Engesvang Station (Ev), en artikel om Engesvang Station

Engesvang Station - jernbanen som gjorde Engesvang til stationsby

Engesvang Station har gennem mere end et århundrede været et vigtigt referencepunkt i byens historie. Stationen lå på jernbanen mellem Silkeborg og Herning og blev et centralt led i udviklingen af Engesvang som stationsby. Da jernbanen kom til egnen i 1877 og stationen i 1879, ændrede den både transportmønstre, bosætning og erhvervsliv. Hvor området tidligere var præget af hede, gennemgående vejforbindelser og spredt bebyggelse, blev det med stationens placering bundet tættere sammen med Silkeborg, Herning og det øvrige midtjyske område.

Engesvang ligger omkring 15 kilometer vest for Silkeborg i det landskab, hvor den flade Karup Hedeslette møder mere varierede terrænformer. Byen voksede frem, hvor jernbanen skar den vigtige landevej gennem Jylland, i dag kendt som primærrute 13. Stationens placering blev derfor ikke tilfældig. Den lå i et område, hvor både vej- og jernbanetrafik kunne samle sig, og hvor den nye infrastruktur hurtigt skabte et naturligt bymæssigt tyngdepunkt.

Byens udvikling hænger tæt sammen med stationen. Engesvang voksede gradvist sammen med kirkebyen mod nordvest, hvor Engesvang Kirke fra 1897 blev opført på et sted, der også i middelalderen havde rummet en kirke. Stationen blev dermed ikke blot et trafiksted, men en del af en større lokalhistorisk sammenhæng, hvor gamle og nye færdselsårer mødtes. Gennem tiden blev Engesvang kendt for erhverv inden for blandt andet træindustri, og stationsområdet var med til at understøtte både persontrafik og godstransport.

Den første station fra 1879

Engesvangs første station blev åbnet den 13. september 1879 og signalhuset ved vogterhus nr. 25. Banen skabte et helt nyt transportmæssigt grundlag for en egn, der indtil da havde været mere afhængig af landeveje, lokale forbindelser og ældre færdselslinjer som Hærvejen.

Den oprindelige stationsbygning blev senere nedrevet. Dens afløser blev den nuværende stationsbygning, der blev taget i brug den 1. maj 1914. Bygningen blev tegnet af DSB's markante arkitekt Heinrich Wenck, som satte et tydeligt præg på mange danske stationer i perioden. Med den nye stationsbygning fik Engesvang et mere tidssvarende anlæg, der både afspejlede stationens betydning og DSB's ønske om funktionelle og repræsentative bygninger langs statsbanenettet.

Den nye bygning kom til at danne rammen om stationsdriften i flere årtier. Den rummede ikke blot ekspeditionslokaler, ventesal og kontorer, men også bolig for stationsforstanderen og hans familie. Dette var almindeligt på mange danske stationer, hvor jernbanedriften og privatlivet var tæt forbundet.

Engesvang som stationsby og landskabets betydning

Engesvangs vækst som stationsby kan ikke forstås uden at se på landskabet og de ældre trafikforbindelser. Byen ligger på kanten af det midtjyske morænelandskab, hvor isen ved sidste istid skabte store, flade smeltevandssletter. Vandet herfra søger både mod Karup Å-systemet og mod Gudenåen gennem Funder Ådal. Denne geografiske placering har været med til at forme både bebyggelse, jordbrug og trafikale forbindelser.

Frem til omkring 1875 lå Bølling Sø syd for Engesvang. Søen var en af Danmarks højest beliggende og blev udtørret i et forsøg på at skabe ny landbrugsjord. Projektet blev aldrig nogen egentlig succes, men det tidligere søområde og de omkringliggende moser fik i stedet stor betydning for tørvegravning, især fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1960'erne. Jernbanen gav mulighed for at transportere både mennesker og varer til og fra et område, der ellers kunne være vanskeligt tilgængeligt.

Historisk lå Engesvang også ved en vigtig færdselslinje. Hærvejen gik oprindelig øst om Bølling Sø gennem Stenholt Skov, men senere flyttede trafikken sig gennem det område, der i dag udgør Engesvang by. Jernbanen kom derfor til et sted, som allerede i århundreder havde haft betydning som transitområde, om end i skiftende former.

Sidespor, læssespor og godstransport

Engesvang Station fik tidligt betydning for godstransport. Allerede den 27. september 1879 blev der taget et firmaspor i brug for indskudsselskabet I/S Engesvang Sidespor. Kort efter fulgte yderligere udvidelser. Den 16. maj 1882 blev et nyt privat sidespor til tørvetransporter godkendt, og den 21. juli samme år blev der givet tilladelse til forsendelse af mursten.

Engesvang lå i et område, hvor naturressourcer og lokal produktion kunne skabe et betydeligt godsgrundlag. Tørv var en vigtig energikilde i store dele af Jylland, og mursten var et nødvendigt byggemateriale i en tid med voksende byer og stigende byggeaktivitet.

Sidesporets status ændrede sig efter nogle år. DSB overtog det fra den private ejer den 1. februar 1887, men allerede fra den 15. februar 1886 var sporet i ekspeditionsmæssig henseende blevet et offentligt læssespor.

