Langelandsbanen: Fra Rudkøbing til Bagenkop
Langelandsbanen (LB), der strakte sig fra Rudkøbing til Bagenkop med en sidebane til Spodsbjerg, blev en af de vigtigste privatbaner på Langeland. Anlagt i en periode med stor vækst i jernbanenettet, åbnede banen officielt den 5. oktober 1911 og forblev aktiv indtil 1962. Banens primære formål var at skabe forbindelse på tværs af Langeland, men den spillede også en væsentlig rolle i at forbinde Fyn og Lolland, især via færgeruten fra Spodsbjerg til Nakskov. Med sine særlige lokomotiver og unikke stationsbygninger blev Langelandsbanen et ikon for langelandsk kultur og udvikling.
Baggrunden for Langelandsbanen
Ønsket om en jernbane på Langeland går tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. I 1908 blev banen optaget som punkt 19 i den store jernbanelov, og året efter fik de lokale initiativtagere eneretsbevilling til at anlægge og drive jernbanen. Byggeriet startede i 1909 under ledelse af firmaet Fibiger & Villefrance fra København. Byggeriet, som stod over for forskellige udfordringer, blev udført af flere firmaer, der arbejdede på både hovedstrækningen og sidebanen.
Den Skrinlagte Rudkøbing-Lohals Bane
Langelandsbanens succes førte hurtigt til planer om en nordgående bane fra Rudkøbing til færgehavnen i Lohals. Ruten skulle have forbundet flere landsbyer på Nordlangeland, men selvom banen blev optaget som punkt 3 i jernbaneloven af 1918 og koncessionen blev udstedt i 1921, blev projektet opgivet. Finansielle udfordringer og konkurrence fra den eksisterende færgerute Korsør-Lohals-Rudkøbing satte en stopper for projektet, som officielt blev skrinlagt i 1933.
Færgeruten Svendborg-Rudkøbing
Den 22. maj 1926 åbnede Sydfyenske Dampskibsselskab en jernbanefærgerute mellem Svendborg og Rudkøbing. Med færgen Langeland blev det muligt at overføre godsvogne, hvilket især var fordelagtigt for transport af sukkerroer til sukkerfabrikkerne på Fyn. Færgeruten blev en vigtig forbindelse mellem Fyn og Langeland, og færgen blev i 1958 afløst af motorfærgen Lolland. Da Langelandsbroen åbnede i 1962, blev både Langelandsbanen og færgeruten til Svendborg imidlertid nedlagt.
Strækningsdata og Infrastruktur
Langelandsbanen bestod af hovedstrækningen fra Rudkøbing til Bagenkop (28,4 km) og sidebanen fra Skrøbelev til Spodsbjerg (4,6 km), hvilket gav en samlet længde på 33 km. Banen var enkeltsporet med en sporvidde på 1.435 mm og en maksimalt tilladt hastighed på 70 km/t. Banen blev opført med grusballast og brugte 22,45 kg/m skinner, som var standard for danske privatbaner.
Rullende Materiel
Til åbningen i 1911 anskaffede Langelandsbanen tre damplokomotiver fra Henschel og en dampmotorvogn fra Arlöv. Dampmotorvognen, en af de første af sin slags i Danmark, blev hurtigt erstattet af et damplokomotiv på grund af driftsproblemer. I 1926 anskaffede banen to små motorvogne, og i 1948 blev den første skinnebus introduceret. En yderligere skinnebus blev anskaffet i 1952, hvilket gjorde det muligt at reducere driftsomkostningerne og øge frekvensen af togafgange. Af banens rullende materiel er personvognen LB C 21 fra 1911 bevaret på Museumsbanen Maribo-Bandholm, motorvognen LB Meter 1 fra 1926 på Danmarks Jernbanemuseum, og skinnebussen LB Sm 2 fra 1952 findes på Veteranbanen Bryrup-Vrads.
Betydningen af Langelandsbanen for Øens Transport og Økonomi
Langelandsbanen spillede en central rolle i udviklingen af Langeland. Banen transporterede både gods og passagerer og bidrog til at forbedre forbindelsen mellem Langelands landdistrikter og Rudkøbing som økonomisk centrum. Samtidig lettede færgeforbindelsen mellem Rudkøbing og Svendborg transporten af varer, og banen blev således et vigtigt element i den fynske og langelandske økonomi. Transporten af mælk, landbrugsprodukter og brændsel mellem Fyn og Langeland blomstrede op, og banen blev også en populær transportform for lokale passagerer.
Arkitektur og Bevarede Stationsbygninger
Stationsbygningerne på Langelandsbanen blev tegnet af arkitekten Helge Bojsen-Møller og repræsenterer en unik stil, der afspejlede lokalområdet. De fem største stationer - Rudkøbing, Skrøbelev, Humble, Bagenkop og Spodsbjerg - havde hver sit særpræg, mens de mindre stationer blev bygget efter samme design med en karakteristisk facade mod vejen og et spidsbuet perrontag. Helge Bojsen-Møller tegnede også venterum til de tre oprindelige trinbrætter, som senere blev erstattet med mere holdbare konstruktioner af beton.
Banens Første Køreplan og Udvikling i Tjenester
Banens første køreplan indeholdt fire daglige tog i hver retning på hovedstrækningen til Bagenkop og to tog på Spodsbjerg-linjen. Efter anskaffelsen af de første motorvogne i 1926 kunne man udvide driften, og flere trinbrætter blev åbnet for at servicere de nye passagerer. Under Anden Verdenskrig blev antallet af tog reduceret, men efter krigen vendte trafikken tilbage til seks daglige afgange på Bagenkopbanen. I takt med skiftet til skinnebusser i 1950'erne blev banen i stand til at servicere endnu flere passagerer og godstransport, hvor større godstog blev trukket af damplokomotiver og mindre transporter håndteret af motordrevne vogne.
Langelandsbroen og Banens Lukning
Åbningen af Langelandsbroen i 1962 ændrede transportbehovene på Langeland drastisk. Broen gjorde det muligt at køre direkte mellem Langeland og Fyn uden færgetransport, og dermed mindskedes behovet for både jernbanen og færgeruten. Den 29. september 1962 kørte det sidste tog på Langelandsbanen, og herefter blev banen officielt lukket. Det sidste tog bestod af LB Meter 4 og LB C 22, der efter et kort ophold i Bagenkop returnerede til Rudkøbing og markerede afslutningen på over 50 års jernbanedrift.
Langelandsbanens Rullende Materiel og Eftermæle
Langelandsbanen var en af de første privatbaner i Danmark, der anskaffede en dampmotorvogn. Selvom dampmotorvognen ikke blev en succes, vidner denne tidlige investering om banens ambition om innovation. I årene efter indkøbte banen flere motorvogne og skinnebusser, som sikrede, at passagertransporten kunne holdes økonomisk bæredygtig. Selvom jernbanen nu er lukket, lever dens arv videre gennem de bevarede vogne, som kan opleves på forskellige danske veteranjernbaner og museer.
Banens Arkitektoniske Værdier og Formål
Langelandsbanens stationsbygninger, tegnet af Helge Bojsen-Møller, står som unikke eksempler på datidens jernbanearkitektur. Bojsen-Møller beskrev selv banens formål som en vej til at knytte Nord- og Sydlangeland sammen. Hans poetiske beskrivelse af banen illustrerer også, hvordan industrialiseringen ændrede Langeland og moderniserede øens infrastruktur og handel. Banen samlede mælk og andre fødevarer til eksport og skabte forbindelser til nabolandene gennem eksport af mejeriprodukter og landbrugsvarer til Tyskland.
