Næsby Station [1916-1955], en artikel om Næsby Station

Næsby Station – Et Knudepunkt i Nordfyensk Jernbanehistorie

Næsby Station har en lang forhistorie, der kan spores tilbage til 1885, hvor den først blev oprettet som Næsby Billetsalgssted på den Nordfyenske Jernbane. Fra begyndelsen var det en beskeden facilitet, men den spillede ikke desto mindre en vigtig rolle for lokalsamfundet. Emma Jensen, der allerede siden Bogensebanens åbning i 1882 havde været ledvogterske, blev billetsælgerske fra 1885 og sørgede for, at rejsende kunne købe billetter på stedet. Allerede året efter, i 1886, blev billetsalgsstedet ophøjet til holdeplads, hvilket gav Næsby en mere officiel status på jernbanenettet.

Den Nordfyenske Jernbane var en vigtig transportåre, der forbandt flere byer og landsbyer på Fyn og gav borgerne adgang til togtransport i en tid, hvor rejser ofte foregik med hestevogn eller til fods. Gennem resten af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var jernbanen derfor en afgørende faktor for byers og landsbyers udvikling. Næsby udgjorde ingen undtagelse fra denne tendens, og den stigende betydning af banen afspejles i befolkningens initiativer for at udvikle holdepladsen og sikre, at infrastrukturen matchede deres behov.

Behov for en ventesalsbygning

I 1907 kom der et konkret ønske om at opgradere de noget primitive forhold på Næsby Holdeplads. Forholdene var ret enkle og tilbød ikke meget komfort. Lokale beboere bad Nordfyenske Jernbane om at opføre en lille ventesalsbygning på godt 14 m². Forslaget blev accepteret, men kun hvis en lodsejer ville donere det fornødne areal. En lokal lodsejer trådte til og gav jorden, hvorefter ventesalsbygningen stod færdig i 1908. Ifølge den teknisk tilsynsførende var det "Et smukt Venterum for de Reisende", hvilket utvivlsomt hævede kvaliteten af stationens faciliteter.

Det var typisk for tiden, at de lokale selv tog initiativ til at forbedre jernbaneforholdene. Jernbaneselskaberne var som regel åbne for opgraderinger, men krævede, at lokalsamfundet bidrog økonomisk eller praktisk. I Næsby var borgerne åbenbart villige til at investere i bedre stationære tilbud, og resultatet blev en mere imødekommende holdeplads.

Etablering af læssespor

I 1912 gik beboerne i Næsby atter i aktion, denne gang for at få anlagt et roesidespor. På dette tidspunkt var roedyrkning og transport af roer til sukkerfabrikker afgørende for mange landbrug, og beboerne ønskede at lette håndteringen af roer. Nordfyenske Jernbane gav efter, og i 1912 blev der anlagt et læssespor – eller ladespor som det hed her. Dette løftede stationens værdi for de lokale landmænd, da det nu blev markant lettere at få roerne hurtigt af sted til videre forarbejdning.

Etableringen af læssespor krævede en aftale om finansiering og en omorganisering af sporarealet. Selvom jernbaneselskabet måtte bruge flere ressourcer på anlægsarbejdet, sikrede man sig, at jernbaneforbindelsen fortsat havde en attraktiv funktion, også for byens erhvervsliv. Den voksende godstrafik var med til at fastholde Næsby som et vigtigt stop på linjen.

Ønske om en større ventesal

De initiativrige borgere i Næsby rejste i 1914 endnu et krav: en egentlig ventesal. En mand fra Odense tilbød at købe en grund og opføre ventesalsbygningen, hvis han til gengæld fik overdraget billetsalg og andre stationære forretninger. Nordfyenske Jernbane afslog dog dette forslag. I stedet besluttede man at opføre et formandshus med ekspedition, hvor en baneformand og hans kone kunne varetage billetsalget og dermed afløse Emma Jensen.

