Herning-Viborg - operatør: DSB, en artikel om Herning-Viborg

Herning-Viborg Jernbane: En Historisk Gennemgang

Herning-Viborg Jernbane, også kendt som "Konebanen," var en jernbanestrækning, der spillede en væsentlig rolle i udviklingen af det midtjyske område. Strækningen mellem Herning og Viborg blev etableret som en statsbane og var i drift fra 1906 til 1971 for passagertrafik og til 1972 for godstransport. Selvom banen blev nedlagt, er dens historiske og økonomiske betydning for området stadig tydelig i dag.

Banens Oprindelse og Anlæg

I april 1900 blev det vedtaget ved lov at anlægge en jernbane mellem Viborg og Herning. Ideen om en bane, der kunne forbinde Himmerland med Esbjerg gennem Herning og Skjern, blev anset som en vigtig udvikling for det fattige, tyndt befolkede område i Midtjylland. Det var dog klart fra starten, at banen skulle anlægges som en statsbane, da det ville være umuligt at rejse tilstrækkelig kapital til en privatbane i dette område.

Trods den politiske beslutning var der en vis skepsis hos DSB over for projektet. Man frygtede, at transittrafikken ville tage passagerer fra DSB's eksisterende strækninger, og der var også tvivl om banens rentabilitet. Banen blev derfor anlagt som en uindhegnet bane uden telegraf, hvilket var usædvanligt for en statsbane.

Banens Åbning og Den Tidlige Drift

Den 25. juni 1906 blev Herning-Viborg Jernbane indviet af statsminister J.C. Christensen, og dagen efter begyndte den officielle drift med tre daglige togafgange i hver retning. Inden togforbindelsen var rejsen mellem Herning og Viborg en besværlig affære, der kunne tage op til 14 timer. Med jernbanen blev rejsetiden markant reduceret, og det åbnede op for nye muligheder for beboerne i området.

I de første år blev banen kendt som "Konebanen", da de mindre holdepladser blev bestyret af kvinder, kaldet ekspeditricer. Det var første gang, DSB havde kvinder ansat til sådanne opgaver, og det var et forsøg på at skabe et billigere driftssystem. Kvinderne stod for billetsalg, godsbehandling, og sikkerhedsopgaver som at stille signaler for togene og afmelde tog til nabostationer. Dette var et nyt koncept for DSB, men det havde tidligere været i brug på flere privatbaner i Danmark.

Strækningens Geografi og Teknisk Anlæg

Størstedelen af strækningen mellem Herning og Skelhøje gik gennem fladt terræn, hvilket gjorde anlægsarbejdet relativt problemfrit. Men fra Skelhøje og videre mod Viborg skulle banen passere en højdeforskel på 45 meter, hvilket krævede en mere udfordrende linjeføring med dæmninger og gennemskæringer for at udligne højdeforskellene.

Selvom banen blev anlagt uden hegn og telegraf, kom der snart pres på for at opgradere faciliteterne, især på grund af en stigende mængde gods, der skulle transporteres. Særligt mergeltransporterne spillede en central rolle i banens tidlige drift. Mergel, der blev udvundet ved Kølsen på Viborg-Aalestrup-banen, blev transporteret til de store midtjyske hedeområder, der skulle opdyrkes. Denne trafik kulminerede i 1920'erne og blev en afgørende faktor for banens økonomiske levedygtighed.

Økonomisk og Samfundsmæssig Betydning

Banen blev også anlagt med det formål at opdyrke og befolke den midtjyske hede. Flere stationer blev anlagt på bar mark for at tiltrække nye beboere og skabe samfund omkring stationerne. Ilskov, Frederiks, og Skelhøje er eksempler på byer, der blev grundlagt i 1906 i forbindelse med jernbanens åbning. Denne udvikling var en del af en bredere indsats for at fremme landbrugsproduktionen og befolke de øde hedeområder.

Godstransporten fik også hurtigt stor betydning for banen. Ud over mergeltransporter var der transport af landbrugsprodukter som kvæg og svin fra de nye landbrug, der blev etableret i området. I 1913 blev banen brugt til en af sine mest kuriøse transporter, da 400 rensdyr blev transporteret fra Lapland til Frederiks Station, hvor de skulle videre til renparken ved Kongenshus Mindepark.

Under 1. verdenskrig blev banen også brugt til transport af lyng og tørv til Tyskland samt til andre dele af Danmark. Karup Station spillede en central rolle i denne trafik, og nogle dage afgik der op til 150 togvogne med tørv.

