Oprettelsen og baggrunden for holdepladsen
Aabenraa Nørreport Trinbræt, også kendt under det tyske navn Apenrade Norderthor, blev oprettet som en holdeplads i byens nordlige del som led i opførelsen af amtsbanen mellem Aabenraa og Løgumkloster. Allerede før jernbanens endelige vedtagelse fandt et borgermøde sted den 25. marts 1899 på Hotel Danmarks festsal med det formål at argumentere for en holdeplads ved Nørreport. Mødet afslørede en klar opbakning til forslaget, især med henvisning til behovet for en lettere adgang for rejsende fra Løjtland og det nordlige Aabenraa, som ellers måtte bevæge sig den lange vej til statsbanestationen. En vigtig faktor var også tilstedeværelsen af industrielle virksomheder i området, der kunne nyde godt af en nærliggende holdeplads. Kritikere mente, at fire stationer i Aabenraa by ville være overdrevet, men tilhængerne fik støtte fra borgere og erhvervsdrivende, der indsendte underskrifter og trykte ansøgninger. Resultatet blev, at kredsbaneledelsen måtte give efter, og Nørreport Trinbræt blev en realitet.
De første anlægsår og private investeringer
Holdepladsen blev anlagt på initiativ og med støtte fra hotelvært Jacob Jacobsen, der tilbød både billetsalg og ventesalsfaciliteter. Han opførte for egen regning en træbygning til formålet og brugte midler på at opgradere sit hotel til at kunne håndtere passagertrafik. Selve ventebygningen blev i sin første version opført i en såkaldt "tyrolerstil", med højt tag og frontispice. Den rummede en forhal, ventesal og billetsalg samt toiletter. Efter nedrivningen blev den afløst af et simpelt skur uden vinduer, blot med en åben hal til de rejsende. Jacobsen kom dog hurtigt i økonomiske vanskeligheder. Allerede i 1902 måtte han sælge hotellet, og det endte i tvangsauktion i 1903. Herefter fulgte en række skiftende ejere og en lang række udfordringer med vedligeholdelse og billetsalg.
Vedligeholdelsesproblemer og driftsforstyrrelser
Trinbrættets historie er i høj grad præget af forsømmelser og problemer med rengøring og opsyn. Flere gange blev ventebygningen udsat for hærværk, graffiti og forfald. Driftsledelsen måtte gentagne gange true de ansvarlige hotelværter og stationsagenter med at fratage dem hvervet eller lade arbejdet udføre for deres regning. I 1915 kulminerede problemerne, da værten Hans Grethens bad om at blive fritaget for forpligtelsen til at vedligeholde bygningen. Det blev afslået, men han beholdt dog billetsalget. Renoveringsarbejde blev pålagt ham, men det førte ikke til bedring. I 1919 måtte bygningen nedrives og erstattes med et mere beskedent skur, som dog endte med at koste mere end forventet, da det oprindelige træværk viste sig at være pilråddent.
Skiftende billetsalgsordninger og rejsestatistik
Efter flere udskiftninger blandt de ansvarlige for billetsalget, herunder en enkefrue, en købmand og en kældervært, blev salget i 1922 opgivet og overladt til togpersonalet. Ordningen blev dog ikke populær, og i februar 1923 genoptog Nikolaj Frost billetsalget fra sin kælderbeværtning. Denne praksis fortsatte nogen tid, men efter 1925 blev billetsalget endeligt overflyttet til amtsbanegården i Aabenraa, og Nørreport fungerede udelukkende som trinbræt. Antallet af solgte billetter var i begyndelsen pænt - omkring 17.000 i første driftsår. I årene frem til 1910 lå tallet stabilt omkring 13.000, hvorefter det faldt til cirka 9.000 årligt. Efter Genforeningen i 1920 blev billetsalget som nævnt centraliseret, og antallet af rejsende ved Nørreport faldt.
Godstransport og forbindelsen til Mergelberg
Et særligt kapitel i Nørreports historie knytter sig til godstransport, især tilknyttet Overbecks Tømmerhandel, som finansierede et 135 meter langt blindt læssespor parallelt med statsbanesporet. I banens tidlige drift var der desuden betydelig transport af mergel fra det nærliggende område kaldet Mergelberg (æ Merchelbjerre). I driftsåret 1902/03 blev der sendt hele 1.705 vognladninger af mergel fra dette punkt til stationer som Hovslund og Hellevad Mølle. Transporten fortsatte nogle år og skabte indtægter for banen, men svandt gradvist ind og ophørte omkring 1914.
Holdepladsens placering og betydning i bybilledet
Aabenraa Nørreport Trinbræt lå blot 0,5 km fra Aabenraa hovedstation og 1,8 meter over havet. På grund af denne tætte beliggenhed var der fra starten bekymringer om, hvorvidt trinbrættet var nødvendigt. Dog blev placeringen anset som strategisk, da det lå tæt på amtssygehuset og gjorde rejsen mere bekvem for mange fra oplandet - særligt dem, der kom med statsbanen og ikke ønskede at gå hele vejen til kredsbanegården.
Nedgang og endeligt ophør
Som følge af vedvarende problemer med vedligeholdelse, ændringer i billetsalg og generel passagertilbagegang, blev Nørreport Trinbræt gradvist marginaliseret. Godsekspeditionen ophørte helt i 1910, og billetsalget blev centraliseret. Den endelige nedlæggelse af trinbrættet som aktiv holdeplads skete i 1922, da stationens ekspedition blev overført til togene. Fra da af fungerede stedet kun som trinbræt for på- og afstigning. Sidenhen blev der ikke opretholdt nogen faciliteter, og i dag findes der ingen spor af hverken skur, spor eller læssespor. Stedet eksisterer kun i historiske optegnelser og på gamle geodætiske kort.
Betydningen for lokalområdet og jernbanehistorien
Aabenraa Nørreport Trinbræt repræsenterer et eksempel på lokal initiativkraft i jernbaneudviklingen i begyndelsen af det 20. århundrede. Det vidner om, hvordan lokale handelsfolk og borgere kunne påvirke beslutningstagningen og få oprettet infrastruktur til gavn for både erhverv og rejsende. Det var samtidig også en case i, hvordan manglende vedligeholdelse og økonomiske uoverensstemmelser kunne underminere et projekts levedygtighed. Holdepladsen havde stor betydning i de første årtier og udgjorde en vigtig adgangsvej til byen fra nord, især for rejsende fra Løjtland og Kolstrup. Dens nærhed til amtssygehuset gav den også en sundhedspolitisk dimension. Men tekniske, økonomiske og administrative vanskeligheder, kombineret med bedre transportmidler og centralisering, førte til trinbrættets gradvise forsvinden.
