Gråsten Amtsbanegård (Gst), en artikel om Gråsten Amtsbanegård

Gråsten Amtsbanegård - Et trafikalt knudepunkt i det sydlige Sønderjylland

Gråsten Amtsbanegård havde en stor rolle i jernbanetrafikken i det sydlige Sønderjylland i begyndelsen af det 20. århundrede. Beliggende syd for Gråsten by, lige nord for den senere opførte statsbanestation, fungerede den som et centralt knudepunkt for både person- og godstransport. Amtsbanegården blev etableret som en del af kredsjernbanerne og blev i høj grad formet af den samtidige og efterfølgende udvikling af statsbanens net i området. Dens placering, funktioner og den komplekse relation til statsbanerne vidner om de udfordringer og ambitioner, der kendetegnede tidens jernbanepolitik og -drift i Sønderjylland.

Anlægsforhold og tidlige funktioner

Da Gråsten Amtsbanegård blev anlagt, var det med et relativt beskedent sporareal. I begyndelsen bestod stationen af et omløbsspor, tre stikspor i vestlig retning og et enkeltsporet lokomotivremisespor med tilhørende kulgård. Lokomotivremisen var opført i bindingsværk, en bygningstype der var almindelig for mindre remiser i perioden. Sporarealet var tilstrækkeligt til den indledende trafik, men blev senere udvidet i forbindelse med etableringen af statsbanens net i området.

Statsbanernes ankomst i 1901 førte til en betydelig ændring i stationens udformning. Sporarealet blev udvidet mod vest, og der blev anlagt et fælles perronareal, hvor statsbanetogene holdt på sydsiden og amtsbanetogene på nordsiden. Det var oprindeligt planen, at der skulle være fælles ekspedition mellem de to baner, men fordi statsbanernes åbning trak ud, blev det nødvendigt for amtsbanerne at etablere en midlertidig ekspedition. Denne blev i første omgang anlagt i Flensburg-Ekensunder Dampfschifffahrts-Gesellschafts bygning på Friedrichsstrasse, tæt på banens foreløbige perron.

Samarbejdet med statsbanerne

Den 30. november 1899 blev der på Brøndlund Slot afholdt et møde mellem repræsentanter for de preussiske statsbaner og medlemmer af amtsbanens jernbanekommission. Her blev der indgået en aftale om et samarbejde, der mundede ud i en kontrakt, underskrevet den 3. juli 1900. Aftalen fastlagde blandt andet, at amtsbanen skulle betale 16.000 Mark som engangsbeløb til statsbanerne for en andel i stationsbygningen samt 4.000 Mark for varehus og omladespor. Derudover skulle amtsbanerne betale 1.500 Mark årligt for billetekspedition og godshåndtering, men modtage en tredjedel af indtægterne fra restaurantforpagtningen på banegården.

Kontrakten var i første omgang uopsigelig indtil marts 1906, men kunne dog ophæves, hvis amtsbanen blev nedlagt. Hvis statsbanerne valgte at opsige kontrakten, skulle de refundere 10.000 Mark til amtsbanerne. Samarbejdet blev betragtet som enestående i Nordslesvig, men fungerede dog langt fra gnidningsløst. Den preussiske statsbaneledelse udviste stor modvilje mod at anerkende amtsbanernes rolle, og i 1906 blev aftalen opsagt, med henvisning til at det økonomiske tilskud var utilstrækkeligt.

Selvstændig drift og nye bygninger

Da statsbanerne opsagde aftalen, begyndte amtsbanerne at overveje selvstændig drift af stationen. Driftsdirektør Paap undersøgte mulighederne for selv at varetage ekspeditionen og fandt, at det kunne gøres for 4.000 Mark årligt – mindre end det forslag, statsbanerne havde fremlagt. Kredsjernbanekommissionen ønskede derfor ikke at forlænge samarbejdsaftalen i sin oprindelige form, men valgte at stå for billetsalg og godsekspedition selv, mens man dog fortsat ønskede adgang til statsbanernes kvægfold og omladespor – som i øvrigt lå på amtsbanernes grund.