Militær Trafik og Flyvestation Karup

Under 2. verdenskrig fik banen en anden vigtig funktion, da den blev brugt til at støtte den tyske besættelsesmagt. Tyskerne byggede et 10 kilometer langt sidespor fra Kølvrågaard mod vest, hvor de etablerede Fliegerhorst Grove, en stor militær flyveplads, som senere blev til Flyvestation Karup. Efter krigen blev sidesporet brugt til transport af flybrændstof og andre forsyninger til den danske flyvestation.

Kølvrå Station, som tidligere var kendt som Grove Trinbræt, blev hurtigt en af de mest travle stationer på strækningen. Den blev ombygget og udvidet i 1956 for at kunne håndtere de mange passagerer, primært værnepligtige og ansatte på flyvestationen.

Banens Afvikling

I løbet af 1960'erne blev privatbilisme mere udbredt, og antallet af passagerer på banen begyndte at falde. Samtidig blev godstransporten også påvirket af udviklingen i vejnettet, og det blev sværere for jernbanen at konkurrere med lastbilerne. Som følge af dette blev driften gradvist indskrænket, og i 1971 blev passagertrafikken officielt nedlagt. Godstransporten fortsatte kortvarigt mellem Karup og Viborg, men også denne del af banen blev lukket i 1972.

Selvom banen blev lukket, blev selve sporet ikke fjernet med det samme. Det var først i 1977, at banen officielt blev nedlagt, og skinnerne blev fjernet året efter. Men selv efter banens nedlæggelse har dens indflydelse ikke været glemt. I 1995 blev Alhedestien indviet, en cykel- og gangsti, der følger det oprindelige banetracé mellem Herning og Viborg.

"Konebanen" – Et Særligt Kapitel i Banens Historie

Et af de mest karakteristiske elementer ved Herning-Viborg Jernbane var dens øgenavn, Konebanen. Dette navn opstod, fordi DSB besluttede at lade kvindelige ekspeditricer stå for driften på flere af de mindre stationer. Dette var et nyt koncept for DSB, som normalt kun havde haft kvinder ansat som kontorister eller telegrafister. Kvinderne, ofte gifte med de lokale baneformænd, udførte mange af de opgaver, der normalt blev udført af mænd, såsom billetsalg, godsbehandling, og sikkerhedstjenester.

Trods succesen med konebanen var det klart, at konceptet havde sine begrænsninger. Da godstransporten begyndte at stige, og sikkerhedsopgaverne blev mere komplekse, blev det nødvendigt at erstatte ekspeditricerne med mænd, og i perioden mellem 1909 og 1920 blev mange af kvinderne udskiftet med stationsmesterprøvede overportører.

Bevarelse og Arven Efter Herning-Viborg Banen

Efter banens nedlæggelse blev en stor del af strækningen bevaret som en rekreativ sti. Alhedestien, som blev indviet i 1995, følger 45 kilometer af det oprindelige banetracé mellem Herning og Viborg. Stien er en populær cykel- og gangrute og vidner om banens historiske betydning for området.

Langs stien er mange af de gamle kilometersten blevet retableret, og de bruges til at angive afstandene på stien. Selvom toget ikke længere kører på strækningen, er sporene efter Herning-Viborg Jernbane stadig synlige i landskabet og i de mange samfund, der blev grundlagt i forbindelse med banens oprettelse.

Hernings første station stammede fra 1877, da den private Jernbane fra Silkeborg til Herning blev anlagt. 2 år senere blev banen konverteret til statsbane i 1879, for at forberede at banen i 1881 skutte forlængedes til Skjern.

Det var overarkitekt N.P.C. Holsøe der tegnede bygningerne, hvor selve stationsbygningen var med to lave sidefløje samlet om et højere indgangs- og midterparti. En plan der også ses på Skanderborg-Herning strækningens andre stationer. I den ene fløj blev der indrettet posthus, der var blevet flyttet hertil fra postmesterens gård på hjørnet af Torvet og Østergade.

I lighed med flere andre af Hernings huse, var stationens tag tækket med træspåner, som var et brandfarligt materiale – især når Hernings ikke havde egen brandsprøjte.

Med forlængedes til Skjern blev pladsforholdene for Hernings Stations alt for trange. For at skaffe mere plads flyttede Post- og Telegrafvæsenet til egen bygning vest for banegården i 1892. Pladsproblematikken blev helt galt, da der kom to nye baner henholdsvis til Holstebro i 1904 og til Viborg i 1906.

