Handbjerg Privat Holdeplads med sidespor (Han) [1883-1891]

Handbjerg Privat Holdeplads med sidespor – Et stykke jernbanehistorie i Vestjylland

Handbjerg ligger i et område af Vestjylland, hvor jernbanens fremkomst i midten af 1800-tallet bidrog til udvikling af flere mindre byer og lokalsamfund. Netop Handbjerg blev et interessant eksempel på, hvordan private initiativer kunne sikre en station eller et billetsalgssted, selv når jernbaneselskabet i første omgang ikke så det fornødne passagergrundlag.

Historien om Handbjerg Privat Holdeplads begynder allerede i 1860'erne, da man planlagde og anlagde Skive-Struer-banen. Statsbanen, som stod for jernbanedriften, var i første omgang ikke interesseret i at oprette en station i Handbjerg, der lå i et forholdsvis tyndt befolket område. Jernbanens anlæggelse var kostbar, og beslutninger om placeringen af stationer og billetsalgssteder var ofte strengt styret af økonomiske overvejelser.

Netop derfor trådte den driftige Christen Ebbensgård til. Han var ejer af blandt andet Handbjerg Hovgård, Rammegård og Handbjerg Gær- og Spritfabrik. Han ønskede at sikre, at egnens befolkning kunne nyde godt af jernbanen og på den måde fremme transportmuligheder og lokalsamfundets udvikling. Da Statsbanen ikke selv ville bekoste en station ved anlæggelsen af Skive-Struer-banen, tog Ebbensgård sagen i egen hånd.

Den 13. november 1873 oprettede han derfor et privat billetsalgssted. Åbningsdatoen var et vigtigt vendepunkt, for her fik områdets beboere mulighed for at købe billetter lokalt og stige på toget, uden at de skulle rejse til en større station. Ebbensgård boede selv på Handbjerg Hovgård, tæt ved banen, og kendte områdets behov. På det tidspunkt fandtes der næsten ingen anden bebyggelse langs sporet, hvilket understregede betydningen af Ebbensgårds personlige investering.

Oprindeligt var billetsalget placeret i vogterhus 43, omtrent 200 meter øst for det sted, hvor Handbjerg Station siden kom til at ligge. Vogterhuse var små boliger, hvor ledvogterne boede for at kunne holde opsyn med overkørsler og eventuelle sporskifter, men mange steder i landet blev de i en periode også brugt som midlertidige billetsalgssteder.

Flytning og ekspedition i en ny bygning

Omkring 1875 skete der en vigtig ændring: Handbjerg Billetsalgssted blev flyttet fra vogterhus 43 til den placering, vi kender i dag. Her opførte man en mindre stationsbygning, der var forholdsvis enkel og hovedsageligt bestod af træ. Det var et stort fremskridt i forhold til vogterhusløsningen, men bygningen var ikke tænkt som en egentlig station med en fast stationsforstander. Man nøjedes med et ekspeditionslokale, hvor rejsende kunne købe billetter og få hjælp til forsendelse af pakker og gods.

Den nye billetsalgsbygning åbnede officielt den 1. december 1875 og fik status som offentligt billetsalg. Det betød, at alle rejsende – ikke kun lokale beboere – kunne benytte stedet til at købe billetter. Allerede den 7. december samme år begyndte man at ekspedere banepakker, og transport af stykgods fulgte kort efter. I starten var det især fiskekasser, man håndterede, men fra den 29. marts 1876 begyndte man også at ekspedere vildænder og hummere. Dermed var der fra begyndelsen en rimelig aktivitet på stedet, selvom det stadig var en af de mindre billetsalgssteder i området.

Sidespor og ophøjelse til privat holdeplads

Det næste store skridt kom den 15. juli 1883, hvor der blev anlagt et privat sidespor. Sidesporet var afgørende for, at Handbjerg kunne udvikle sig til andet og mere end blot et lille billetsalgssted. Et sidespor gav mulighed for at håndtere gods- og vognladning i større stil, hvilket var essentielt for de landmænd, virksomheder eller private, der ønskede at sende større kolli eller modtage varer med jernbanen.

Dette sidespor var i første omgang et privat anliggende, men det åbnede for, at Handbjerg kunne få flere godstransporter igennem. At sidesporet var privat anlagt betød ofte, at omkostningerne i høj grad lå hos de lokale interessenter. Ikke desto mindre ændrede det radikalt stedets status, og den 1. december 1891 blev Handbjergs funktion på jernbanenettet formelt ændret fra billetsalgssted til "privat holdeplads med offentligt læssespor".

