrupdam. Bygningen var dog meget misligholdt årene op til banens lukning og blev kun nødtørftigt renoveret og da det store vindue til venstre for døren ikke kunne mere, blev der bare sat brædder for vindueshullet, som nødtørftig løsning.

Syd for trinbrættet krydsede Plantagevej banen i en ubevogtet overskæring uden klokke eller blink; en beskeden lokal vej, der aldrig i banens levetid blev opgraderet med signalanlæg. Stedet kom i 1954 i offentlighedens søgelys, da TKVJ's motorvogn M3 udbrændte ved Simmelbæk, men historien rummer langt mere end ulykkesstof: den fortæller om hverdagslogistik, lokale rejsemønstre, selvbetjent signalteknik og et trinbræt, der i årtier udfyldte en praktisk rolle i et tyndt befolket område. I flere kilder står Simmelbæk Trinbræt angivet som havende billetsalg ved trinbrættet i perioden fra åbningen og frem til 1925. Det lyder dog usandsynligt, da det kun var ét mindre landbrug ved trinbrættet og ud over dette yderst begrænset opland.

Landskab, afvanding og navngivning

Simmelbæks udretning fra åløb til kanal hører til i den store fortælling om afvandings- og opdyrkningsarbejder på den jyske hede fra slutningen af 1800-tallet og frem. Målet var at sænke vandstanden, forbedre dyrkningsgraden og skabe mere stabile adgangsveje. Netop hvor TKVJ passerede, lå et forholdsvis lavtliggende terræn med engdrag og små plantager. At placere et trinbræt her gav mening: få beboere, store afstande til nærmeste station og behov for en fleksibel tilgang til transport, når markarbejde, skolegang eller handel krævede en tur med toget.

Perron, venteskur og materialevalg

Simmelbæk Trinbræts perron var en enkel, grusbelagt kant uden svelleforkant. Hvor "finere" trinbrætter i perioder fik tømrede fronter for at holde på gruset og give en skarpere kant mod skinnen, klarede Simmelbæk sig med regelmæssig retning og efterfyldning af grus. Det rødmalt-træbeklædte venteskur med hvide karme var et gennemgående motiv på flere TKVJ-holdepladser: en beskeden, let konstruktion, der kunne samles på stedet, havde en dør, store sprossede vinduer og var nem at vedligeholde med almindelig linoliemaling. Den lave, enkle sokkel var tilstrækkelig på den faste undergrund, og indvendigt fandtes en bænk, et opslag for køreplan og en krog til at fastholde døren i blæsevejr. I et hedeområde med vind og byger var læ en reel forbedring af rejsens komfort, også på et ellers spartansk trinbræt.

Det selvbetjente trinbrætsignal

Som på TKVJ's øvrige små stoptjenester var Simmelbæk udstyret med et manuelt, drejeligt trinbrætsignal: en cirka tre meter høj mast i rødt og hvidt med et rektangulært, emaljeret signalfelt foroven. Passagerer, der ønskede optagelse, drejede fløjen ud mod banen i god tid, så lokomotivføreren fra toget eller i motorvognen kunne se anråbet og standse kontrolleret ved perronen. Systemet var enkelt, driftssikkert og økonomisk. Toget standsede kun, når der var behov, og energiforbruget blev reduceret i forhold til faste stop. Forudsætningen var, at brugerne kendte proceduren - en ordensregel, der sad på opslagstavlen i venteskuret, og som hurtigt blev mundtligt overleveret i lokalsamfundet.

TKVJ's driftsprincipper omkring små trinbrætter

Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane indførte i mellemkrigstiden en række rationaliseringer, der skulle gøre de lange, tyndt befolkede strækninger økonomisk bæredygtige. Små trinbrætter som Simmelbæk, fleksible stop og enkel infrastruktur, som fra 1924 blev mere effektiv med motorvognene. Hvor damptrukne blandede tog krævede længere bremseveje og kostbar acceleration, gav motorvognene (og senere skinnebusser) mulighed for oftere kørsel med mindre ressourcer. Det selvbetjente signal var en naturlig komponent i denne model, og TKVJ gik endda bort fra ældre, runde, gennembrudte metalskiver til fordel for mere iøjnefaldende, emaljerede signalfløje - netop for at forbedre sigtbarheden for føreren og mindske misforståelser.

