Øster-Løgum Stationskro - en begyndelse med udfordringer
Øster-Løgum Stationskro var en karakteristisk del af infrastrukturen på Aabenraa Amts Jernbaners net og udgjorde et centralt punkt i landsbyen Øster-Løgum i den nordlige udkant af det sønderjyske område. Som mange andre stationskroer i Danmark blev den til gennem et samspil mellem lokale aktører, infrastrukturens behov og datidens transportmønstre. Men hvor mange lignende kroer fungerede nogenlunde roligt og stabilt gennem årene, blev Øster-Løgum Stationskro i sine første leveår præget af usædvanlig uro, ejerstridigheder og administrative komplikationer. Det gør dens historie til en både dramatisk og tankevækkende fortælling fra den danske jernbanehistorie. Øster Løgum Stationskro havde trinbrættet (tysk: Haltestelle) lidt nord for kroen. Til trods for at Øster-Løgum ret beset var en Stationskro, så blev holdepladsen betegnet som et trinbræt.
Landsbyens rolle og stationens beliggenhed
Stationskroen var beliggende i den nordlige del af landsbyen Øster-Løgum, som var en klassisk dansk kirkelandsby med skole, smedje, købmand og gæstgiveri samt cirka 30 gårde og huse. Oplandet var relativt stort, idet sogneveje førte ud til naboområderne Genner, Hesselbjerg, Hovslund, Rugbjerg, Rodekro og Rise Hjarup. Terrænet var dog præget af engdrag og moser mod nord, syd og øst, hvilket begrænsede bebyggelsen og dermed trafikpotentialet fra de kanter. Stationsterrænet blev stillet til rådighed af den nærliggende kroejer, Lorenz Petersen. Anlægget omfattede et hovedspor, et 79 meter langt omløbsspor og et 49 meter langt læssespor. Petersen indgik aftale om at stille ventesale til rådighed i sin stråtækte gård, som udover krofaciliteterne også rummede købmandshandel i en sidelænge mod syd. Det var en typisk multifunktionel bygning, som spillede en vigtig rolle i det lokale samfund og jernbanens drift.
Branden i 1907 og genopførelsen
I 1906 blev gæstgivergården solgt til den 25-årige købmand H. A. Hansen fra Jels, oprindeligt fra Flensborg. Kort efter oplevede han dog en tragedie, da kroen nedbrændte i februar 1907. Branden var voldsom og medførte næsten tab af menneskeliv, hvor en tjenestepige blev reddet ud i sidste øjeblik, kort før skorstenen styrtede sammen over hendes værelse. Samme år blev stationskroen genopført i en ny og moderne skikkelse. Den nye bygning var hvidpudset, opført som en længe med halvvalmet tag og frontispicer vendt mod både vejen og banen. På banesiden blev der opført en stor salsbygning med pilastre, mens vognkørsel og opstaldning blev faciliteret af en rejsestald mod vejen. Købmandshandlen blev genåbnet i den sydøstlige ende af hovedbygningen, og i den nordvestlige og nordlige del blev der indrettet ventesale og krolokaler. En overdækket træveranda blev tilføjet som serveringsområde med udsigt til banen - en smuk ramme for både rejsende og lokale gæster.
Årene med uro og stationsagentstridigheder
De følgende tre år blev præget af stor uro og administrative forviklinger. I 1908 fik Nis Jensen koncession og blev stationsagent, men kort efter overtog købmand Sandersen krodriften. Han flyttede ind i kroen, men kunne åbenbart ikke opfylde købsvilkårene, og Jensen dukkede derfor op igen som agent i begyndelsen af 1909. Forvirringen blev total, da det senere blev oplyst, at Sandersen stadig drev forretningerne. Forhandlinger blev genoptaget, men uden klarhed om, hvem der egentlig havde retten til at fungere som stationsagent. Senere blev ejerskabet overdraget til en Henrichsen, som dog ikke kunne opnå koncession til at drive beværtning. Sandersen havde heller ikke tilladelse, og banen måtte derfor betale hele 2,50 mark dagligt til ham - et uhørt højt honorar. I august 1909 blev Sandersen tvunget til at flytte ud, og ekspeditionen blev nu drevet fra hans nye bopæl i landsbyens sydlige ende. Det betød, at selve stationskroen stod lukket, og rejsende kunne hverken få kaffe eller anvende ventesalene. Det andet gæstgiveri i byen var gået fallit, og præsten forsøgte endda at få kroen genåbnet - efter sigende fordi der ikke kunne serveres kaffe efter søndagens gudstjeneste.
Kommunens indgriben og løsningen med Läbel
For at få styr på situationen trådte kommuneforstanderen til og foreslog landmanden Läbel som ny stationsagent. Han boede nærmere stationen end Sandersen og var villig til at overtage hvervet for 300 mark årligt. Läbel lejede et hus nordvest for stationen, hvor han indrettede ventesal, men værten - en konservativ modstander af teknologiske fremskridt - nægtede installation af telefon. Kommuneforstanderen skaffede derfor en ny bolig til Läbel, hvor telefon kunne opsættes. Men før denne løsning kom på plads, meddelte den tidligere ejer H. A. Hansen, at han på tvangsauktion havde købt stationskroen tilbage fra Henrichsen og var flyttet ind. Han søgte straks om koncession og tilbød at genoptage hvervet som stationsagent. Banen accepterede straks, Sandersen blev opsagt, og freden indfandt sig igen ved stationen.
Ro og stabilitet under Schmidt-familien
Samme sommer blev kroen solgt til Hans J. Schmidt fra Rise Hjarup, som drev den frem til sin død i 1953. Herefter overtog hans døtre driften, og de fortsatte virksomheden i mange år. Den gamle 3. klasses ventesal blev bevaret, ligesom den originale skænk fra 1907 stadig stod på sin plads. For mange blev Øster-Løgum Stationskro et af de steder, hvor tiden syntes at stå stille. Man kunne stadig forestille sig et tog fløjte forbi udenfor og en togfører, der stak hovedet ind ad døren og spurgte, om nogen skulle med. Det eneste element, der gik tabt, var det gamle trævarehus, som styrtede sammen af alderdom, men i øvrigt blev stationsmiljøet holdt i god stand og forblev et lokalt historisk vartegn.
Trafikmønstre og økonomiske forhold
I stationens første år var persontrafikken ganske betydelig. Indtil 1909 blev der registreret mellem 10.000 og 16.000 rejsende årligt, hvilket afspejlede både lokal trafik og regional pendling. Men da afstanden til Åbenrå kun var 10 km ad vej via Rise Hjarup, betød indskrænkningerne i togtrafikken et kraftigt fald. I 1923/1924 var tallet nede på 6.000 rejsende, og året efter 7.000 - et fald, der ikke kunne vendes. Godstrafikken var derimod mere stabil. I tysk tid varierede den mellem 200 og 500 tons årligt, mens de bedste år i dansk tid - 1922/1923 og 1924/1925 - nåede op på henholdsvis 814 og 1.634 tons. En stor del af dette var skærver og grus, brugt til forbedringer af vejnettet i området. Dermed havde stationen, trods sit beskedne opland, en praktisk funktion i den regionale infrastruktur.
En tragisk hændelse i 1917
Trods stationens ellers fredelige ry blev den i 1917 rammen om en tragisk hændelse, da en tysk feldwebel blev fundet døende på sporet, efter at være blevet ramt af toget og få begge ben afkortet. Det blev en af de få sørgelige begivenheder, der trak overskrifter i forbindelse med stationens historie.