Stationens rolle i godstrafikken må også ses i sammenhæng med egnens senere erhvervsudvikling. Træindustri, tørveproduktion og lokal handel havde alle interesse i en station, hvor varer kunne afsendes og modtages under forholdsvis enkle logistiske forhold.

Stationsbygningen som bolig og arbejdsplads

Et karakteristisk træk ved mange danske stationer var, at stationsforstanderen og hans familie boede i selve stationsbygningen. Det gjaldt også for Engesvang Station. Folketællingerne fra 1916, 1921, 1925, 1930 og 1940 giver et sjældent præcist indblik i de mennesker, som havde deres dagligdag i stationens boligdel.

Stationsbygningen var derfor ikke kun en offentlig bygning, men også et hjem. I praksis betød det, at der var kort afstand mellem tjeneste og privatliv. Stationsforstanderen skulle være tilgængelig, og familien levede tæt på perron, spor og ekspedition. Samtidig kunne andre ansatte ved stationen eller jernbanen også være indkvarteret i bygningen. Det skabte en særlig form for husstand, hvor jernbanens drift satte rytmen i hverdagen.

Frederik Valdemar Olsen og familien på stationen

I årene omkring Første Verdenskrig var Frederik Valdemar Olsen stationsforstander ved Engesvang Station. Han var født den 20. december 1868 i Holmens Sogn i København som søn af møllersvend Niels Frederik Olsen og hustru Kirsten Mortensen. Inden han kom til Engesvang, var han ved folketællingen i 1911 assistent på Klampenborg Station. Familien flyttede til Engesvang i 1914, da han blev stationsforstander på den nybyggede station.      Ved folketællingen i 1921 var Frederik Valdemar Olsen stadig stationsforstander. Nu boede der desuden en jernbaneelev, G. Monsar, og en portør, Karl Kristensen, i huset. Samtidig arbejdede Ane Kirstine Christensen som tjenestepige. Stationen fremtræder her som et lille arbejdsfællesskab, hvor flere funktioner i jernbanedriften var samlet under samme tag. Efter tiden i Engesvang flyttede familien tilbage til København. I 1925 boede de i Sankt Hansgade, og i 1930 i Classensgade. Frederik Valdemar Olsen døde i 1935.

Christen Claudius Christensen som stationsforstander

Ved folketællingen i 1925 var Christen Claudius Christensen stationsforstander i Engesvang. Han var født den 21. februar 1871 i Ringkøbing Sogn som søn af mureren Berthel Christensen og hustru Maren Margrethe Danielsen. Han blev i 1897 gift med Karen Elisabeth Zimmermann i Sankt Lukas Kirke på Frederiksberg. Før han kom til Engesvang, havde han en længere jernbanekarriere bag sig. I 1921 boede familien i Aabenraa, hvor han var trafikkontrollør. Opholdet i Engesvang indgår derfor som et led i en mere omfattende karriere inden for DSB. I 1925 boede han i stationsbygningen sammen med hustruen Karen og datteren Henny. Christen Christensen fortsatte senere livet i Laven Stationsby og døde i Silkeborg i 1952.

Hans Nielsen og stationen omkring 1930

Ved folketællingen i 1930 var Hans Nielsen stationsforstander i Engesvang. Han var født den 24. marts 1878 i Helsinge Sogn i Frederiksborg Amt. Hans baggrund i jernbanen går mindst tilbage til 1901, hvor han arbejdede som trafikassistent i Bramming.

Niels Christian Ernstrøm som stationsmester

Ved folketællingen i 1940 var Niels Christian Ernstrøm stationsmester i Engesvang. Han var født den 17. februar 1885 i Gjesing Sogn i Randers Amt, oprindelig med efternavnet Andersen, men fik i 1917 navneattest på navnet Ernstrøm. Niels Christian Ernstrøm havde arbejdet sig op gennem jernbanesystemet. Ved børnenes fødsler omtales han først som portør og senere som overportør, inden han blev stationsmester. Hans karriere er typisk for den sociale mobilitet, jernbanen kunne tilbyde ansatte med erfaring og anciennitet. Han døde i 1966.

Stationens senere udvikling og nedgradering

Engesvang Station fortsatte med at fungere som et vigtigt trafikpunkt længe efter Anden Verdenskrig. Stationen betjente både lokale passagerer og godstransport og var et centralt led på strækningen mellem Silkeborg og Herning. Men som på mange andre stationer ændrede jernbanedriften sig gradvist i efterkrigstiden. Rationaliseringer, ændrede trafikmønstre og stigende bilisme førte til, at stationernes funktioner blev reduceret. Den 29. september 1968 blev Engesvang Station nedsat til trinbræt med sidespor. Dermed mistede stationen sin fulde status som bemandet station, selv om den fortsat havde en vis funktion i godstrafikken. Fra den 1. maj 1977 var Engesvang kun trinbræt. Denne udvikling er typisk for mange mellemstore stationer, der i løbet af 1900-tallet blev nedgraderet i takt med, at DSB centraliserede ekspedition og drift.

Stationsbygningen efter jernbanedriften

Bygningen forblev længe i DSB's eje, men den 5. maj 1994 blev den solgt til Sognekommunernes Boligselskab. Senere, den 5. januar 2012, overgik ejerskabet til Bomidtvest.