Østermark Billetsalgssted, en artikel om Østermark Billetsalgssted

Østermark Billetsalgssted – et øde billetsalgssted med tørveindustriens midlertidige storhed

Østermark Billetsalgssted var et af de mest øde og isolerede punkter på den nu hedengangne Aabenraa Amts Jernbaners strækning. Beliggende i et område uden nævneværdig bebyggelse og med en afstand på 2,5 km til både Genner og Øster Løgum stationer, udgjorde stedet en typisk repræsentant for de mange mindre holdepladser, der opstod i skyggen af amtsbanernes udbredelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Østermark Billetsalgssted var dog langt mere end blot en simpel billetluge i en lav hvidkalket bygning; det var kortvarigt et centrum for tørveindustri, et symbol på lokale initiativer og et eksempel på, hvordan jernbanen kunne bringe liv – og senere stilhed – til selv de mest øde egne.

Et møde og en betinget aftale

Bag oprettelsen af billetsalgsstedet stod parcellist Peter Hansen, en mand med sans for forhandling. Ved et møde i 1899, hvor blandt andre direktør Kuhrt fra banens ledelse deltog, tilbød Hansen sin jord til banen under én betingelse: at han fik bevilling til udskænkning af stærke drikke. Det var en usædvanlig betingelse, ikke mindst fordi beboertallet i området var meget lavt. Bevillingen blev derfor afvist. Hansen krævede herefter dels erstatning for sin jord, dels gunstigere vilkår for sin fremtidige rolle som stationsagent.

Efter længerevarende forhandlinger accepterede banen at betale en kompensation på 172 mark og indgå en mere fordelagtig kontrakt med Hansen. I denne fik han samme særlige vilkår som stationsagenten i Sønder Gravlund, bl.a. et årligt vederlag på ca. 175 mark samt diverse småemolumenter. Til gengæld forpligtede han sig til at stille et værelse i sit hus til rådighed som venterum, sælge billetter, modtage og afsende gods samt vedligeholde belysningen på perronen.

Stationsfaciliteter og daglig drift

Selve stationsbygningen var ikke en egentlig station i klassisk forstand, men derimod en lang, lav hvidkalket længe, hvori der i den østre gavl blev opført et vindfang, der tjente som billetsalg og ventesal. Her blev der anbragt en enkel bænk, og Hansen eller hans efterfølger stod for ekspeditionen. Bag bygningen lå landbrugsbygningerne, og stedet var omgivet af blot en halv snes gårde og huse, hvilket begrænsede den daglige trafik betydeligt.

Billetsalget var tilsvarende lavt. I de bedste år blev der solgt godt 2.000 billetter årligt, men under Første Verdenskrig faldt antallet til 300–400 om året. I 1921/1922 var tallet helt nede på omkring 100, men i banens sidste år steg det igen til cirka 1.000. Trafikmæssigt var Østermark således aldrig et centralt holdepunkt, men det fik i en periode fornyet betydning i kraft af tørveindustrien i nærområdet.

Tørveværkets opståen og udvikling

Omkring 1905 begyndte et nyt kapitel i Østermarks historie. I moserne nord for stationen opstod "Rolands Tørveværk", et initiativ som jernbanen aktivt medvirkede til at etablere. Der var oprindeligt planer om at anlægge en elektrisk bane mellem mosen og billetsalgsstedet, men disse blev hurtigt skrinlagt til fordel for en mere beskeden hestebane. Samtidig anlagde banen et omløbsspor ved Østermark samt en stor tørvelade henover sporet, hvor tørvevogne kunne læsses i læ for vind og vejr.

Transporterne begyndte i 1906, hvor 931 tons tørv blev sendt af sted med banen. Året efter steg tallet til 2.132 tons, og der var op mod 50 mand i arbejde i sommermånederne – en bemærkelsesværdig aktivitet for et område, der ellers var præget af stilstand. Fabrikant Thysen, som var engageret i værket, fik endda tilladelse til at åbne en restaurant i et bræddeskur i mosen, dog forpagtede han det ud til en mand fra Flensborg.

Fald og forfald i tørveindustrien

Den store aktivitet varede dog ikke længe. I 1908 faldt transportmængden til 1.338 tons, og året efter besluttede andelsselskabet bag tørveværket at likvidere. En ny kapitalindsprøjtning gav dog virksomheden et midlertidigt liv, og transporterne steg igen til op mod 1.561 tons i 1912/1913. I takt med den forøgede trafik blev stationsagentens honorar forhøjet fra 50 til 270 mark årligt, dog med den klare klausul, at denne sats kun gjaldt, så længe tørveværket var aktivt.

Da produktionen endeligt stoppede i 1913, sank stationens indtægter markant – fra 2.577 mark til blot 646 mark. Det var ikke længere økonomisk bæredygtigt at fastholde det forhøjede honorar, og banen ønskede at reducere beløbet. Bønnings, som var blevet de nye forvaltere af billetsalgsstedet, opsagde kontrakten, men blev dog overtalt til at fortsætte mod 200 mark årligt.

I 1918, efter fem års stilstand, blev tørveværket endeligt lukket, og samtlige anlæg solgt. Den store tørvelade blev nedtaget og genopført ved Hellevad Mølle, hvor bygningerne forinden var blevet nedbrændt af russiske krigsfanger. Østermarks korte storhedstid var med dette forbi.

Billetsalgsstedets sidste år

Selvom tørveindustrien lukkede, og passagertrafikken var yderst beskeden, overlevede billetsalgsstedet endnu nogle år. Marie Hansen – datter af Peter Hansen – og hendes mand Johan Bønning fortsatte driften til banen lukkede. De blev et fast og velkendt par i området og forvaltede den stille funktion som stationspersonale med pligtopfyldelse og vedholdenhed.

Landbrugsejendommen nedbrændte i efteråret 1977 og blev ikke genopført. I dag er der intet synligt tilbage – hverken af bygninger eller af stationsterræn.