Aabenraa Amtsbanegård som trafikalt og arkitektonisk midtpunkt i Sønderjylland
Aabenraa Amtsbanegård åbnede som hovedstation for Aabenraa Amts Jernbaner den 14. februar 1899 sammen med strækningen Aabenraa-Gråsten. Senere fulgte udvidelsen mod nordvest, da banen Aabenraa-Hovslund-Løgumkloster blev åbnet den 8. maj 1901. Dermed blev Aabenraa ikke blot et trafikalt knudepunkt, men også administrationscentrum for det nyoprettede amtsbanenet. I kraft af denne status blev Aabenraa Amtsbanegård hjemsted for både banens hovedkontor, remiser og værksteder, og den spillede en afgørende rolle for lokalområdets udvikling og forbindelser til det øvrige Sønderjylland i en tid præget af stor politisk og økonomisk forandring.
Stationens placering og tidlige anlæg
Aabenraa Amtsbanegård blev opført på de lavtliggende engdrag øst for den gamle markedsplads i Aabenraa, hvilket gav mulighed for et stort og fleksibelt stationsterræn. Terrænet omfattede i sin tidligste form adskillige opstillings- og omløbsspor, og efter åbningen af Løgumklosterbanen rummede anlægget hele otte omløbsspor samt fire blinde læssespor. Det østligste spor blev brugt som omladningsspor til statsbanernes havnespor, der løb parallelt, hvilket muliggjorde effektiv omlæsning mellem smalspor og normalspor. Fra Gråstenbanens hovedspor udgik desuden en smalsporet havnebane, som forbandt stationen med havneområdet og dermed understøttede eksport og import.
Arkitektur og Jablonowskis rolle
Stationsbygningen adskilte sig markant fra de øvrige bygninger langs amtsbanenettet. Det skyldtes ikke mindst, at det var den eneste station, der blev opført for banens egne midler og ikke i kombination med en lokal gæstgivergård eller landkro. Arkitekten bag var den preussiske bygningsråd Jablonowski, kendt fra Haderslev og Gram for sine særprægede og dekorerede stationsbygninger. Han skabte også i Aabenraa en bygning med klare historistiske træk og markante detaljer, som hurtigt kom til at kendetegne stedet. Bygningen bestod af en høj, kvadratisk hovedbygning i tre stokværk med sidefløje og et markant centralt tårn. Mod markedspladsen fremstod facaden med balustrade, trappetårn og buede indgange, mens banesiden var holdt i mere nøgterne former. Udadtil skabte kombinationen af pudsede vægge, murstensdetaljer og komplekse tagformer en monumental bygning, der i datidens Aabenraa havde få modstykker.
Funktion og indretning
Bygningen rummede ekspeditionslokaler, ventesale, godsekspedition, restauration og driftskontor. Dog var lokalerne præget af pladsmangel og ineffektiv indretning - store dele af stueetagen blev optaget af trapperum og adgangsforhold. Restaurationen var placeret i den sydlige fløj og var ligeledes beskeden i sin udformning. På første sal og loftet fandtes kontorer til den tekniske og administrative ledelse. Det var oprindeligt planen, at hovedkontoret skulle være i Flensborg, men dette blev senere flyttet til Aabenraa. Nord for stationsbygningen lå remiser og værksteder. Disse var opført i røde mursten med skifertag og fremstod som solide og funktionelle anlæg. Langremisen rummede fire spor, men værkstedet var relativt simpelt og kunne ikke udføre større reparationer såsom kedelarbejde. Det betød, at tungere vedligehold måtte udføres andetsteds, hvilket til tider gav logistiske udfordringer.
Driften og billetsalget
Godsekspeditionen blev fra begyndelsen varetaget af amtsbanens eget personale, men billetsalget blev i de første år varetaget af købmand Lorenz Hansen. Han fik et årligt vederlag på 400 mark og kunne samtidig drive restauration. Dette ændrede sig i 1905, hvor gæstgiver Neubert overtog restaurationen, og banens eget personale fremover solgte billetter. Aabenraa Amtsbanegård fungerede også som mødested og opholdssted for banens ansatte. Udenfor selve stationsbygningen blev der opført en såkaldt retiradebygning i samme stil, der rummede sanitære faciliteter. Desuden fandtes der flere udbygninger til værkstedets drift og opbevaring.
Trafikmønster og rejsende
I de to første år efter åbningen af Gråstenbanen var passagertallet forholdsvis beskedent. Der var kun hhv. 31.000 og 26.000 rejsende i årene 1899/1900 og 1900/1901. Mange benyttede i stedet Sønderport holdeplads, som var mere centralt placeret i byen. Det ændrede sig med åbningen af Løgumklosterbanen i 1901, hvor hovedstationen i Aabenraa fik øget betydning som omladningspunkt. Her steg antallet af rejsende betydeligt, og stationen havde nu omkring 100.000 rejsende om året før Første Verdenskrig. I dansk tid - efter Genforeningen i 1920 - svingede antallet af rejsende mellem 60.000 og 100.000 årligt. Det viser, at stationen fastholdt sin betydning trods de ændringer, som den politiske virkelighed medførte. Den interne fordeling mellem de to banestrækninger - mod Gråsten og mod Løgumkloster - varierede, men hovedstationen forblev et centrum for passagertrafikken.
Godstransport og tilknytning til havnen
Den mest stabile og økonomisk betydningsfulde aktivitet ved Aabenraa Amtsbanegård var dog godstransporten. De første år håndterede stationen omkring 6.000 tons gods om året, stigende til 9.000 tons årligt i årene op til krigen. I enkelte år, fx omkring 1914, nåede den afgående godsmængde op på 24.000 tons. I dansk tid fordelte godsmængden sig med 7.000-12.000 tons for Gråstenbanen og tilsvarende for Løgumklosterbanen. En væsentlig del af godsmængden kom via havnen og omfattede blandt andet kul, kunstgødning og byggematerialer. Samarbejdet mellem amtsbanen og statsbanen, især hvad angik omlæsning og overførsel af gods, havde stor betydning for effektiviteten. Til trods for at overgangen mellem smalspor og normalspor kunne være vanskelig, blev der udviklet faste procedurer og faciliteter til omlæsning.
Stationens videre skæbne
Aabenraa Amts Jernbaner blev nedlagt den 31. marts 1926. Derefter blev stationen overtaget af rutebilselskabet Aabenraa og Omegn, som anvendte bygningen som rutebilstation i næsten 35 år. Restaurationsvirksomheden fortsatte, og bygningen beholdt sin centrale rolle i byens trafikale infrastruktur. I slutningen af 1950'erne planlagde kommunen og vejmyndighederne en udvidelse af hovedvejen langs havnen, og denne skulle forløbe gennem stationens grund. Den gamle bygning blev derfor revet ned i 1963 for at give plads til den nye H. P. Hansensgade. Dermed forsvandt ikke blot et arkitektonisk særpræg, men også et vigtigt vidnesbyrd om amtsbanernes æra i det sønderjyske. Stationens arkitektoniske særpræg og kulturhistoriske betydning havde i mellemtiden vundet anerkendelse i lokalområdet. Da bygningen blev revet ned, blev det opfattet som et tab for mange Aabenraa-borgere, der havde vænnet sig til dens karakteristiske udseende. Den moderne funkisbygning, der erstattede den, blev aldrig rigtig accepteret i samme grad og kritiseredes for sin kolde og anonyme fremtoning.
