Hellevad Mølle Trinbræt, en artikel om Hellevad Mølle Trinbræt

Hellevad Mølle Trinbræt – var en beskeden, men karakteristisk holdeplads

Hellevad Mølle Trinbræt var en beskeden, men karakteristisk holdeplads på Aabenraa Amts Jernbaners strækning mellem Aabenraa og Løgumkloster. Beliggende syd for vejgaffelen, hvor amtsvejen fra Aabenraa til Løgumkloster mødte sognevejen til Klovtoft. På trods af sin ringe størrelse og beskedne passagerantal var Hellevad Mølle Trinbræt i mange år en fast bestanddel af lokal infrastruktur og et ekspeditionspunkt for det omkringliggende landbrug.

Trinbrættets placering og formål

Placeringen af Hellevad Mølle Trinbræt var bestemt af den nærliggende hovedvej og det strategiske ønske om at tilbyde adgang til jernbanen i områder, hvor afstandene mellem stationerne kunne virke uoverkommelige for lokalbefolkningen. Selve anlægget bestod af en simpel jordperron med den typiske trærampe, et navneskilt og et 60 meter langt stikspor beregnet til godshåndtering. På grund af nærheden til Hellevad – blot 1,3 km – ansås det ikke for nødvendigt at opføre en egentlig gæstgivergård eller ventesalsbygning.

Holdepladsens hovedberettigelse var ekspedition af gods fra og til den store landbrugsejendom Hellevad Mølle, beliggende små to kilometer nordvest for trinbrættet. Denne store gård var en væsentlig afsender og modtager af varer, og dermed var trinbrættets eksistens i høj grad knyttet til behovet for effektiv varetransport frem for passagertrafik.

Driftsvilkår og daglig betjening

Fra starten blev den daglige drift betroet Frans Petersen, en husejer bosat i umiddelbar nærhed af trinbrættet og den eneste faste beboer i området. For en årlig aflønning på 50 mark samt frikort på banen påtog han sig at sælge billetter, ekspedere gods og stille lokaler til rådighed. Dette inkluderede opførelse af en lille varehushytte i træ samt et nødvendigt toilet. Hans rolle var et eksempel på, hvordan jernbanedrift i tyndt befolkede egne ofte var afhængig af lokalt engagement og fleksible løsninger.

Det blev hurtigt klart, at passagertrafikken var minimal. I de første driftsår blev der kun registreret mellem 500 og 600 rejsende årligt, og dette tal faldt i mange år til mellem 100 og 200. Trinbrættet blev dermed det mindst benyttede stoppested på hele strækningen. Godstrafikken var heller ikke stor, men i enkelte år blev der transporteret et par hundrede tons varer, især landbrugsrelateret fragt.

Overgang til nye operatører og udfordringer i driften

Da Frans Petersen døde i 1912, tilbød hans enke, Vilhelmine Petersen, at videreføre billetudstedelsen og servicen for de rejsende, men hun ønskede ikke at have noget med godstransporten at gøre. Jernbanen var derfor nødt til at finde en alternativ løsning for ekspeditionen af gods. Valget faldt på mølleejer Jacobsen, den primære afsender og modtager ved trinbrættet. Han accepterede opgaven under den forudsætning, at det eksisterende pakhus, der var i forfald, blev renoveret – hvilket han selv forestod.

Et yderligere praktisk problem opstod med belysningen. Perronen var udstyret med en lampe, men fru Petersen nægtede naturligt nok at varetage vedligeholdelsen, da hun boede for langt væk. I en vurdering fra banens inspektør Ruchmann blev det dog konkluderet, at man kunne undvære denne belysning, da andre trinbrætter som Knappen, Nørby og Asset heller ikke havde lys.

Forringede trafikmængder og gradvis afvikling

Under og efter Første Verdenskrig dalede trafikmængderne yderligere. Den begrænsede togdrift i krigsårene medførte, at antallet af rejsende faldt til under 100 årligt. Godsvolumen faldt også betragteligt og kunne i nogle år ikke engang måle sig med udgifterne til at drive trinbrættet.

I 1919 indvilligede fru Petersen i at overtage en større del af ekspeditionen, herunder at stille en vægt til rådighed, hvilket var nødvendigt for korrekt håndtering af godsmængder. Jacobsen havde ikke selv en egnet vægt, hvilket gjorde fru Petersens deltagelse værdifuld. Hendes aflønning blev nu hævet til 300 mark årligt – trods det faktum, at billetindtægterne fra persontrafikken kun udgjorde 97 mark. Godstrafikken var dog fortsat i et omfang, der retfærdiggjorde denne løsning. I 1919 blev der således indtjent 1.386 mark fra godstransport alene.

Nedlæggelse af holdepladsen

I 1921 havde både person- og godstrafikken nået et så lavt niveau, at jernbanebestyrelsen besluttede at nedlægge holdepladsen for passagerer og stykgods. Kun ekspeditionen af vognladningsgods – altså hele godsvogne – blev opretholdt. Dette førte til, at aftalen med fru Petersen officielt blev opsagt pr. 1. juni 1922. Trinbrættet mistede dermed sin funktion som stoppested for almindelige rejsende og gods i mindre mængder.