Hillerslev Station på Thisted-Fjerritslev Jernbane
Hillerslev Station var en af de mest betydningsfulde stationer på Thisted-Fjerritslev Jernbane, ikke mindst fordi den udviklede sig til banens vigtigste godsstation. Stationen lå 14,2 kilometer fra Thisted og blev anlagt i tilknytning til landsbyen Hillerslev, som da banen kom til byen i 1904 blev omtalt som Store Hillerslev. Da banen kom var Hillerslev allerede et lokalt center med kirke, præstegård, skole, andelsmejeri, missionshus og jordemoderhus. Jernbanen blev derfor ikke anlagt i et tomt landskab, men ved et eksisterende lokalsamfund med egne institutioner og et aktivt opland. Hillerslev blev i løbet af få år et af de vigtigste punkter på hele Thisted-Fjerritslev Jernbane, fordi der i jorden nordøst for stationsbygningen fandtes store og værdifulde kalkforekomster. Det blev denne kalk, som gradvist ændrede stationens rolle fra almindelig mellemstation til industrielt kraftcenter på banen. I flere år stod Hillerslev alene for omtrent halvdelen af hele banens godstransport, og stationen blev dermed uden sammenligning det mest betydningsfulde station på strækningen mellem Thisted og Fjerritslev. Stationen blev i de første år drevet af ekspeditrice Ane Thomine Kristensen og hendes mand Anders Kristensen, som var baneformand. Senere overtog næste generation hvervet, og stationen blev dermed i praksis præget af samme familie gennem det meste af banens levetid.
Stationsanlægget og de første år
Hillerslev Station blev opført som en station med gavlen mod sporet, og på den vestlige side af banen nord for stationen lå et pakhus af type II. Selve stationsbygningen var i store træk udformet som stationen i Østerild og hørte til banens mellemstationer af den standardiserede type, hvor funktionalitet og enkelhed blev forenet med et nogenlunde ensartet arkitektonisk udtryk. Stationsbygningen rummede både kontor, ventesal og bolig til stationspersonalet, og ved siden af hovedbygningen lå de nødvendige driftsbygninger, herunder udhus og pakhus. Ud for Stationen lå et 100 meter langt omløbs- og læssespor, som gjorde det muligt både at rangere vogne og håndtere gods. Senere blev der etableret stikspor til en enderampe, og efterhånden som stationens rolle ændrede sig, blev sporforholdene udvidet af flere gange. Den oprindelige sporplan viser dog, at stationen fra begyndelsen var tænkt som mere end et simpelt stoppested. Interiøret i stationens ventesale blev allerede tidligt omtalt i positive vendinger. En samtidig beskrivelse fremhævede, at ventesalene gjorde et usædvanligt pænt og hyggeligt indtryk sammenlignet med mange andre privatbaneventesale. Bænke, borde og dekorationer var holdt i almuestil og i røde og grønne farver i bedste Heinrich Wenck stil, og som noget ganske særligt fandtes der spejle til de rejsendes disposition.
Hillerslev som landsby og stationsby
Da jernbanen kom til Hillerslev, var byen allerede et etableret lokalsamfund. Den gamle kirkeby havde kirke, præstegård, skole og andelsmejeri og havde dermed en stærkere lokal struktur end mange af de nye stationsbyer, som voksede frem udelukkende på jernbanens grundlag. Afstanden mellem stationen og kirkebyen var omkring 500 meter, men i modsætning til hvad man så i for eksempel Nors, førte denne afstand ikke til, at den gamle by gik i stå. Det skyldtes blandt andet, at Hillerslev havde så stærke funktioner i forvejen, at kirkebyen fortsat bevarede sin betydning, samtidig med at stationen tiltrak nyt byggeri og nye erhverv. Der opstod ikke en fuld forskydning fra gammel landsby til ren stationsby, men snarere en udvidelse, hvor stationen dannede et nyt lokalt tyngdepunkt inden for det eksisterende landsbysamfund. I efteråret 1906 blev Hillerslev Brugsforening opført på Ballerumvej omkring 200 meter syd for stationen. Det var et vigtigt skridt i udviklingen af området omkring stationen. Trods denne nye aktivitet forblev bebyggelsen omkring stationen dog beskeden, med en håndfuld huse nord for og en håndfuld huse syd for. I alt var der kun omkring 15 huse og fire gårde inden for en radius af 250 omkring stationen. Stationen skabte altså vækst, men i mere moderat form end i nogle andre stationsbyer. Hillerslev voksede ikke eksplosivt, men stationen tilførte et ekstra lag af funktioner og erhverv, som gav byen et bredere økonomisk grundlag.
