Nørre Vium Brunkulssidespor

Nørre Vium Brunkulssidespor udgik ca. 1 km nordøst fra Troldhede Station og blev taget i brug i 1941 under 2. verdenskrig. Brunkulssidesporet gik via Statens gamle Leje og videre mod vest til Statens nye Leje. I 1943 blev brunkulssidesporet forlænget til Vium Bæk og Ejstrup Læssespor (i dag Ejstrup Søerne) og var derved nåede op på en længde af 10,9 km. Nørre Vium Brunkulssidespor havde fra starten i 1941 selvstændigt ekspeditionssted, men blev i 1943 udvidet med billetsalg til brunkulsarbejderne. Små industrilokomotiver med tipvogne kørte kullene ind til Troldhede Station.

I 1868 beskrev E. M. Dalgas fund af brunkul i nærheden af Nørre Vium, hvor fundet var gjort i en åbrink ved Vorgod Å. Der blev foretaget forsøgsboringer efter brunkul i område i 1893, hvor de tyske borefolk, fandt et 2,5 meter tykt brunkulslag i dybderne fra 8 til 14 meter og et yderligere 1 meter tykt lag et par meter længere nede.

Senere boringer ved Skærbækgård og Fiskbæk i begyndelsen af 1900-tallet viste også forekomster af brunkul. Nærmere undersøgelser af brunkullenes brændværdi påviste dog, at en industriel udnyttelse ikke ville være rentabel i forhold til importeret billig Tysk og Engelsk stenkul.

Da Danmark blev afskåret fra import af de udenlandske energiformer under 1. Verdenskrig, begyndte man derfor igen at kigge efter alternative energikilder. Den vestjyske brunkul blev et interessant alternativ og til at begynde med gik man efter de brunkulsforekomster, som lå tæt på jordoverfladen. Gravningen i disse lejer blev udført af en stor arbejdsstyrke af menneskelig arbejdskraft og arbejdet foregik med skovl og trillebør.

Senere var man nødsaget til at udnytte de dybere brunkuls forekomster, og her foregik udgravningen oftest med store specialmaskiner, som var forgængeren for de gravemaskinetyper vi har i dag. I de dybe lejer foregik gravningen under grundvandsspejlet og krævede at der konstant blev pumpet vand væk i lejet.

Efter 2. Verdenskrig faldt produktionen af brunkul og i 1950 var brunkulstransporterne næsten ophørt og ekspeditionen blev overtaget af Troldhede Station, som varetog ekspeditionen frem til nedlæggelsen af Nørre Vium Brunkulssidespor i 1954.

I forbindelse med Suez-krigen i 1956 kom der forsyningsusikkerhed i energiforsyningen, men denne periode afveg fra 2. verdenskrig ved, at arbejdet var blevet mekaniseret med gravemaskiner, transportører og store lastbiler der kørte kullet direkte fra brunkulslejerne til hovedaftagere af kullene, som var kraftværkerne.