Baggrunden for Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane
Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane (SKRJ), populært kendt som Kjellerupbanen, var en dansk privatbane, der forbandt byerne Silkeborg, Kjellerup og Rødkærsbro. Banen spillede en vigtig rolle i Midtjyllands transporthistorie og var et resultat af flere års planlægning og politisk beslutningstagen.
Tidlige Planer og Anlæggelse
En jernbane fra Rødkærsbro over Kjellerup til Silkeborg var inkluderet i den store jernbanelov fra 1894, men projektet blev ikke realiseret på det tidspunkt. Banen blev overført til den næste store jernbanelov fra 1908, men kun som en strækning mellem Rødkærsbro og Kjellerup. Eneretsbevillingen blev meddelt den 6. juni 1910, og Rødkærsbro-Kjellerup Banen (RKB) åbnede den 23. juli 1912. I Silkeborg var der utilfredshed med, at Kjellerup på den måde blev orienteret mere mod Viborg. Derfor arbejdede man på at få forlænget banen til Silkeborg. I den tredje store jernbanelov fra 1918 blev forlængelsen til Silkeborg inkluderet. Eneretsbevillingen blev meddelt den 13. marts 1919, og strækningen blev indviet den 1. august 1924. Banen skiftede herefter navn til Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane.
Linjeføring og Lokale Interesser
Loven specificerede, at forlængelsen skulle gå over Hindbjerg, Hinge og Lysbro. I Kjellerup havde man ønsket en linjeføring over Vinderslev og Kragelund til Funder, som i 1920 havde fået forbindelse med Langå-Bramming-banen til Esbjerg. Silkeborgs projekt sejrede imidlertid, og banen fik et ret snoet forløb, fordi der på den direkte vej mellem Kjellerup og Silkeborg ikke lå byer af betydning. Først i 1949, da SKRJ overtog rutebildriften Viborg-Kjellerup-Silkeborg, fik Kjellerup en nogenlunde direkte forbindelse med Silkeborg. Dette afspejler de lokale interesser og konkurrence mellem byerne om at tiltrække trafik og økonomisk aktivitet. Banen var bygget som enkeltsporet normalsporbane med solide skinner på mellem 22,45 og 24,39 kg/m, hvilket tillod en maksimal hastighed på 70 km/t. Dette var i overensstemmelse med standarderne for privatbaner i Danmark på det tidspunkt.
Stationer og Standsningssteder
Stationerne på banen havde enten separate eller kombinerede omløbs- og læssespor. Trinbrætterne mellem Rødkærsbro og Kjellerup havde murede venteskure, mens de mellem Silkeborg og Kjellerup havde venteskure af træ. De sidste havde til gengæld sidespor indtil 1959, hvilket indikerer en vis grad af godstrafik og lokal betydning.
Driften og Organisationen
Banens værksted og remise lå fra starten i Kjellerup. Hovedkontoret var også placeret her, idet driftsbestyreren samtidig fungerede som kasserer, regnskabsfører og stationsforstander i Kjellerup. Den 1. april 1930 blev værksted og hovedkontor flyttet til Silkeborg. Efter forlængelsen i 1924 var driftsbestyreren ikke længere stationsforstander, men Kjellerup blev ledet af en overassistent indtil 1931, hvor den igen fik en stationsforstander. Alle øvrige stationer var såkaldte "konestationer", altså betjent af kvindelige ekspeditricer. Dette var almindeligt på mindre stationer og afspejlede tidens sociale forhold.
Samarbejde med DSB
DSB varetog stationstjenesten både i Rødkærsbro og Silkeborg. I Silkeborg var der dog ikke plads til SKRJ på selve stationen, så den havde perron ude på Drewsensvej. Dette betød, at passagererne skulle gå en smule længere for at skifte mellem DSB og SKRJ, men det sikrede dog en vis grad af integration mellem de to selskaber.
Godstransport og Materiel
I 1926 lejede Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane tre åbne godsvogne til transport af kul fra Polen. Disse vogne blev indregistreret hos DSB som litra ZØ 501001-501003. Dette viser, at banen havde godstransport der involveret i internationale handelsaktiviteter.
Konkurrence fra Bilismen og Nedlæggelse
Som mange andre af landets privatbaner mærkede SKRJ også bilismens fremmarch i 1960'erne. Øget privatbilisme og bedre vejnet gjorde det svært for banen at konkurrere. Til sidst ønskede amtet og kommunerne ikke at blive ved med at dække underskuddet. Den 31. marts 1968 kørte det sidste tog fra Rødkærsbro til Silkeborg, hvorefter banen blev nedlagt.
Forsøg på Bevarelse og Likvidation
Inden nedlæggelsen blev der gjort et forgæves forsøg på at bevare strækningen Rødkærsbro-Kjellerup som godsbane. Fra 1963 havde SKRJ fælles ledelse med Randers-Hadsund Jernbane, først i Randers og fra 1966 i Silkeborg. Herfra blev forretningerne også varetaget i likvidationsperioden, der strakte sig helt til 1977.
Eftermæle og Bevarede Strækninger
Af banens 35 km er banetracéet bevaret og tilgængeligt på 15,5 km. Heraf er 10,5 km en del af Kjellerupstien mellem Lysbro og Lemming Station. Disse strækninger bruges i dag til rekreative formål som vandre- og cykelstier og er med til at bevare mindet om banen.
Bevarede Stationsbygninger
Alle banens stationsbygninger er bevaret. De står som historiske monumenter over en tid, hvor jernbanen var afgørende for transport og kommunikation i Midtjylland.
Banens Betydning for Lokalsamfundet
Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane var ikke blot en transportvej, men også en vigtig faktor for udviklingen af lokalsamfundene langs banen. Den muliggjorde hurtigere og mere effektiv transport af både mennesker og gods, hvilket bidrog til økonomisk vækst og social sammenhængskraft.
Sammenligning med Andre Privatbaner
SKRJ er et eksempel på de mange privatbaner, der blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede. Ligesom mange andre blev den udfordret af den stigende bilisme og måtte til sidst give op. Men dens historie giver indsigt i en periode med stor infrastrukturel udvikling og lokal initiativkraft. Nedlæggelsen af Silkeborg-Kjellerup-Rødkærsbro Jernbane markerede enden på en æra for de mindre privatbaner i Danmark. Selvom.