Valget af et formandshus var typisk for mindre stationer, hvor flere funktioner blev samlet under ét tag. På den måde kunne baneformanden bo på stedet, mens konen styrede den daglige drift af billetsalget og eventuelle mindre ekspeditioner. Dette var en praktisk løsning, især i en tid hvor stationerne uden for de større byer havde et begrænset personale.

Opførelsen af Næsby Station

I 1916 trådte fornyelsesfonden til med midler, der muliggjorde opførelsen af det, man nu med rette kunne kalde Næsby Station. Det nye stationshus blev tegnet af den kongelige bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen, som også havde stået bag stationerne på Nordvestfyenske Jernbane i 1911. Bygningen fik et højt og kompakt design, der stod i kontrast til de mere traditionelle mellemstationsbygninger på Bogensebanen, hvor en rejsestald typisk var en integreret del. Næsby Station fik dog ingen rejsestald, formentlig fordi biltransport langsomt var ved at få mere plads i samfundet, eller fordi behovet for staldfaciliteter var vigende.

Man gav samtidig stationen et værelse til landposten. At Næsby nu blev forsynet med eget brevsamlingssted skyldtes, at forstadsudviklingen mod Odense var i fuld gang. Dermed var stationen ikke kun et sted, man købte togbilletter, men også et knudepunkt for postfordeling og andre offentlige gøremål.

Byens voksende befolkning

Med stationens endelige opførelse tog Næsby for alvor form som forstad, og befolkningstallet voksede gennem flere årtier. Tallene viser:

• 1921: 377 indbyggere
• 1925: 488 indbyggere
• 1930: 899 indbyggere
• 1935: 1.388 indbyggere
• 1940: 1.475 indbyggere
• 1945: 1.550 indbyggere
• 1950: 1.723 indbyggere
• 1955: 2.005 indbyggere
• 1960: 2.660 indbyggere

Denne markante vækst følger den generelle urbaniseringstendens i Danmark, hvor folk søgte mod byer og forstæder i takt med, at industrien voksede, og infrastrukturen blev forbedret. Næsby Station spillede en betydelig rolle i denne udvikling, da muligheden for nem transport trak folk til, og nye virksomheder så fordelen i at placere sig i nærheden af jernbanen.

Erhvervsfordelingen i Næsby

Den stigende befolkning viste sig også i byens erhvervsfordeling. I 1930 var 595 af de 899 indbyggere beskæftiget inden for håndværk og industri. Handel og transport fulgte efter, mens landbruget var i tilbagegang med blot 19 indbyggere, der levede af det. I 1950, da befolkningstallet var nået op på 1.723, var hele 1.140 af dem i håndværk og industri, 232 i handel, 113 i transport og 62 i landbrug. Samtidig var 44 engageret i liberale erhverv og 107 på aldersrente eller pension.

På det tidspunkt havde Næsby fået en række velfungerende faciliteter, herunder kirke, skole, baptistkirke, kommunekontor, stadion, kro, vandværk, posthus og endda en maskinfabrik, SIO A/S, med 80 ansatte. Dette var tegn på en fuldmoden forstadsby, der kunne tilbyde både arbejdspladser og offentlig service. I høj grad var det muligt at opretholde det hele, fordi togene skabte en praktisk forbindelse til Odense og de omkringliggende egne.

Udfordringer for Nordfyenske Jernbane

I begyndelsen af 1950'erne var økonomien for Nordfyenske Jernbane dog stærkt presset. Passagertallene faldt, delvist fordi flere købte biler eller benyttede busser, og godstrafikken kunne ikke kompensere nok for tabene. Overvejelserne gik på at lukke Næsby Station helt, men kommunen tilbød et årligt tilskud på 5.000 kr. i 10 år for at holde stationen kørende. Desværre viste tilskuddet sig at være for småt, og stationen blev i 1955 nedgraderet til trinbræt.