For at sikre stationens drift måtte amtsbanerne nu etablere egne faciliteter. Murermester F. Hinzmann, som havde købt en grund ved Bahnhofsstrasse, tilbød at opføre et jernbanehotel og varetage banens forretninger. Den 18. december 1906 indgik man en aftale med ham om opførelsen af bygningerne og udførelsen af billetsalg og godsekspedition. Til gengæld modtog Hinzmann 50 Mark årligt og et frikort på 3. klasse. Restaurationslokalerne blev brugt som ventesale for henholdsvis 2. og 3. klasse, og et lille kontor blev stillet til rådighed for banens ekspedition.

En arkitektonisk særling

Gråsten Amtsbanegårds bygning kom til at skille sig ud blandt samtidens jernbanebygninger. Opført i en blanding af arkitektoniske stilarter, blev den omtalt som et "pandekageslot" – en usædvanlig bygning med kegleformet hjørnetårn, bindingsværk, halv- og helvalmede tage, frontispicer og en blanding af flade og rundbuede vinduer. På facaden mod gaden fremstod bygningen som toetagers, men mod bagsiden afsløredes en tredje etage, da terrænet skrånede markant.

Indretningen var lige så mærkværdig som det ydre. I stueetagen fandtes banens kontor, restauration og ventesale, mens 1. salen rummede en lejlighed, der også blev udlejet til rejsende. De trange og kantede rum med højt til loftet vidnede om en utraditionel bygningsmæssig tilgang, der næppe fulgte samtidens jernbanearkitektoniske standarder.

Driftsproblemer og ejerforhold

Bygningens ejendommelige karakter og beliggenhed medførte flere problemer i den daglige drift. I 1910 klagede baneledelsen over, at kontorlokalet var uopvarmet, og i 1911 over, at stationens dør var låst før sidste togafgang. Hinzmann, der havde svært ved at få økonomien til at løbe rundt, forsøgte at sælge varehuset til banen, men uden held. I stedet solgte han ejendommen til sin svigerinde, Marie Cathrine Jensen, som indgik ny kontrakt med banen, mens det i praksis var Poulsen – tidligere stationsvært i Varnæs – der drev forretningen. Banen ønskede dog ikke at samarbejde med Poulsen, hvilket førte til yderligere kontraktlige forviklinger.

Senere episoder, som den hvor Marie Cathrine Jensen nægtede at undskylde overfor den forsinkede rejsende – som viste sig at være gehejmeråd von Uslar – illustrerede de sociale spændinger og det bureaukratiske spil, der ofte fulgte med stationsdriften. Trods opsigelser og dårlig vedligeholdelse blev kontrakten fornyet, og bygningen forblev i brug frem til banens lukning.

Banens trafik og betydning

Gråsten var blandt de travleste stationer på amtsbanens sydlige strækning. I årene 1903/04 havde stationen omkring 45.000 passagerer ud af i alt 168.000 på hele sydstrækningen. Til sammenligning havde Åbenrå 70.000. Godsmængderne var noget lavere i Gråsten – 2.953 tons mod Åbenrås 9.223 tons. I 1921/1922 var antallet af rejsende faldet, men stadig med 19.000 passagerer til og fra Gråsten mod 45.000 i Åbenrå. Mellem de to stationer rejste kun omkring 3.700 personer, hvilket vidner om manglende gennemgående trafik.

Stationsbygningens senere skæbne

Efter amtsbanens nedlæggelse i 1926 fortsatte bygningen med at fungere som gæstgiveri men op til starten i 1970'erne var der stadig skænkestue i den tidligere stationsbygning. Det sidste kapitel i bygningens historie som restauration sluttede i 1975, hvorefter den blev solgt til privat beboelse. I dag fremstår bygningen som en nydelig og restaureret privatbolig.