Vestsallingbanen, Skive-Vestsalling Jernbane - operatør: SVJ

Skive-Vestsalling Jernbane: En Rejse Gennem Historien

Skive-Vestsalling Jernbane (SVJ), også kendt som Vestsallingbanen eller folkeligt som "Sydvest-Jens", var en dansk privatbane mellem Skive og Rødding i Vestsalling, der var i drift fra 1924 til 1966. Banen spillede en vigtig rolle i regionens udvikling og er en interessant del af Danmarks jernbanehistorie.

Forhistorien til Banens Anlæg

I begyndelsen af 1900-tallet var der stor interesse for elektriske jernbaneprojekter i Danmark, især i Østjylland. Vestsallingbanen blev oprindeligt planlagt som en elektrisk bane og kom med i den store jernbanelov fra 1908 som "en elektrisk jernbane fra Skive gennem Vestsalling". Ingen af lovens ni elektriske jernbaner blev dog realiseret.

Da det ikke lykkedes at få banen anlagt som elektrisk, kom Vestsallingbanen med i den næste store jernbanelov fra 1918 som en konventionel jernbane, nu med fastlagt endepunkt i Rødding. Eneretsbevilling blev udstedt den 30. oktober 1918, og anlægsarbejdet kunne begynde.

Strækningsdata og Tekniske Detaljer

Skives første station fra 1864 blev i 1888 erstattet af en større lidt øst for. Her fik Vestsallingbanen perronspor, hvor den første station havde ligget. Herfra delte Vestsallingbanen og Sallingbanen spor på de første 0,8 km til Skive Nord station, hvorfra de havde hver sit spor, men fulgtes ad indtil Vestsallingbanen forlod det brede fælles tracé ved Resen. Endestationen kunne ikke hedde Rødding, da en station i Sønderjylland allerede havde dette navn. Man valgte derfor navnet Spøttrup efter det nærliggende Spøttrup Slot.

Banens Anlæg og Åbning

I 1899 fremkom der ønsker om anlæg af en jernbane gennem Vestsalling, men projektet mødte modstand i Viborg Amtsråd. I 1904 blev der fremlagt en plan for en elektrisk drevet gaffelbane, der skulle udgå fra Skive og have endestationer i Hem og Rødding. På trods af inkluderingen i jernbaneloven af 1908 lykkedes det ikke at realisere projektet som en elektrisk bane.

Første Verdenskrig forsinkede yderligere planerne, men med eneretsbevillingen i 1918 kunne arbejdet endelig begynde. Banen blev indviet den 10. december 1924, og driften startede dagen efter med en maksimal hastighed på 45 km/t.

Driftsmateriel og Vognpark

Til banens start blev der indkøbt tre 1B-koblede tenderlokomotiver fra Henschel samt en let motorvogn fra Triangel. Vognmateriellet bestod af syv person-, post- og rejsegodsvogne samt 22 åbne og lukkede godsvogne, alle fra Vognfabrikken Scandia i Randers.

I 1928 indkøbtes et diesellokomotiv fra Scandia (M 5), og i 1934 en dieselmotorvogn (M 6) ligeledes fra Scandia, hvilket bidrog til at forkorte køretiderne. Efter Anden Verdenskrig fik Vestsallingbanen i 1947-48 leveret to skinnebusser fra Scandia, og man kunne nu køre syv daglige togpar.

Driften og Økonomiske Udfordringer

Banen havde oprindeligt hovedkontor på Spøttrup Station, men efter åbningen af Mariager-Fårup-Viborg Jernbane i 1927 fik de to baner fælles direktør og hovedkontor i Viborg.

Vestsallingbanen var uindhegnet, og overskæringerne var ubevogtede, hvilket begrænsede hastigheden til 45 km/t. I 1930'erne blev overskæringerne sikret, så hastigheden kunne sættes op til 60 km/t. I 1948 blev der indsat skinnebusser, og hastigheden blev sat op til 70 km/t, hvilket nedsatte køretiden fra 70 til 50 minutter.

Banen var bygget i en egn uden meget transportkrævende industri og på et tidspunkt, hvor konkurrencen fra landevejstrafikken allerede var mærkbar. Den havde i hele sin levetid en betrængt økonomi og fik sit første driftsunderskud i 1931-1932.

