Tanggård Trinbræt (Tg), en artikel om Tanggård Trinbræt

Tanggård Trinbræt på Thisted-Fjerritslev Jernbane

Tanggård Trinbræt hørte til de mindste og mest afsidesliggende standsningssteder på Thisted-Fjerritslev Jernbane. Det lå på Kokeng nord for Tagmark og syd for Tangrimme ved Tanggårdvej og fik navn efter gården Tanggaard, der lå omtrent 350 meter vest for trinbrættet. Senere blev denne gård opdelt i Vester Tanggaard og Øster Tanggaard. Da banen blev anlagt i 1904, var der i området 3-4 huse og gårde og dermed et meget begrænset lokalt opland. Netop dette beskedne opland kom til at præge hele trinbrættets historie. Tanggård blev aldrig et egentligt trafikknudepunkt, men forblev et lille stoppested, som i perioder næsten stod uden brug, og som alligevel blev bevarede frem til banens lukning i 1969. Tanggård var sammen med Tovsig og Kærup de eneste tre trinbrætter, der blev anlagt fra banens første driftsdag i 1904. Alligevel fik Tanggård Trinbræt et relativt gennemført lille anlæg med læskur og det karakteristiske trinbrætssignal, som blev et særligt kendetegn for Thisted-Fjerritslev Jernbane. Stedet var med andre ord beskedent, men ikke helt improviseret. Banen ønskede fra begyndelsen at markere selv små standsningssteder tydeligt og give dem et minimum af praktisk indretning.

Beliggenheden i det åbne land

Tanggård Trinbræt lå i et område, der allerede ved banens åbning var præget af spredte gårde og få huse. Landskabet omkring Kokeng, Tagmark og Tangrimme tilhørte den type åbne thybo landbrugsområder, hvor jernbanen skar et mere udtyndet kulturlandskab. Den nærmeste beboelse lå omkring 75 meter nordvest for trinbrættet. Det var et almindeligt hus, men efter banens åbning kom der her en lille butik med kolonialvarer, såsæd og andre daglige fornødenheder. Når en købmandsfunktion kunne opstå ved et så lille trinbræt, siger det noget om, hvor vigtig selv en lille transportforbindelse kunne være i et område med få alternativer. Hvor andre stationer og holdepladser kunne læne sig op ad et eksisterende lokalsamfund, stod Tanggård nærmest alene i landskabet.

Et af banens første trinbrætter

At Tanggård Trinbræt blev oprettet allerede ved Thisted-Fjerritslev Jernbanes åbning i 1904, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Banen valgte fra begyndelsen kun at etablere tre egentlige trinbrætter: Tanggård, Tovsig og Kærup. Disse tre steder blev dermed udpeget som de første og mest oplagte små standsningssteder ud over de egentlige stationer og holdepladser. Selv om privatbaner typisk måtte holde anlægsomkostningerne nede, var der fra første færd en forståelse af, at små lokale stop kunne være nødvendige for at skabe tilstrækkelig lokal opbakning og brug af banen. Tanggård må derfor have været vurderet som et sted, hvor der trods det beskedne opland fandtes et minimum af behov. Hvor man i nutiden kunne spørge, om et trinbræt ved tre-fire huse overhovedet gav mening, var situationen en anden i 1904.

Læskuret og jernbanens arkitektoniske sprog

Tanggård Trinbræt fik, ligesom Tovsig og Kærup, et af de ikoniske H-formede læskure, som blev særlige for Thisted-Fjerritslev Jernbanes tidlige trinbrætter. Disse læskure var stærkt inspireret af Heinrich Wencks stationstyper på banen, især gennem farvevalget og den enkle, men bevidste formgivning. Træværket var domineret af svensk rød og flaskegrøn, og selv om skuret var lille, havde det dermed en tydelig visuel identitet. Selve læskuret var omkring tre til fire meter langt. Grundkonstruktionen var malet i en svenskrød nuance, mens kanter og detaljer stod i flaskegrøn. Både på for- og bagsiden var skuret åbent, og på tværs gennem hele skurets bredde var der placeret en høj træbænk. Også bænken var malet i den grønne farve, som bandt læskuret sammen med banens øvrige bygningstradition.

Det karakteristiske trinbrætssignal

Foruden læskuret blev Tanggård Trinbræt forsynet med Thisted-Fjerritslev Jernbanes karakteristiske trinbrætssignal. Dette signal var et vigtigt teknisk og visuelt element på mange af banens trinbrætter. Det bestod af en cirka tre meter høj, kraftigt udført pæl med en stor vinge, der bar en rund hvid skive med rød ring yders. Når en passager ønskede at komme med toget, trak vedkommende i et kraftigt jernhåndtag, og vingen svingede op. Dermed blev skiven synlig på afstand, og skinnebussens fører kunne se, at der ønskedes stop. Denne løsning var enkel, driftssikker, billig og passede godt til små ubemandede trinbrætter, hvor togene ikke skulle standse fast. På et sted som Tanggård var signalet særligt vigtigt. Da der kunne gå mange dage mellem på- og afstigninger, var det ikke rimeligt, at alle tog standsede fast.

