Stubbæk Stationskro

Stubbæk Trinbræt lå ved Stubbæk Stationskro og dens rolle i Aabenraa Amts Jernbaner

Stubbæk Stationskro udspillede en rolle i det lille stationsmiljø ved Aabenraa Amts Jernbaners strækning mod syd/Graasten, beliggende få kilometer uden for Aabenraa by, hvor den smalsporede bane krydsede den vigtige landevej mod Flensborg. Stoppestedet Stubbæk Stationskro eller nærmere Stubbæk Station, lå ved Lundsbjerg kro, men man valgte dog navnet Stubbæk fra den nærliggende landsby til navngivning af stoppestedet. Kroen, som havde en markant beliggenhed umiddelbart over for stationens perron, spillede ikke alene en væsentlig rolle i driften som billetsalgssted og samlingspunkt for rejsende, men var også vidne til de store forandringer, som jernbanetrafikken og infrastrukturen gennemgik i Sønderjylland i begyndelsen af det 20. århundrede. Kombinationen af jernbanestation og kro var en klassisk sydjysk løsning, hvor jernbanefunktion og gæstgiveri gik hånd i hånd. I Stubbæk tilfaldt denne opgave C. P. Woye, den oprindelige gæstgiver, som ved banens åbning i 1899 blev stationsagent. Det var almindeligt praksis på mange amtsbanestrækninger at lade kroejere eller andre beboere med passende beliggenhed varetage stationsfunktionen, hvilket sparede jernbaneselskabet for udgifter til særskilte stationsbygninger og personale.

Stationens geografiske placering og anlægsforhold

Stubbæk Station lå strategisk placeret på begge sider af hovedvejen mellem Aabenraa og Flensborg. Øst for landevejen lå selve perronen, hvor togene standsede, mens stationskro og læssespor fandtes mod vest. Det 30 meter lange læssespor blev senere suppleret med et trævarehus, som blev opført på initiativ af stationsagenten, og hvortil der også blev etableret en tilkørselsvej. Kroens placering lige over for perronen sikrede let adgang for passagerer og var samtidig praktisk for godshåndtering, som i denne periode i høj grad var præget af landbrugsprodukter, tørv og tømmer. Stationens nære placering til landsbyen Stubbæk, blot én kilometer mod sydvest, gjorde den til et naturligt trafikknudepunkt for lokalbefolkningen, selvom den fysiske afstand til både landsbyen og Aabenraa by gjorde stationen sårbar over for konkurrerende transportformer som cykler og senere rutebiler.

Kroens udvikling og arkitektoniske karakteristika

Ved banens åbning i 1899 var krobygningen en traditionel, lav sydjysk længe med halvvalmet stråtag. Denne blev hurtigt moderniseret, idet hovedbygningen kort efter blev udstyret med fast tag - en nødvendig forbedring både på grund af komfort og brandsikring. Vognporten, som lå mod nord og ligeledes var stråtækt, blev dog bevaret i sin oprindelige form. Et markant arkitektonisk træk ved kroen var den firefags enderisalit, der blev tilføjet i bygningens sydlige ende. Denne gav huset en vis symmetri og pondus, hvilket harmonerede med dens funktion som både kro og stationsbygning. Ud mod vejen blev der opført en stor træveranda, som tjente som ventesal i godt vejr og understregede bygningens offentlige karakter. C. P. Woye døde i 1904, hvorefter hans hustru videreførte kroen og fungerede som stationsagent frem til 1906. Herefter blev både kro og station forpagtet ud til mejerist J. Pfeiffer, der varetog hvervet frem til banens nedlæggelse i 1926. Denne form for kontinuitet i driften var kendetegnende for mange af Aabenraa Amtsbaners stationer og medvirkede til en vis stabilitet i lokalsamfundet.

Passagertrafik og udvikling før og efter Første Verdenskrig

I årene frem mod Første Verdenskrig oplevede Stubbæk Station en moderat, men stabil passagertrafik. Det samlede antal rejsende - både ankommende og afgående - lå årligt på omkring 15.000 personer. Dette vidner om, at stationen havde en vis betydning for områdets beboere, især for skolebørn, handlende og håndværkere, som brugte banen til rejser til og fra Aabenraa. Under og efter Første Verdenskrig skete der imidlertid et markant fald i passagertallet. Antallet af rejsende faldt til omkring 6.000-7.000 om året. Dette skyldtes flere faktorer. For det første blev banedriften generelt forringet under krigen, både pga. mangel på brændstof og materiel. For det andet begyndte konkurrencen fra de nye rutebiler at bide sig fast, og for det tredje gjorde jernbanens placering - især den relativt lange afstand fra selve landsbyen Stubbæk - stationen mindre attraktiv for daglige pendlere.

Godstransport og trafikmønstre

Godstrafikken ved Stubbæk Station var i de fleste år beskeden og udgjorde typisk mellem 200 og 400 tons årligt. I enkelte år steg mængden betragteligt, særligt under krigen, hvor der i ét år blev transporteret 1.000 tons og i et andet hele 2.000 tons, hovedsageligt tørv og tømmer til forsyning af Aabenraa og det omliggende opland. Denne midlertidige stigning i godstransporten var ikke tilstrækkelig til at sikre stationens økonomiske grundlag. I modsætning til nogle af de større stationer på strækningen, hvor der fandtes landbrugsvirksomheder eller industri, forblev Stubbæk en primært personbåret station, hvilket gjorde den sårbar i en tid, hvor godstransport blev en stadig vigtigere del af jernbanernes indtjening.

Stationskroens betydning i det lokale samfund

Stubbæk Stationskro fungerede som meget mere end blot billetsalgssted. Den var et socialt samlingspunkt for både rejsende og lokale. Her kunne man få sig et måltid, vente på toget, høre nyt fra byen eller blot tage et hvil på verandaen med udsigt til hovedvejen og jernbanesporene. Kroens rolle som både gæstgiveri og jernbanestation gjorde den til en institution i lokalsamfundet. Det var her man diskuterede priserne på korn og smør, her landmænd og mælkekuske gjorde stop, og herfra at børnene tog toget til skole i Aabenraa. Efter banens nedlæggelse i 1926 fortsatte krodriften, og bygningen eksisterer i mange år frem, dog stærkt ombygget, men er dog nu nedrevet.

Nedlæggelse og eftertid

Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt med virkning fra den 31. marts 1926, og dermed ophørte al drift ved Stubbæk Station. Den faldende passagertrafik, konkurrencen fra rutebilerne og ændrede transportmønstre havde gjort driften urentabel. I lighed med mange andre stationer blev det ikke fundet økonomisk forsvarligt at opretholde trafikken.