Tiltag for at Forbedre Økonomien

For at forbedre økonomien købte banen syv tønder land ved Knud Strand, opførte en pavillon og kørte badetog med forbindelse fra Viborg til Rødding, hvorfra badegæsterne blev kørt til stranden i banens rutebil. Selv under Besættelsen, hvor der ikke var mange andre transportmuligheder, lykkedes det ikke for banen at skabe overskud.

Stationer uden Sporforbindelse

Banen havde senere to stationer uden jernbane. De havde billetsalg og godsekspedition som de andre stationer, men passagerer og gods blev kørt med banens rutebil eller lastbil til og fra nærmeste station på jernbanen:

• Krejbjerg Station: Fra 1. oktober 1930 bilforbindelse med Rødding Station 4 km mod vest.
• Lihme Station: Fra 1. februar 1931 bilforbindelse med Brodal Station 3 km mod øst. Bygningen var ikke opført som station, men banen købte en købmandsbutik og ombyggede den.

Nedlæggelse af Banen

Vestsallingbanen var en typisk oplandsbane, der ikke havde særlige transporter af betydning. På trods af at banen var veldrevet og velholdt, blev driften indstillet med udgangen af marts måned 1966. Banens økonomiske udfordringer og den stigende konkurrence fra bilismen gjorde det umuligt at fortsætte driften.

Bevarede Stationsbygninger

Alle banens egne stationsbygninger – undtagen de gamle DSB-stationer Skive H og Skive Nord – er bevaret. De er, undtagen Lihme, tegnet af arkitekt Hans Toft-Hansen fra Skive. Disse bygninger står i dag som historiske monumenter over en vigtig periode i lokalområdets udvikling.

Vestsallingstien: Banens Eftermæle

Skive Kommune har anlagt Vestsallingstien, som på lange strækninger følger Vestsallingbanens gamle tracé. Stien blev indviet den 29. maj 2011 og er en populær vandre- og cykelsti. Der er udgivet en folder om stien og opsat informationstavler ved de tidligere stationer og trinbrætter.

Det har været en udfordring at retablere banetracéet 45 år efter, at banen blev nedlagt, og dens arealer solgt til private. Vestsallingstien følger banetracéet på 13 af sine 25 km. Hvor banetracéet gennemskar nuværende haver eller marker, er stien ofte lagt uden om eller i kanten af marken.

Banens Betydning for Lokalsamfundet

Selvom Vestsallingbanen aldrig blev en økonomisk succes, spillede den en vigtig rolle i lokalsamfundet. Den forbandt små byer og landsbyer i Vestsalling med større byer som Skive og Viborg, hvilket lettede transporten af mennesker og varer. Banen bidrog til udviklingen af regionen og er en vigtig del af områdets kulturarv.

Sammenligning med Andre Privatbaner

Vestsallingbanen er et eksempel på de mange privatbaner, der blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede. Mange af disse baner stod over for lignende udfordringer med økonomi og konkurrence fra vejtransport. Vestsallingbanens historie afspejler den generelle udvikling i dansk jernbanedrift og den gradvise overgang til andre transportformer.

Skive Station i historisk perspektiv

Skives første station blev opført i 1864 i den typiske Holsøe'ske stil og fungerede som endestation for banen mellem Viborg og Skive, der åbnede for drift den 17. oktober 1864. Stationen var anlagt øst for Skive by for at undgå større anlægsarbejder ved krydsning af Karup Å og de omkringliggende bakker. Da banen i november 1865 blev forlænget til Struer, kunne man ikke føre sporet direkte videre fra stationen. Derfor skulle togene køre tilbage mod Viborg til et sporskifte, hvor der var forbindelse til Struer. Man undgik dog ikke at krydse Karup Å, men det skete ved Lundbro. Kort efter blev sporet forlænget fra stationen og lagt på en bro over Karup Å i en stor bue ned til Skives nye havn. Her åbnede Skive Havnebane den 18. december 1870, også kendt som Skive Hestebane, fordi heste trak de små godsvogne i starten.

Sallingbanen og ny banegård

Da Sallingbanen fra Skive til Glyngøre åbnede den 15. maj 1884, etablerede jernbaneselskabet et eget standsningssted, Skive Holdeplads, knap en halv kilometer nordvest for stationen. Denne placering var mere bynær og fik ved slutningen af 1890'erne omtrent en tredjedel af de rejsende til og fra Skive. Samtidig blev Skives første station for trang, og i forbindelse med byggeriet af banen til Glyngøre besluttede man at opføre en ny og større banegård. Den åbnede den 28. september 1888 som Skives 2. station, blot 0,3 km øst for den første station, men blev alligevel betegnet som en holdeplads.