Denne ændring var ikke kun en formalitet. At blive en privat holdeplads med offentligt læssespor var tegn på, at stedet nu spillede en mere central rolle i gods- og passagertrafikken. Det indebar desuden, at jernbaneselskabet anerkendte Handbjergs betydning i driften. De lokales initiativ og villighed til at investere i infrastruktur havde således båret frugt.

Opførelsen af stationsforstanderbolig

I sommeren 1891 opførte man en egentlig stationsforstanderbolig vest for den eksisterende ekspeditionsbygning. Denne bolig lå tæt ved sporet, dog en anelse tilbagetrukket i forhold til ekspeditionshuset. Perronen blev anlagt sådan, at den passerede forbi boligens hoveddør, så stationsforstanderen nemt kunne tilse togankomster og ekspeditioner.

Havearealet var på omkring 1.024 m², hvilket blev anset for rummeligt dengang. Mellem boligen og ekspeditionsbygningen opsatte man et højt plankeværk, hvor stationsskiltet "Handbjerg" var placeret. Bogstaverne var cirka 35 cm høje, så navnet tydeligt kunne ses af passagerer og lokomotivførere.

Boligen selv var bygget med tre værelser, to kamre, et pulterkammer, køkken, brænde- og vaskerum samt et husholdningsrum. At den blev opført som et fuldmuret og "arkitekttegnet" hus i gode materialer vidner om, at man tog stationens anseelse alvorligt. På den ene side var det ikke en officiel statsbane-station endnu, men på den anden side investerede man i at gøre bolig og ekspeditionsforhold ordentlige, så både ansatte og rejsende fik gode forhold.

Statsovertagelse og ændret status

Allerede i oktober 1891, få måneder efter boligen var opført, overtog Statsbanen Handbjerg Billetsalgssted inklusive ekspeditionsbygning og stationsforstanderbolig. Det var dog først i 1894-1895, at denne statsovertagelse blev officielt registreret, hvilket formelt ændrede "Handbjerg Privat Holdeplads med offentligt læssespor" til "Handbjerg Holdeplads med offentligt læssespor".

At Handbjerg nu kom ind under statsbanernes paraply betød, at man fik fuld adgang til DSb's driftssystem og eventuelle standarder for, hvordan ekspedition, sikkerhed og vedligeholdelse skulle foregå. Denne ændring gav endvidere jernbanen et større ansvar for personalet, driften og vedligeholdelsen. For den lokale befolkning var det en vigtig anerkendelse af stedets betydning.

Modernisering og ændringer i 1946

Under og efter Anden Verdenskrig stod jernbanedrift i Danmark over for store forandringer. Mange stationer var slidte, nogle var beskadigede, og generelt strammede man op på, hvordan stationer skulle fungere i en tid med mere konkurrence fra landevejstransport. I Handbjerg blev 1946 et vendepunkt. Stationsforstanderboligen blev revet helt ned, og ekspeditionsbygningen blev desuden fjernet til grunden.

På området for den gamle ekspeditionsbygning opførte man nu en større og moderne kombineret station og bolig. Man forlængede fundamentet fra den gamle ekspeditionsbygning og satte selve boligdelen i vestfløjen af den nye bygning, mens stationen lå mod øst. Denne løsning var en opgradering af faciliteterne og tidssvarende for sin tid: Man samlede alt i én større bygning, der rummede billetsalg og eventuel rejsestue i den ene ende og beboelse i den anden.

Sidesporets ophør og stationens nedgradering

Den 16. august 1965 indstillede man ekspeditionen via sidesporet, og kort efter blev selve sporet fjernet. Denne begivenhed markerede begyndelsen på enden for Handbjerg som egentlig station med gods- og passagerbetjening. Det faldende behov for godstransport på mange mindre stationer skyldtes blandt andet, at lastbiler og privatbiler overtog en væsentlig del af trafikken, og at centraliseringen af jernbanens godsbetjening gjorde en række lokale sidespor overflødige.

Den 17. maj 1966 blev Handbjerg Station officielt nedgraderet til trinbræt, hvilket i praksis indebar, at der ikke længere var fast personale til stede. Billetsalg, ekspedition af pakker og andre stationære ydelser forsvandt, og rejsende kunne kun stige af og på tog ved en simpel perron.