Dermed forsvandt de fleste af stationens bemandede funktioner. Billetsalg og ekspedition var ikke længere rentable, og de lokale måtte vænne sig til blot at have et stop, hvor toget holdt kortvarigt. Dette indvarslede et skift i byens transportmønstre og betød samtidig, at stationens storhedstid var ved at ebbe ud.

Nedlæggelsen i 1966

Den 31. marts 1966 lukkede Næsby Station definitivt. Hermed mistede byen sit jernbaneknudepunkt, men selve stationsbygningen fik lov at blive stående. Den eksisterer den dag i dag som en privat bolig og fungerer som et minde om en tid, hvor togene dagligt bragte passagerer og gods til og fra Næsby. Nedlæggelsen var en del af en bredere rationalisering i jernbanedriften i Danmark, hvor mange mindre stationer på samme tid lukkede eller blev nedgraderet, for at gøre driften billigere og mere effektiv.

At stationsbygningen står tilbage som privat bolig, er ikke usædvanligt i dansk jernbanehistorie. Ofte lå stationerne centralt, og bygningerne var solide, så en ny ejer kunne finde dem egnede til ombygning eller beboelse. Det er således en typisk historie, at en nedlagt station fortsætter med at eksistere i privat regi, mens den jernbanemæssige infrastruktur enten bliver afviklet eller omdannet til andre formål.

Søhusstien og nutidig brug

Banetracéet, der tidligere bragte tog igennem Næsby, er i dag omdannet til Søhusstien, som mange cyklister og fodgængere benytter. Omdannelsen af nedlagte jernbanestrækninger til rekreative stier er et landsdækkende fænomen, der sætter de gamle baner i spil på en ny måde. Stierne muliggør nem adgang til natur og lokale seværdigheder, og mange mennesker sætter pris på at kunne vandre eller cykle ad historiske ruter, hvor man stadig kan ane rester af fortidens skinner eller gamle perroner.

Næsby selv er blevet en integreret del af Odenses byområde og er fortsat i vækst. Selv uden jernbanen har byen udviklet sig videre, dog med en infrastruktur, der nu i højere grad baserer sig på vejnet og buslinjer. For den historieinteresserede er det dog stadig muligt at ane, hvor jernbanen engang løb, og hvordan stationen har påvirket områdets fysiske udformning og bosætningsmønstre.

Historien om Emma Jensen og lokale initiativer

Det hele begyndte i 1885, da Emma Jensen tog imod de første passagerer, og sluttede først hundrede år senere, da stationen var omdannet til privat bolig og jernbanesporet forbi Næsby var forsvundet. Mellem disse to punkter ligger en lang udviklingshistorie, hvor lokale initiativer flere gange ændrede stationens udseende og funktion. De fælles bestræbelser på at få en ventesal, et læssespor og en egentlig stationsbygning vidner om, hvor stor betydning jernbanen havde for folks hverdag.

Emma Jensen blev et lokalt symbol på stationens opstart og drift. Hendes rolle som billetsælgerske, der steg til opgaven fra en tidligere post som ledvogterske, understreger den allestedsnærværende rolle, som kvinder også spillede i den tidlige danske jernbanehistorie. Hun stod for en vigtig service for de rejsende og blev en del af byens identitet.

Arkitektoniske kendetegn

Da den egentlige Næsby Station blev opført i 1916 med Jens Vilhelm Petersen som arkitekt, brød designet med den typiske mellemstationsstil fra Bogensebanen. Petersen var kendt for at integrere funktion, pladsudnyttelse og arkitektonisk præg i sine bygninger, og i Næsby valgte man at satse på et kompakt, højt hus uden rejsestald. Ved at inkludere bolig og postværelse i samme bygning opfyldte stationen flere funktioner under ét tag.

Dette fænomen kendes fra mange andre steder i landet, hvor stationskomplekset ofte rummede både post, billetsalg og beboelse. Stationen blev et samlingspunkt, hvor flere nødvendige tjenester var inden for rækkevidde. Det var kosteffektivt for jernbaneselskabet og bekvemt for borgerne.

