Etableringen af Nørre Vium Brunkulssidespor
Nørre Vium Brunkulssidespor blev anlagt under 2. verdenskrig som en vigtig del af den danske energiforsyning, da importen af kul fra udlandet blev vanskeliggjort. Sidesporet udgik ca. 1 km nordøst for Troldhede Station og blev taget i brug i 1941 for at understøtte transporten af brunkul fra de nærliggende lejer. Sidesporet gik gennem Statens gamle Leje og videre mod vest til Statens nye Leje. Efterspørgslen på brunkul voksede kraftigt i løbet af krigen, hvilket førte til, at sporet i 1943 blev forlænget til Vium Bæk og Ejstrup Læssespor (i dag Ejstrup Søerne). Dermed nåede det op på en samlet længde af 10,9 km. Fra begyndelsen i 1941 havde Nørre Vium Brunkulssidespor sit eget ekspeditionssted, og i 1943 blev dette udvidet med billetsalg, så brunkulsarbejderne også kunne benytte jernbanen. Små industrilokomotiver med tipvogne blev brugt til at transportere kullene fra lejerne ind til Troldhede Station, hvorfra de blev videresendt til kraftværker og andre forbrugere.
Tidlige Fund og Undersøgelser af Brunkul
Brunkul i Nørre Vium-området blev første gang beskrevet i 1868 af E. Meter Dalgas, da han opdagede forekomster af brunkul i en åbrink ved Vorgod Å. Dette var en af de tidligste rapporterede observationer af brunkul i Vestjylland, men der gik mange år, før området blev genstand for egentlig udvinding. I 1893 blev der foretaget de første systematiske forsøgsboringer efter brunkul i området. Et tysk borehold fandt et 2,5 meter tykt lag af brunkul i en dybde på 8-14 meter, samt et yderligere 1 meter tykt lag længere nede. Boringer ved Skærbækgård og Fiskbæk i begyndelsen af 1900-tallet bekræftede, at der fandtes betydelige brunkulsforekomster i området. Dog blev det vurderet, at industrielt brug af brunkullet ikke var rentabelt sammenlignet med de billige stenkul, der blev importeret fra Tyskland og England.
Brunkulsudvinding Under 1. Verdenskrig
Da Danmark under 1. verdenskrig blev afskåret fra import af udenlandske brændsler, begyndte man igen at kigge på de vestjyske brunkulsforekomster som en mulig energikilde. I første omgang udnyttede man de brunkulslejer, der lå tæt på jordoverfladen. Gravningen blev udført manuelt af arbejdere, der brugte skovle og trillebøre. Dette var en hård og tidskrævende proces, men det gav mulighed for en vis lokal produktion af brændsel i en tid med energiknaphed. Da de lettilgængelige forekomster var udtømt, blev man nødt til at begynde at udvinde brunkul fra dybere lag. Her blev udgravningen ofte udført med store specialmaskiner, der var forgængerne til de moderne gravemaskiner, der bruges i dag. Arbejdet i de dybere lejer krævede konstant bortpumpning af grundvand for at forhindre oversvømmelse.
Brunkulsudvinding Under 2. Verdenskrig
Under 2. verdenskrig blev brunkulsproduktionen igen sat i højt gear, da Danmark mistede sin adgang til udenlandske brændselskilder. Sidespor som Nørre Vium Brunkulssidespor blev anlagt for at sikre en effektiv transport af brunkul fra de vestjyske lejer til resten af landet. Fra 1941 til 1945 blev der investeret massivt i brunkulsproduktionen, og der blev opført nye sidespor og ekspeditionssteder for at optimere logistikken. I takt med at behovet for brunkul steg, blev sidesporet i 1943 forlænget, så det kunne nå endnu flere brunkulslejer i området. De små industrilokomotiver, der blev anvendt på sidesporet, spillede en afgørende rolle i transporten af brunkul. Disse lokomotiver kørte tipvogne med brunkul fra de forskellige lejer til Troldhede Station, hvor kullene blev omlastet til større godsvogne og sendt videre til forbrugerne.
Efterkrigstidens Fald i Produktion og Nedlæggelse
Efter afslutningen af 2. verdenskrig faldt efterspørgslen på brunkul gradvist, da Danmark igen fik adgang til importerede stenkul og olie. Brunkulsproduktionen fortsatte dog i en vis udstrækning frem til 1950, men transporterne var allerede begyndt at falde markant. I 1950 blev brunkulstransporterne næsten helt indstillet, og ekspeditionen af brunkul blev overtaget af Troldhede Station, som stod for de sidste forsendelser frem til nedlæggelsen af Nørre Vium Brunkulssidespor i 1954.
Suez-Krisen i 1956 og Brunkulsproduktionens Endelige Ophør
I 1956 opstod der en ny forsyningskrise, da Suez-krisen førte til forsyningsusikkerhed i Danmarks energiforsyning. I modsætning til under 2. verdenskrig, hvor brunkulsudvindingen havde været baseret på manuel arbejdskraft, var produktionen nu mekaniseret. Gravemaskiner, transportbånd og store lastbiler havde overtaget arbejdet, og brunkullene blev transporteret direkte fra lejerne til kraftværkerne uden at benytte jernbanen. Selvom der i en kort periode igen blev gravet brunkul, blev jernbanens rolle i brunkulsindustrien minimal. Nørre Vium Brunkulssidespor var allerede blevet nedlagt i 1954, og efter Suez-krisen var brunkulsproduktionen i Vestjylland på vej mod sin afslutning.
Sporene efter Brunkulstiden
I dag er der få fysiske spor tilbage af Nørre Vium Brunkulssidespor. De tidligere brunkulslejer er mange steder blevet til søer, som for eksempel Ejstrup Søerne, hvor Ejstrup Læssespor tidligere lå. Området omkring de tidligere brunkulslejer er nu præget af rekreative områder, hvor naturen har genvundet terrænet. Selvom selve sidesporet er væk, står historien om Nørre Vium Brunkulssidespor som et vidnesbyrd om en tid, hvor Danmarks energiforsyning var afhængig af lokale brændselskilder.