Overskæringen ved Plantagevej

Syd for trinbrættet krydsede Plantagevej banen i en ubevogtet overskæring. Der var ingen blink eller klokker, og kravet til agtpågivenhed lå hos trafikanterne. Banens færdselsregler foreskrev, at føreren skulle afgive lydsignal i usigtbart vejr, men på klare dage passerede tog uden horn. Det var en typisk ordning på mindre privatbaner, hvor anlæg for aktiv sikring skulle prioriteres til de mest trafikerede veje. Plantagevej var en lille lokal vej med beskedent trafiktryk, og man fastholdt derfor den simple løsning gennem hele banens levetid.

Rejsemønstre og lokal anvendelse

Simmelbæk Trinbræt blev brugt af skolebørn, husholdninger med ærinder i nærmeste handelsby og landbrugere, der skulle til marked. Morgen- og eftermiddagstider havde tendens til at samle flest rejsende, mens midt på dagen var roligere. I høst- og roekampagner var trafikken uforudsigelig, og trinbrætsignalet gav netop den elasticitet, der gjorde småstopene anvendelige uden at forstyrre den samlede køreplan. Gods blev ikke ekspederet ved Simmelbæk, men personer med håndgods og mindre kolli kunne naturligvis medtage det i toget.

Motorvognen M3's brand ved Simmelbæk, lørdag aften 8. juni 1954

Trinbrættets mest kendte hændelse indtraf en lørdag aften den 8. juni 1954, hvor TKVJ's motorvogn M3 - netop udgået fra en større renovering med ny motor - fik brand i motorrummet under kørsel. Ilden bredte sig hurtigt, og toget blev standset ved Simmelbæk. Passagerer og bagage blev omgående bragt i sikkerhed, og Falcks brandmandskab fra Grindsted blev tilkaldt. Først forsøgte man slukning med vand fra brandbilens tank, dog uden tilstrækkelig effekt, hvorefter Grindsted Stations rangertraktor blev rekvireret. Den brændende motorvogn blev skubbet til Simmelbæk, hvor der var let adgang til vand fra den nærliggende gård til det videre slukningsarbejde. Da ilden var slået ned, stod det klart, at motorrum og ikke-rygerkupé var totalt udbrændt, og resten af vognen stærkt medtaget. Branden antændte heldigvis ikke de ca. 250 liter brændstof i motorvognens tank. Passagererne blev kørt videre med rutebil. Heldigvis for TKVJ var motorvogn M3 forsikret for 350.000 kr.

Sikkerhed i praksis: synlighed, lyd og agtpågivenhed

På små trinbrætter blev sikkerhed skabt gennem synlighed og rutiner: drej signalet i rette tid, stå roligt på perronen, vent med at krydse sporet til toget er standset, og respekter ubevogtede overskæringer. Lokomotivførere og motorvognsførere mindes ofte om, at perroner som Simmelbæk ikke var oplyst om aftenen i samme omfang som bystationer; nat- og vinterkørsel krævede derfor ekstra opmærksomhed. I klare sommeraftener var oversigtsforholdene gode, men lav sol kunne give blændingseffekter - kendt fra flere strækninger - og understregede nødvendigheden af tydelige, kontraststærke signalfløje.

Simmelbæk i TKVJ's større sammenhæng

Troldhedebanen var i sin helhed et svar på hedeegnens transportbehov: landbrug, tørve- og brunkulskriser, mergeltransporter og hverdagens rejser. Små trinbrætter var brikker i dette billede. Hvor stationer som Hejnsvig eller Grindsted håndterede gods, krydsninger og bemandet ekspedition, leverede Simmelbæk den sidste kilometer ind i et lavintensivt opland. Uden småstop ville en del rejser være udeblevet, mens togene med små stop - hjulpet af motorvognsteknik - stadig kunne holde sammenhængen i køreplanen. Set i et jernbanedriftsmæssigt lys var trinbrætter som Simmelbæk en rationel løsning på et strukturelt problem.

Efterkrigsår, motorisering og afvikling

Efterkrigstiden bragte rutebilernes og privatbilismens fremmarch. For små trinbrætter med få påstigere pr. dag betød det faldende belægning og sværere argumenter for fortsat betjening. TKVJ og nabobaner introducerede derfor skinnebusser for at reducere omkostninger per togkilometer yderligere. For Simmelbæk betød det en fortsat, men slankere betjening, hvor stop helt og holdent beroede på efterspørgsel.