Rebroussement og nedrivning af den oprindelige station

Den nye placering øst for byen bød på udfordringer. Togene fra Langå-Viborg kørte ind på stationen, men måtte bakke ud for at fortsætte mod Struer. Endnu mere besværligt var det for tog fra Struer, der passerede Skive til et forgreningspunkt, hvorefter de bakkede ind på stationen, før de atter kørte frem mod Viborg. I begyndelsen af 1900-tallet oplevede man tillige pladsmangel. For at gøre plads til Vestsallingbanen blev den oprindelige Skive Station revet ned omkring år 1920, og den nye Skive-Vestsalling Jernbane kunne herefter benytte perronspor ved åbningen den 11. december 1924.

Trang plads og beslutningen om en tredje station

Trafikken blev besværet af bomme ved hovedfærdselsårerne i Skive, og rebroussementet skabte yderligere problemer. I slutningen af 1940'erne valgte DSB – presset af byens myndigheder – at anlægge en ny banegård et andet sted. Efter 12 års byggeri kunne Skives 3. station indvies den 2. februar 1962. Den blev opført syd for byen på ligeså øde arealer som sin forgænger, da denne først blev bygget. Skives 2. station blev revet ned samme år.

Ny linjeføring og store anlægsprojekter

Anlægget af Skives 3. station medførte en omlægning af Langå-Struer-banen på cirka fire kilometer. De to Sallingbaner, som tidligere fulgtes ad øst om byen fra Skive Nord, blev samtidig omlagt og fik en ny linjeføring i en bue vest om Skive med ekstra længde på omtrent en kilometer. Man havde diskuteret denne løsning siden 1940'erne, og i 1952 påbegyndtes arbejdet for alvor. Viadukten under Vindevej stod færdig i 1954, men byggestoppet gjorde, at man først i 1958-60 opførte den 132 meter lange tunnel under Holstebrovej. I sommeren 1961 var alle større anlægsarbejder afsluttet, sporet blev lagt, og den 2. februar 1962 åbnede den nye station officielt. Som før havde de to baner fra Skive Nord hidtil delt sig i separate spor, men nu forgrenede de sig først ved et nyt Skive Nord, tre kilometer ude på den nye strækning. Skive havde dermed igen kun én station. Denne station blev udstyret med fire perronspor, hvoraf tre var til DSB-strækningerne Langå-Struer og Sallingbanen, mens ét spor tilhørte den private Vestsallingbane. Skive 2. station blev revet ned få måneder efter åbningen af den tredje station.

Fra hovedbanegård til moderne station

Mellem 22. maj 1927 og 28. maj 1972 bar Skive Station navnet Skive H (H for hovedbanegård). Vestsallingbanen blev nedlagt 31. marts 1966, og persontrafikken på Sallingbanen ophørte 23. maj 1971. Derefter forsvandt navnet Skive Hovedbanegård ved køreplansskiftet 28. maj 1972, og stationen bærer nu navnet Skive Station.

Skive Nord Trinbræt og dets jernbanehistorie

Skive Nord startede som Skive Nord Holdeplads den 15. maj 1884 i forbindelse med åbningen af Skive-Glyngørebanen. Holdepladsen blev hurtigt en vigtig del af den lokale transportinfrastruktur og blev anvendt af passagerer og mindre godstransporter. Den 1. maj 1922 stoppede DSB med at bruge betegnelsen "holdeplads", hvorefter Skive Nord officielt blev en station.

Betydningen af Vestsallingbanen

Betegnelsen Skive Nord Station fik yderligere betydning, da Vestsallingbanen (Skive-Spøttrup) åbnede den 11. december 1924. Med denne udvidelse fik Skive Nord en central rolle i regionens jernbanenet, da den betjente begge Sallingbaner. Trods sin vigtighed havde stationen dog ikke et læssespor og kunne kun ekspedere mindre godstransporter, men ikke vognladningsgods.

Infrastruktur og passagertrafik

Skive Nord Station blev ofte omtalt som "Nordbanegården" af lokalbefolkningen. Den var placeret tættere på bymidten end Skive H, som lå et stykke øst for byen. Dette gjorde Skive Nord langt mere attraktiv for passagerer på Sallingbanerne, og op mod 80-90% af persontrafikken på disse baner var til og fra Skive Nord.