Endelig nedlæggelse og overdragelse til privat brug

Den 26. maj 1979 lukkede Handbjerg Station helt, og dermed sluttede over 100 års jernbanetilstedeværelse i området. Efter nedlæggelsen blev ejendommen solgt til privat beboelse. Den nye ejer valgte at bevare boligdelen i den vestlige side, men at nedrive den tidligere stationssektion i østfløjen. På den måde forsvandt den synlige del af stationens funktion, mens en privat bolig stod tilbage som eneste spor af en engang aktiv jernbanefacilitet.

Dette forløb er ikke unikt for Handbjerg – landet over er mange tidligere stationer i tidens løb blevet solgt og ombygget til boliger, kontorer eller foreningslokaler. Det er en måde at sikre genanvendelse af bygninger, som ellers let kunne stå tomme, når jernbanedriften hørte op. For det lokale miljø er det desuden en påmindelse om, at her engang holdt togene, og at stedet en tid var en vigtig del af egnes infrastruktur.

Handbjergs rolle i jernbanehistorien

Når man kigger tilbage på Handbjerg Privat Holdeplads, ser man en historie, der illustrerer, hvordan private initiativer og lokalt samarbejde kunne muliggøre en station eller et billetsalgssted selv i et område, hvor jernbaneselskabet i første omgang ikke fandt det rentabelt.

Christen Ebbensgårds indsats var afgørende for, at Handbjerg fik sin egen jernbanefacilitet i 1873. At denne hurtigt blev udvidet med en mindre ekspeditionsbygning og senere et sidespor, vidner om en voksende trafik og lokalt ønske om at benytte banen. Opførelsen af en stationsforstanderbolig i 1891, som hurtigt blev overtaget af Statsbanen, var endnu et skridt mod at formalisere og forankre stationen i det officielle jernbanenet.

Stationens senere udvikling, fra statsovertagelse i 1894-1895, en modernisering i 1946, og frem til nedlæggelsen i 1979, afspejler den generelle tendens i dansk jernbanehistorie, hvor mange mindre stationer blev centraliseret eller helt nedlagt i takt med, at person- og godstrafik ændrede sig.

Betydningen af privatbaner og sidespor

Den private karakter af Handbjerg Billetsalgssted og det senere privat anlagte sidespor var særligt interessant. I det 19. århundrede var der adskillige eksempler på private selskaber, lokale godsejere eller fabriksejere, der så store fordele i at få jernbanen tæt på deres virksomhed og derfor selv betalte for anlæg af sidespor, læssespor eller endda hele strækninger. Handbjerg illustrerer, hvordan sådan en model kunne fungere på et mindre sted: Sidesporet kom i stand, og stationen voksede i status.

Den offentlige overtagelse, eller statsovertagelsen, sikrede i mange tilfælde en standardisering af stationens drift og mere direkte kontrol fra jernbanens side, men det var stadig lokalt engagement og viljen til at investere, der havde skabt fundamentet for, at Handbjerg overhovedet kom med på linjekortet.

Tidsbillede og drift

I perioden fra 1870'erne og op mod 1900 var jernbanen i rivende udvikling i Danmark. Skive-Struer-banen var en vigtig hovedfærdselsåre i Nordvestjylland. At Handbjerg – på trods af den spredte bebyggelse – fik sit eget billetsalgssted, skyldtes netop en kombination af privat initiativ og behovet for at forbinde forskellige lokalsamfund.

Fra 1875, hvor billetsalget rykkede til den nye placering, og frem til omkring århundredeskiftet var der en del godsaktiviteter i form af fiskekasser, vildænder og hummere, hvilket siger noget om egnens erhverv og naturressourcer. Fiskeriet i Limfjorden og den omliggende kyststrækning har muligvis gavnet Handbjerg, hvis nærhed til vandet og landbrugsområder gjorde, at man kunne udnytte toget til en hurtigere distribution af letfordærvelige varer.

Fra landbrugsorienteret samfund til nedlæggelse

Som det var tilfældet mange andre steder, begyndte dynamikken i transportsektoren at skifte i løbet af første halvdel af det 20. århundrede. Landbruget mechaniseredes, og lastbiler blev en konkurrent til jernbanen for gods, mens passagererne gradvist fik bedre vejnet og bilmuligheder.

I takt med at behovet for mindre stoppesteder faldt, og driftsomkostningerne steg, var det ofte stationer som Handbjerg, der blev rationaliseret bort. Stationsforstanderboligen og ekspeditionsbygningen i Handbjerg gennemgik ganske vist en modernisering i 1946, men det ændrede ikke ved, at stationens langsigtede fremtid var usikker.