I 1906 blev den første station nedrevet og en ny større byggede man ovenpå fundamentet efter tegninger af arkitekt Heinrich Wenck. Bygningen i Herning var inspireret af den engelske stil med små kviste samt to store centrale kviste der rejste sig over taget. Murenes hvidkalkede blændinger, skifertag og de høje slanke skorstene er også engelske elementer.

Banegårdens indgangsparti bestod af en lang forhal med en række granitsøjler, herfra var der adgang til perron og billetsalg samt restauranter.

Godstransporten fik sin egen bygning i tilknytning til banegården mod øst. I samme retning placeredes remiseområdet.

Hernings anden banegård fra 1906 blev bygget så rigeligt stor, at endnu en landstrækning kunne optages da Givebanens blev forlænget i 1914. Alligevel fik Hernings anden banegård pladsmangel med tiden, men det var ikke persontrafikkens skyld - den ophørte på strækningen Herning-Viborg i 1971, men den stærke og stigende godstrafik. Arkitekt H.Wenck

Hernings anden banegård fungerede i mere end 70 år indtil den trafikale udvikling krævede en omfartsvej for at aflaste bymidten for vejtrafikken. DSB, Postvæsenet og Herning Kommune ønskede at samle hele den offentlige trafik på et sted, hvilket blev til Herning Banegårdscenter.

En ny pakkepostbygning på Godsbanevej blev taget i brug i 1975 som byggeriets første etape og efter mere end to års byggeri var den modernistiske bygning efter tegninger af Ole Ejnar Bonding og Jens Nielsen klar til indvielse 28. april 1979. Banegårdcentret blev en samlet løsning, som rummede både station, posthus, rutebilstation og rejsebureau.

Banegårdscentret blev placeret foran og ved siden af den tidligere banegård, hvorefter Jernbanegade blev sløjfet og den 30. november 1979, blev Dronningens Boulevard taget i brug.

Hernings tredje banegård blev taget i brug i 1979 og året forinden i 1978 blev Hernings anden banegård nedrevet.

I 2017 afsluttedes en større ombygning af stationsbygningen og Banegårdspladsen. Den hidtidige gangbro fra stationsbygningen skråt over pladsen til bybusterminalen ved Smedegade blev revet ned. I stedet opførtes en tilbygning vinkelret på stationsbygningen, hvor der fremover er kiosk og ventesale. Til gengæld blev de hidtidige faciliteter i den eksisterende stationsbygning fjernet bortset fra en gennemgang fra tilbygningen til gangbroen over sporene og der blev anlagt en ny busterminal på Banegårdspladsen.

Nybo Billetsalgssted blev nedsat til trinbræt fra den 1. marts 1962 og helt nedlagt den 26. maj 1963.

Sunds Holdeplads var med ekspeditrice til 1920, men blev ophøjet til station fra 1922 og nedsat til trinbræt fra 7. september 1959.

Ilskov holdeplads var med ekspeditrice frem til 1915, men blev "rigtig" station fra 1922, og nedsat til trinbræt fra 1. december 1970.

Gedhus startede som sidespor til mergelkørsel fra den 30. juli 1921, men blev oprettet som trinbræt den 20. januar 1926.

Grove sidespor havde personførende særtog for Værnemagten fra den 3. maj 1941.

Grove Trinbræt blev oprettet den 16. juni 1941 over for flyvestationens forgænger, tyskernes Fliegerhorst Grove.

Grove Trinbræt ændrede navn til Kølvrå Station den 23. maj 1954, hvor ekspeditionen blev foretaget fra vogterhuset på den østlige side af sporet og der var en lille ventebygning på den vestlige side af sporet. Kølvrå fik en "rigtig" stationsbygning den 20. januar 1956 lidt nord for vogterhuset. Det var bidende koldt med sne og frost den 20. januar 1956, da Kølvrå Station blev indviet under overværelse af de fleste af byens borgere. Kort tid efter blev ledvogterhuset nedrevet. Kølvrå Station fik aldrig anlagt side- eller krydsningsspor og der var derfor kun hovedsporet ud for Kølvrå Station.

Kølvrå Station blev hurtigt den mest benyttede station på banen med flere passagerer end alle de andre tilsammen pga. de mange værnepligtige og ansatte på flyvestationen. Til denne målgruppe blev der indført iltog, der kun standsede i Karup, Kølvrå og Gedhus. Fra 1964 havde fredagsiltoget en gennemgående vogn, der blev kørt videre med et andet iltog til Vejle, hvor der var forbindelse med et eksprestog til København.