Økonomiske op- og nedture

Stationens historie spejler den udvikling, som mange mindre jernbanestrækninger har gennemløbet i Danmark. Fra en tid, hvor jernbanen var samfundets livsnerve, til midten af 1900-tallet, hvor privatbilismen og nye transportformer begyndte at overtage store dele af passager- og godstrafikken. For Nordfyenske Jernbane var det svært at opretholde fuld drift på alle stationer, og Næsby var i sidste ende en af dem, der måtte lide den økonomiske død.

Mens Næsby i 1930'erne og 1940'erne nød godt af en stigende industrialisering og befolkningsvækst, vendte billedet i 1950'erne, hvor jernbaneselskabet ikke længere havde ressourcer til at drive så mange stationer. Kommunens forsøg på at støtte stationen kunne ikke kompensere for de grundlæggende forandringer i transportmarkedet, og i 1955 kom den første nedskalering med trinbrætsstatus, før stationen i 1966 lukkede helt.

Industriens rolle i Næsby

En særlig pointe er, hvordan jernbanen igangsatte et skifte i Næsby fra landbrug til industri og håndværk. De nye virksomheder, som maskinfabrikken SIO A/S, viser, at man var i stand til at tiltrække arbejdspladser, netop fordi jernbanen var en pålidelig transportkilde for både råvarer og færdige produkter. For mange virksomheder i første halvdel af 1900-tallet var det helt afgørende at have adgang til jernbanen, hvis de skulle konkurrere effektivt og udvide deres marked.

Denne samme jernbaneinfrastruktur var med til at gøre det muligt at få pendlere, der boede i Næsby, men arbejdede i Odense eller andre byer. Sådan opstod der en overgang fra en primært landbrugsorienteret økonomi til en bymæssig struktur, som rummede håndværk, industri, detailhandel og serviceerhverv.

Eftermælet for Næsby Station

I dag står stationen tilbage som en privat bolig, men dens historie er stadig nærværende. Arkitekturen, placeringen og de historiske kilder vidner om, hvordan en enkelt jernbanestation kan sætte et varigt præg på en by. Den gamle banestrækning er nu blevet til Søhusstien, og borgere kan gå eller cykle ad den rute, togene engang benyttede. Det er en påmindelse om jernbanens arv og en illustration af, hvordan infrastruktur, når den først er opført, sjældent forsvinder helt sporløst.

Næsby Station er et eksempel på en udvikling, der er set mange steder i Danmark, hvor små stationer havde deres storhedstid før bilens og bussernes fremkomst. Da disse nye transportmidler vandt frem, blev banerne rationaliseret, stationer lukkede, og byerne måtte omstille sig til en ny virkelighed, hvor tog ikke længere var den eneste måde at komme frem på.

Vidnesbyrd om dansk jernbanehistorie

Selvom der ikke er offentlig trafik på stedet længere, og stationen er i privat eje, udgør Næsby Station stadig et vigtigt kapitel i dansk jernbanehistorie. Dens rejse fra en beskeden billetsalgsstation, over en fuldgyldig station i 1916, til en nedlæggelse i 1966, viser, hvor tæt jernbanernes skæbne er forbundet med samfundsudviklingen. Fra egnens beboere, der kæmpede for at få ventesal, roesidespor og bedre faciliteter, til Nordfyenske Jernbanes kamp for at overleve den økonomiske modvind, rummer Næsby Stations historie den spændvidde, som kendetegner dansk jernbane i første halvdel af 1900-tallet.

Den fortsatte tilstedeværelse af stationens bygning og brugen af banetracéet som Søhussti viser også, at selv efter jernbanedriften er ophørt, kan infrastrukturen finde nye formål og fortsat spille en rolle i lokalsamfundet. I dag er stisystemer og cykelruter en vigtig del af byers rekreative udbud, og på den måde er fortidens jernbane blevet til nutidens fritids- og kulturhistoriske oplevelse.