Da sidesporet lukkede i 1965, var det et klart signal om, at godsbetjeningen var ved at være forbi. Dermed mistede Handbjerg sin primære eksistensberettigelse som holdeplads med læssespor. Nedgraderingen til trinbræt i 1966 var blot endnu et skridt i retning af en fuld nedlæggelse, som endeligt kom i 1979.

Eftermælet for Handbjerg Privat Holdeplads

Handbjerg er i dag mest kendt for at have været en lille, men bemærkelsesværdig station på Skive-Struer-banen. Selvom stationen ikke eksisterer som trafikalt knudepunkt længere, har historien bidraget til egnens selvforståelse. Bygningen blev solgt til privat bolig, og den nuværende ejer har nedrevet stationsdelen mod øst, mens boligdelen mod vest er bevaret.

Herved er en del af egnens jernbanehistorie gået tabt i det fysiske landskab, men netop denne form for omdannelse er ganske udbredt i Danmark. Adskillige tidligere stationer blev enten revet ned eller ombygget til uigenkendelighed, når driften ophørte, og DSB eller private selskaber ikke længere havde brug for faciliteterne.

Ikke desto mindre giver historien om Handbjerg Privat Holdeplads et interessant indblik i, hvordan privat initiativ, lokalt engagement og gradvis statsinddragelse kunne skabe en station, der i årtier tjente rejsende og godskunder i et tyndt befolket område. Samtidig viser forløbet, hvordan skiftende tidsvilkår – med transportbehovets forandringer – førte til, at en lille station til sidst blev overflødiggjort.

Perspektiv på jernbanens udvikling

Handbjerg er et mikroeksempel på et generelt dansk fænomen: I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ekspanderede jernbanenettet kraftigt, ofte hjulpet af lokale kræfter, der så store fordele i at have en station i nærheden. Men i midten af det 20. århundrede ændrede transportmønstret sig. Biler, busser og lastbiler vandt frem, og jernbanen trak sig tilbage til de mest befærdede ruter.

Mens store knudepunkter som Skive og Struer klarede sig, var mindre stationer og trinbrætter som Handbjerg udsat for stor nedlæggelsesbølge i efterkrigstiden og op gennem 1960'erne og 1970'erne. Historien viser dermed både jernbanens vigtige rolle i at binde landdistrikterne sammen, og den realitet at mange steder ikke kunne opretholde en station, når tiderne skiftede, og driftsudgifterne blev for høje i forhold til passagergrundlaget.

Hvad man kan se i dag

Den, der besøger Handbjerg i dag, vil ikke finde en aktiv station, men snarere en privat bolig, hvor en del af bygningsstrukturen måske fortsat kan minde lidt om en tidligere jernbanefacilitet. Sporene er for længst fjernet, og sidesporet, som engang gav mulighed for at laste fiskekasser, hummere og andet gods, er væk. På trods af at jernbanen som trafikalt fænomen er forsvundet, lever stedet videre i historiebøger, lokalarkiver og i bevidstheden hos dem, der interesserer sig for dansk jernbanehistorie.

For mange jernbaneentusiaster er Handbjerg et spændende studieobjekt, fordi det viser, hvordan en privat anlagt jernbanestruktur kunne få så stor betydning for et lokalsamfund, at staten senere valgte at overtage den. Det viser desuden, hvor væsentligt personligt initiativ var i en tid, hvor jernbaneselskaberne havde begrænsede midler og fokuserede på økonomisk rentable placeringer for deres stationer.

Særlige kendetegn ved Handbjergs udvikling

Set i et bredere perspektiv rummede Handbjerg adskillige særlige kendetegn. For det første var det en decideret privat holdning, hvor jernbaneselskabet ikke ville investere fra starten. For det andet fik stedet tidligt et sidespor, hvilket ikke var garanteret på enhver mindre station. Dette styrkede Handbjergs position som et lokalt samlingssted for gods- og passagertrafik.

For det tredje illustrerer opførelsen af en stationsforstanderbolig, hvor ambitiøst man gik til værks, selv i et landdistrikt. Bygningen var arkitekttegnet, fuldmuret og rummelig, og arealet havde en pæn størrelse. Dette tyder på, at man anså stationen for at være mere end blot en midlertidig foranstaltning. Da Statsbanen overtog ejerskabet i 1890'erne, var formaliteterne blot en bekræftelse af den rolle, Handbjerg allerede havde opnået.

I 1946 så man så den store ombygning, som gav Handbjerg en ny og mere moderne station.