Stationspersonalet og familien Kristensen
Fra åbningen i 1904 blev Hillerslev Station betjent af ekspeditrice Ane Thomine Kristensen. Hendes mand, Anders Kristensen, fungerede som baneformand og havde ansvar for strækningen fra Kåstrup til Nors Havreland. Dermed var ægteparret tæt knyttet til både stationens indre drift og den ydre banevedligeholdelse. Sådanne familiekonstellationer var ikke usædvanlige på privatbanerne, hvor hustruen ofte kunne være ekspeditrice og manden baneformand eller stationsbetjent. Ane Thomine og Anders Kristensen kom til at præge stationen i mange år. Deres tilstedeværelse skabte kontinuitet, og de var med til at gøre Hillerslev til et stabilt trafiksted gennem de første årtier. Familien fik desuden en tæt forbindelse til banen på tværs af generationer. Den ældste søn, Thomas, blev senere fyrbøder og motorfører ved Thisted-Fjerritslev Jernbane. Ane Thomine og Anders Kristensen passede stationen frem til april 1939. Da overtog deres søn Jens hvervet som baneformand, mens svigerdatteren Louise Kristensen blev ekspeditrice. Dermed fortsatte stationsdriften i familiens hænder. De nye "arvinger" beholdt hvervet helt frem til banens lukning i 1969. Hillerslev Station blev således bemærkelsesværdigt præget af den samme familie gennem næsten hele banens levetid. Mange mindre privatbanestationer var præget af personudskiftning, men i Hillerslev opstod en usædvanlig stabilitet. Det gav stationen et særligt lokalt præg og medvirkede formentlig til den tætte forbindelse mellem station, by og opland.
De tidlige kalkforekomster ved Hillerslev
Området omkring Hillerslev havde allerede i slutningen af 1800-tallet erfaring med udgravning af kalk. Lokale landmænd og initiativtagere kendte til de naturlige kalkforekomster i undergrunden og forsøgte at udnytte dem. Som mange andre steder i det nordvestjyske område opstod sådanne mindre kalkværker som lokalt forankrede initiativer med begrænset kapital, men med stor potentiel betydning for landbruget og den lokale økonomi. Før jernbanens ankomst var der dog ikke tale om nogen stor eller egentlig rationel produktion. Transportmulighederne var for dårlige, og det gjorde det svært at få kalken afsat i større omfang. Kalk var nyttig som jordforbedring, men hvis den ikke kunne transporteres effektivt og billigt, var udvindingen kun i begrænset omfang rentabel. Jernbanen ændrede denne situation grundlæggende. Da Thisted-Fjerritslev Jernbane kom til Hillerslev, opdagede man, at der på banens eget areal nordøst for stationsbygningen fandtes store og værdifulde kalkforekomster. Kvaliteten høj og kalken kunne sælges som gødningskalk til landbruget, og det gav banen en helt ny forretningsmulighed.
TFJ som kalkproducent fra 1907
Fra 1907 begyndte Thisted-Fjerritslev Jernbane selv at grave kalk i Hillerslev. Dette var et særligt forhold, fordi banen dermed ikke blot fungerede som transportør, men også som producent og sælger af et vigtigt råstof. Det gav en dobbelt indtjening: dels på selve kalksalget, dels på transporten af kalken i banens egne godsvogne. Efterspørgslen voksede hurtigt. I driftsåret 1917/1918 blev der afsendt 150 godsvogne med kalk. Det var et klart tegn på, at kalkudvindingen var begyndt at blive en væsentlig del af banens forretning. I slutningen af 1918 var der bestillinger på 500 vognladninger, og det førte til, at banen besluttede at effektivisere driften betydeligt. Et stikspor blev anlagt fra læssesporet til kanten af kalkgraven. Denne udvidelse gjorde det muligt at bringe kalken tættere til normalsporet, og det var et første skridt i retning af en mere industriel produktion.
