Varnæs Stationskro, en artikel om Varnæs Stationskro

Varnæs Stationskro – en driftig jernbanekro i hjertet af en sønderjysk stationsby

Varnæs Stationskro udgjorde i over et halvt århundrede en central institution i landsbyen Varnæs i Sønderjylland. Kroen var både et trafikalt knudepunkt, et socialt samlingssted og et spejl på de økonomiske op- og nedture, som prægede både lokalområdet og jernbanenettet i regionen. Beliggende midt i den store landsby Varnæs, fik kroen hurtigt en naturlig rolle som stationsbygning for den jernbanestation, der var opkaldt efter byen. Varnæs var i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en driftig by med et bemærkelsesværdigt erhvervsliv, og stationskroen blev et vigtigt bindeled mellem togtrafikken og byens indbyggere, bønder, handlende og rejsende.

Varnæs som lokal knudepunkt

Ved åbningen af jernbanen og stationskroen i 1899 var Varnæs en stor og relativt velstående landsby. I 1925 havde sognet 833 indbyggere – en nedgang i forhold til 1910, hvor tallet var 969 – mens selve byen i 1925 talte 415 indbyggere. Trods den faldende befolkning var det fortsat en by med mange funktioner og institutioner. Allerede i 1898 fandtes der seks købmandsforretninger, tre gæstgiverier, et andelsmejeri, en skole, hele tre banker samt et udbredt netværk af mindre erhverv.

Varnæs' centrale beliggenhed og gode vejforbindelser gjorde byen til et oplagt valg for en jernbanestation. Fra byen gik der veje mod kysten og videre mod Åbenrå, ligesom der fandtes forbindelser til omkringliggende landsbyer som Vestervang, Varnæsvig, Naltang, Blans, Bovrup, Traasbøl og Gammel Skovbøl. Stationskroen blev dermed ikke blot et knudepunkt for Varnæs, men også for en hel egn.

Stationens og kroens placering og funktion

Stationskroen blev anlagt centralt i byen og fungerede fra starten som både billetkontor, ventesal, gæstgiveri og krostue. Det var en udbredt praksis, at driften af mindre stationer blev lagt i hænderne på lokale kroejere, som mod betaling af en årlig afgift samt modtagelse af en agentkontrakt skulle varetage ekspeditionen for banen. Denne model gjorde det muligt for banen at etablere stationer uden at opføre egentlige stationsbygninger.

I Varnæs var persontrafikken fra begyndelsen ganske betydelig. Fra åbningen og frem til Første Verdenskrig lå antallet af årlige rejsende mellem 23.000 og 30.000 – et meget højt tal for en landsby af Varnæs' størrelse. Under krigen faldt tallet en smule til omkring 25.000, men det var fortsat højt i forhold til mange af de omkringliggende stationer. Efter krigen oplevede man et kortvarigt fald, men passagertallet steg igen til omkring 18.000 rejsende årligt frem mod banens sidste år.

Godstrafik og økonomisk betydning

Varnæs Stationskro havde også stor betydning for godstransporten i området. Før krigen blev der årligt ekspederet omkring 3.000 tons gods fra stationen. I dansk tid steg dette tal til op mod 5.000 tons i regnskabsåret 1924/1925. Godstrafikken bestod hovedsageligt af eksport af mejeriprodukter og korn fra Varnæs og omegn, mens der blev importeret kunstgødning, brændsel som kul og træ, samt almindelige købmandsvarer. Denne form for tosidet transport – landbrugsvarer ud, industrivarer og handelsgods ind – var typisk for mange sønderjyske stationer, men Varnæs adskilte sig ved volumen og regelmæssighed. Det store opland og det aktive erhvervsliv i byen sikrede en høj og stabil godsomsætning.

Skiftende ejere og økonomisk turbulens

Stationskroen i Varnæs fik dog ikke den rolige og stabile drift, som mange andre stationskroer oplevede. Den blev tværtimod ramt af en lang række ejerskifter og økonomiske vanskeligheder – især efter Første Verdenskrig. Den første bestyrer klarede sig formentlig fint, men da Hans Schmidt overtog forretningen, gik det godt i begyndelsen, og kroen blev drevet med solidt overskud. Schmidt solgte dog i 1910, og herefter begyndte en længere periode med økonomisk usikkerhed.

Køberen i 1910, Asmus Poulsen, kunne ikke honorere sine forpligtelser, og allerede i 1912 måtte han overdrage ejendommen til rentier Peter Hoy fra Bovrup. Hoy valgte dog at lade Poulsen fortsætte som vært. Men allerede året efter solgte Hoy videre til landmand Rasmus Johannsen fra Felsted. Johannsen døde i 1920, og hans enke Christine videreførte driften, inden hun i 1921 solgte til Henning Volleck.

Volleck drev kroen frem til midten af 1920'erne, hvor endnu et ejerskifte fandt sted – denne gang under mere dramatiske omstændigheder. Banefuldmægtig Sonne opdagede ved et tilfælde, at kroen var blevet solgt, uden at banen var blevet underrettet. Den nye ejer havde ikke betalt for tidligere afregninger til banen og skyldte over 1.100 kr. – en betydelig sum den gang.

Juridiske problemer og spekulationsskandale

Det viste sig, at den nye ejer havde opkøbt kroen sammen med to andre ejendomme med henblik på spekulation. Da salget ikke lykkedes og kompagnonerne sprang fra, opstod store økonomiske problemer. Banen truede med at melde sagen til kriminalpolitiet, men dette blev afværget i sidste øjeblik ved en á conto betaling på 300 kr. Restgælden blev der givet henstand med – mod kaution fra en godsejer – men også han sprang fra. Da banen endeligt indstillede driften, var situationen stadig uafklaret. Likvidationsboet formåede dog at inddrive det meste af restgælden, og stationskroen overgik senere til nye ejere.

Ved lukningen af Aabenraa Amts Jernbaners jernbanestrækningen Aabenraa-Graasten og dermed Varnæs Stationskro den 31. marts 1926, var der private kræfter i gang for at bevare jernbanestrækningen fra Graasten til Varnæs, men det lykkedes ikke at bevare Varnæs som endestation og denne rest af banen.

Nedbrænding og efterfølgende anvendelse

Kroen var fortsat i drift som restauration frem til november 1968, hvor hovedbygningen nedbrændte totalt og blev nedrevet. Der blev ikke opført en ny krobygning, men rejsestalden/gildesalen overlevede branden og findes stadig i 2022. På det tidspunkt var en del af stationsarealet allerede blevet inddraget til vejanlæg, og stationspladsen blev udvidet og omdannet til et mindre grønt anlæg. En gammel salonvogn fra Haderslev Amtsbaner, som havde stået i krohaven som et kuriosum, blev solgt til en forlystelsespark i Aalborg.