Et trinbræt med meget få rejsende

Tanggård Trinbræt var et af de steder på banen, hvor trafikken altid forblev meget lille. Det afspejler først og fremmest oplandets størrelse. Med kun tre-fire huse i umiddelbar nærhed og meget lidt øvrig bebyggelse var det begrænset, hvor mange der overhovedet kunne tænkes at benytte toget. Alligevel forsøgte lokale beboere i 1906 at fremsatte at flere af husstandene (3 styk) ønske om at få trinbrættet opgraderet til station med stationsbygning, ventesal og billetsalg. Dette ønske kan umiddelbart virke ambitiøst, men set med lokale øjne har tanken været forståelig. Når man boede så afsides, kunne jernbanen opleves som helt afgørende for forbindelsen til omverdenen, og dermed kunne selv et beskedent trinbræt fremstå som utilstrækkeligt. TFJ afviste ønsket. Det var næppe overraskende. Trafikken var alt for lille til at berettige en egentlig station, og selskabet har været fuldt bevidst om, at en opgradering ikke ville kunne tjenes hjem. Men det lokale ønske er vigtigt, fordi det viser, at trinbrættet trods den minimale trafik havde en reel betydning for de få beboere i oplandet.

Ønsket om opgradering og petroleumslampen

Beboerne forsøgte igen i 1911 at få Tanggård Trinbræt forbedret. Denne gang blev ønsket om en egentlig station suppleret med et mere konkret argument: det var koldt og mørkt at benytte trinbrættet i vinterhalvåret. Det lille læskur gav naturligvis et vist læ, men mørke, blæst og kulde må have været særligt mærkbare i et åbent område som dette. Thisted-Fjerritslev Jernbane svarede venligt, men afvisende. Banen tilbød, at man i vinterhalvåret ville ophænge en petroleumslampe i læskuret, på banens bekostning, hvis beboerne selv ville sørge for petroleum samt for at tænde og slukke lampen. Dette svar er meget sigende for privatbanernes måde at håndtere små lokale ønsker på. Man var ikke uvillig til at komme beboerne i møde, men kun inden for meget beskedne økonomiske rammer og ofte på en måde, hvor det lokale samfund selv måtte bære en del af byrden.

Luxol og den nye industri nord for trinbrættet

I 1962 begyndte virksomheden Luxol A/S at udvinde kalcineret flint nord for Tanggård Trinbræt. Denne udvikling er et interessant og lidt paradoksalt element i trinbrættets sene historie. Luxol blev siden kendt som verdens førende leverandør af kalcineret flint, markedsført under navnet Luxovit®, og produktet blev anvendt som tilslag i blandt andet asfalt, beton, vejmarkeringer og industrigulve. Virksomheden udsprang af et patent fra 1936. Patentet omfattede anvendelse af kalcineret flint i asfalt for at skabe lyse vejoverflader. Da produktionen kom i gang Tanggård Trinbræt  i 1962, lå den altså tæt på trinbrættet, men det kom ikke til at have en betydning for trinbrættet. Det er påfaldende, at en industriel aktivitet af international rækkevidde opstod netop i et område, hvor et af banens mest øde trinbrætter lå. Alligevel kom industrien ikke til at ændre trinbrættets situation. På dette tidspunkt stod Tanggård stort set ubenyttet hen, og Thisted-Fjerritslev Jernbanes generelle tilbagegang var så fremskreden, at en ny virksomhed ikke automatisk førte til ny passagertrafik eller ny anvendelse af stoppestedet.

Luxols videre historie

Luxol A/S blev fra 1970 til 1999 ejet af Superfos Construction, som senere solgte virksomheden til det svenske vejfirma NCC. NCC ejede fabrikken frem til 2006, hvor Luxol blev overtaget af den franske byggekoncern Gagneraud Construction. Gagneraud-gruppen, der har rødder tilbage til 1880, er en familieejet virksomhed med mange aktiviteter inden for bygge- og anlægsbranchen og med flere tusinde ansatte samt en betydelig international omsætning. Denne virksomheds historie ligger uden for Tanggård Trinbrætts egentlige jernbaneperiode, men den er relevant, fordi den viser, hvordan et område, der i jernbanetiden fremstod øde og perifert, senere kunne få industriel betydning. At denne udvikling ikke gav nyt liv til trinbrættet, viser samtidig, hvor stærkt vejtransporten havde overtaget rollen som primær transportform i 1960'erne.