Modernisering med tipvogne og elektrisk kabeltræk
Fra efteråret 1919 blev kalken transporteret fra graven til stiksporet i tipvogne på 600 mm smalspor. Trækket blev udført ved hjælp af et elektrisk kabeltræk. Dette var en betydelig modernisering, som gjorde arbejdet langt mere effektivt end manuel eller hestetrukken transport. Resultaterne var markante. Allerede det første år efter moderniseringen blev der afsendt omkring 10.000 tons kalk, hvilket var svarende til cirka 1.000 godsvogne. For en privatbane som TFJ var dette meget store mængder og gjorde kalkværket til et centralt økonomisk aktiv. I 1920'erne faldt det årlige antal afsendte vogne efterhånden til 300-400, men det var stadig en betydelig aktivitet. I de travleste perioder var 10-15 mand beskæftiget ved kalkværket. Hillerslev Station blev dermed ikke kun en station med almindelig lokal godsekspedition, men et direkte industrielt produktionssted, hvor bane og råstofudvinding var tæt forbundet.
Markedsforhold og konkurrence i 1930'erne
I 1930'erne blev markedet for gødningskalk mere svingende blandt andet på grund af den økonomiske krise. Bestillingerne varierede, også fordi konkurrencen fra andre værker steg og nogle landmænd begyndte at købe kalk fra andre leverandører, som med lastbiler kunne levere direkte til gårdene. Denne konkurrence fra vejtransporten var et tidligt tegn på den udvikling, som senere skulle ramme banens godstrafik hårdt. For at fastholde afsætningen måtte TFJ sænke fragtpriserne. Samtidig sikrede en kontrakt med Thylands Mergelselskab en afsætning på 800 vogne i 1936. I de travleste perioder blev der kørt daglige ekstratog med ti kalkvogne til Thisted og derfra videre med DSB. Disse transporter viser, at kalkværket stadig var af stor betydning, selv om markedet ikke længere voksede. Samtidig ændrede efterspørgslen sig. Landmændene ønskede i stigende grad brændt og pulveriseret kalk frem for rå gødningskalk. Hvis TFJ skulle imødekomme dette, krævede det store investeringer i en ny fabrik, kalkovn og mere moderne behandlingsanlæg. Banen ønskede ikke at påtage sig denne store økonomiske risiko, især ikke i en tid hvor andre transport- og driftsforhold også var i forandring og Thisted-Fjerritslev Jernbane var presset med opgaver fra tyskerne, da 2. Verdenskrig lige var brudt ud.
Salget til Vestjyllands Mergelforsyning i 1942
I 1942 valgte Thisted-Fjerritslev Jernbane at sælge kalkværket til andelsselskabet Vestjyllands Mergelforsyning. Baggrunden var dels de nødvendige investeringer i ny teknologi, dels at banen under besættelsen var optaget af det meget store trafikgrundlag, som de tyske transporter skabte. Kalkproduktionen krævede fokus og kapital, og banen valgte derfor at overlade udviklingen til en køber med særligt branchemæssigt kendskab. Vestjyllands Mergelforsyning satsede hurtigt og omfattende. Der blev gennemført store ombygninger, som blev taget i brug i juni 1943. Samme år blev der afsendt 1.300 vogne med pulverkalk, som var produceret i en ny roterende ovn. Dermed blev Hillerslev Kalkværk ført ind i en ny industriel fase, hvor produktionen blev mere moderne og afsætningen mere omfattende da man gik ind på det nye markeded for pulver kalk.