Kølvrå Station havde en kiosk, som ellers kun var noget købstadsstationerne havde. Kølvrå Station havde desuden noget helt specielt, da var ventesalen i 1965-1966 var terminal for den nyoprettede lufthavn, så man ved billetkontoret både kunne købe tog- og flybilletter.

Efter ophør som station lejede Post- og Telegrafvæsenet Kølvrå Station til værksted, samtidig med var der postkontor. For at bevare postkontoret købte Karup Kommune i sin tid bygningen.

Karup Holdeplads blev opgraderet til station i 1922.

Frederiks Holdeplads var med ekspeditrice frem til 1909, men blev opgraderet til station i 1922.

Skelhøje startede som Holdeplads på Herning-Viborg banen i 1906. Skelhøje Holdeplads var DSB's første "konebane", idet stationerne oprindeligt var bestyret af ekspeditricer (kvinder). Ekspeditricer kæmpede en brav kamp for at klare den voksende trafik, men måtte i 1909 erstattes af mandlige stationsmestre. Skelhøje Holdeplads blev opgraderet til station i 1922.

Det var dog ikke af den grund, banen ofte kaldtes "hugormebanen", men fordi den gik gennem store hedestrækninger

Persontrafik på Karup-Viborg blev indstillet i 1971, og strækningen Karup-Viborg nedlagdes året efter.

Skelhøje Station blev nedrevet i 1982.

Stanghede Trinbræt var placeret ved et mergelspor.

Bækkelund Holdeplads åbnede sammen med Herning-Viborg banen den 25. juni 1906 og havde banens største og flotteste stationsbygning. Årsagen var formentligt, at ejeren af Hald Hovedgård, Aage Christopher Krabbe, ønskede en så imponerende bygning som overhovedet muligt til gæsterne på Bækkelund Kro og Pavillon, som han også ejede.

Med Bækkelund Holdeplads blev det også lettere at komme til kroen og pavillonen, som lå ca. 800 m syd for jernbanen. Krabbe var tillige aktionær og medstifter af jernbanen.

Bækkelund Holdeplads var betjent af en ekspeditrice frem til 1918 og fik status af station i 1922. Den 1. oktober 1949 blev Bækkelund Station nedrykket til trinbræt og den 26. maj 1963 blev Bækkelund Trinbræt nedlagt. Perronen til Bækkelund blev bevaret i nogle år, hvor den blev brugt til enkelte udflugtstog. Sidesporet på Bækkelund blev fjernet i 1965.

Bækkelunds Stationsbygning er bevaret, hvor bygningen efter nedrykningen til trinbræt stod ubenyttet frem til 1956, hvor Bækkelund Papirværk overtog bygningen og opførte nogle tilbygninger, bl.a. en lagerhal. I 2014 blev Bækkelund Papirværk solgt til den tyske papirfabrik Mank, som flyttede produktionen til Tyskland, men beholdt bygningen som afdeling for Danmark med lager og salg.

Kuranstalten Trinbræt fik læskur den 18. december 1932 og skiftede navn til Hald Ege Trinbræt den 22. maj 1966.

Viborg fik station da man forlængede banen fra Langå til Viborg den 21. juli 1863, og derved sikrede Viborg forbindelse med havnebyerne Aarhus og Randers. Viborg Station havde en meget særpræget arkitektur, som dog ses i stationsbygningen i Bogense 19 år senere.

Da banen åbnede i 1863, var stationsbygning i Viborg endnu ikke færdig, og der måtte indrettes et midlertidigt ekspeditionssted. Først i december stod Viborgs nye stationsbygningen klar.

Den første station lå ved Søndersø ved det psykiatriske sygehus og blev indviet den 20. juli 1863. Den første stationen var af rebroussementsstation, hvilket vil sige at togene skulle derfor ud samme vej, som de kom ind.

Viborgs første station fungerede i 33 år, indtil den 1. december 1896, hvor den blev afløst af den nuværende stationsbygning. Den nye station var af typen gennemkørselsstation, hvilket var en klar fordel efter at Viborg Station ikke var endestation mere.

Viborg station blev udvidet med følgende baner medens den første station var aktiv:
• Langå-Viborg (1963), forlænget til Skive (1864) og til Struer (1865).
• Viborg-Ålestrup indviet den 14. september 1893 (nedlagt 1966).