Udbygning af spor og kalkværk i 1940'erne
Den nye aktivitet gjorde stationens spor utilstrækkelige. I nordenden af læssesporet blev der i 1943 anlagt et 100 meter langt depotspor langs den nye fabrik. I 1946 fulgte et 180 meter langt omløbsspor nord for stationen på vestsiden af hovedsporet. Året efter blev der anlagt et 350 meter langt stikspor øst om fabrikken og ud langs kalkgravens kant, så råkalk kunne læsses direkte i normalsporede vogne. Denne udbygning af sporarealet var omfattende og understreger, hvor stor betydning kalktransporterne havde fået. Stationen blev i praksis et industriknudepunkt. Med de nye spor kunne man bedre håndtere de store vognmængder, rangere mere effektivt og holde produktionen i gang uden unødigt påvirke den øvrige stationsdrift. Der blev årligt afsendt op mod 2.500 vogne, og i 1949 kulminerede trafikken med 4.809 vogne. I flere år stod Hillerslev for omkring halvdelen af hele TFJ's godstransport. Det gjorde stationen til banens vigtigste godsstation uden nogen reel konkurrence fra de øvrige stationer på strækningen.
Louise Kristensen og stationens store arbejdsbyrde
Den stærkt voksende godstrafik gav en tilsvarende stigning i arbejdsbyrden på stationen. Det gjaldt især ekspeditrice Louise B. Kristensen, som måtte håndtere de mange ekspeditioner, papirer, vognbestillinger og den daglige koordinering af trafikken. Arbejdet blev så omfattende, at hun fik tildelt et særligt løntillæg. Hillerslev var på mange måder en lille station i ydre form, men i arbejdsintensitet blev den i en periode en af banens mest krævende poster. At netop den familie, som havde betjent stationen i generationer, stod i spidsen for denne periode, giver historien en særlig kontinuitet.
Kalkstøv, mekanisering og landskabet i efterkrigstiden
Efter krigen fortsatte Vestjyllands Mergelforsyning med at effektivisere kalkværket. Der blev anlagt et veludbygget smalsporsnet, og motorlokomotiver stod for transporten af råkalk frem til jernbanen. I 1947 blev den første gravemaskine med slæbeskovl anskaffet. Den kunne på en enkelt dag grave mere, end 20 mand tidligere havde kunnet klare på tre dage. Denne mekanisering øgede produktiviteten kraftigt, men den satte også sit præg på omgivelserne. I 1950'erne og 1960'erne var landskabet omkring stationen og kalkværket ofte dækket af et hvidt lag af kridtstøv. Huse, træer og jordoverflade blev præget af den intensive produktion. Dette er et væsentligt element i den lokale erindring om kalkværket og viser, hvor gennemgribende virksomheden prægede hverdagsmiljøet i Hillerslev.
Nedgang i kalktransporterne og flytningen efter 1969
Trods den store aktivitet i 1940'erne faldt kalktransporterne drastisk gennem 1950'erne. Jernbanen kunne ikke længere konkurrere effektivt med lastbilerne, som havde større fleksibilitet og kunne levere direkte til kunderne. Den udvikling ramte hele privatbanen, men i Hillerslev var konsekvenserne særligt mærkbare, fordi stationen i så høj grad var afhængig af kalken. Da Thisted-Fjerritslev Jernbane blev nedlagt i 1969, ophørte også den direkte binding mellem stationens placering og kalkværkets logistiske funktion. Produktionen nordøst for Hillerslev blev gradvist flyttet omkring halvanden kilometer sydvest for byen til området mellem Snerlevej og Ballerumvej. Her lå kalken højere i terrænet, og det gjorde udvindingen mere rentabel. Den gamle kalkgrav lå kun lidt over daglig vandstand, hvilket gjorde tørring nødvendig. Dette blev et særligt problem i forbindelse med oliekrisen i begyndelsen af 1970'erne, hvor energiforbruget til tørring blev dyrere. I 1979 købte Dansk Landbrugs Grovvareselskab kalkværket. Den gamle kalkværksgrund blev herefter brugt til korn og grovvarer, mens selve kalkproduktionen fortsatte ved Ballerumvej sydvest for Hillerslev. I 2025 var kalkværket stadig i drift, men nu med kun én ansat.
Hillerslev Station i nyere tid
Selve stationsbygningen stod i 2025 stadig velbevaret på DLG's område. Der var godt nok opført flere tilbygninger, men helhedsindtrykket lå stadig tæt på stationens oprindelige arkitektoniske Heinrich Wenck ånd.