Stationen var udstyret med en rummelig ventesal, hvor en stor kakkelovn sikrede varme i vintermånederne. I fyringssæsonen blev den dog så varm, at passagererne måtte holde afstand. Om sommeren kunne de ventende i stedet opholde sig i det tilstødende anlæg med restaurant og springvand, hvilket gjorde ventetiden mere komfortabel.

Omlægning og nedlæggelse af Skive Nord Station

Da den nye Skive H banegård åbnede den 2. februar 1962, omlagdes begge Sallingbaner. I forbindelse hermed blev Skive Nord Station erstattet af et nyt trinbræt, der blev placeret ca. 3 km nordvest for den tidligere stationsbygning. Det nye trinbræt var dog langt fra en værdig afløser til den gamle station. Det blev beskrevet som "lille og usselt", hvilket var en skuffelse for mange af de lokale rejsende.

Efter Skive Nord Stations funktion blev overtaget af det nye trinbræt, blev stationsbygningen nedrevet i 1963. Dette markerede afslutningen på en vigtig æra i byens jernbanehistorie.

Volling Trinbræt åbnede på Skive-Vestsalling Jernbane i 1952. Volling Trinbræt lå et meget øde sted og blev opkaldt efter stedet Volling, hvor der stort set ikke var andet end Volling Kirke, som lå ca. 1,3 km sydvest for trinbrættet.

Ved etableringen af Volling Trinbræt i 1952 forsøgte man at lave et endnu mere bizart og grimmere læskur, end det fra Svejgaard Trinbræt fra 1948 (et hæsligt blegrødt venteskur af blikplader, der udmærkede sig ved at når det regnede på taget, så larmede det så meget at man hellere ville stå på perronen og blive våd).

Ved Volling Trinbræt opførtes en lille klodset bygningen af dårligt opmurede sten og tarvelige materialevalg. Den trælse konstruktion skyldes højst sandsynlig efterkrigstidens materialemangel og Skive-Vestsalling Jernbanes stramme økonomi.

Volling Trinbræt blev nedlagt sammen med Skive-Vestsalling Jernbane den 31. marts 1966 og læskuret blev heldigvis fjernet kort efter sammen med perron og skinner.

Svejgaard Trinbræt åbnede på Skive-Vestsalling Jernbane i 1948. Svejgaard Trinbræt var opkaldt efter gården Svejgaard, som lå få hundrede meter vest for trinbrættet.

Trinbrættet blev forsynet med et hæsligt blegrødt venteskur af blikplader, der udmærkede sig ved at når det regnede på taget, så larmede det så meget, at man hellere ville stå på perronen og blive våd. Om sommeren blev blikskuret så varm at man kunne spejle æg på blikpladerne. Den trælse konstruktion skyldes højst sandsynlig efterkrigstidens materialemangel og Skive-Vestsalling Jernbanes stramme økonomi.

Svejgaard Trinbræt blev nedlagt sammen med Skive-Vestsalling Jernbane den 31. marts 1966 og læskuret blev heldigvis fjernet kort efter sammen med perron og skinner.

Vejbyvad Station lå i Vejby, men der fandtes i forvejen en Vejby Station på Gribskovbanen, så stationen kom til at hedde Vejbyvad.

Brodal Station lå lidt uden for Lem, men fik navn efter den mindre bebyggelse Brodal, fordi der i forvejen fandtes en Lem station ved Ringkøbing og Lem trinbræt på Randers-Hadsund Jernbane.

Nørhede Trinbræt åbnede den 13. september 1925 på Skive-Vestsalling Jernbane året efter banens åbning den 11. december 1924. Nørhede Trinbræt lå meget øde uden reelt opland – der lå kun ca. 10 gårde i en radius af 1½ km fra trinbrættet.

Trods det sparsomme opland fik Nørhede Trinbræt en fornem arkitekttegnet ventebygning placeret på banens vestside med en tørvebelagt jordperron. Nørhede Trinbræt havde et højt trinbrætsignal til brug for at signalere at man gerne ville med toget.

Den fornemme ventebygning forsvandt sammen med sporet i 1966.

Spøttrup Station var med remiser og værksteder. Stationen lå i Rødding, men fik navn efter Spøttrup Borg 2 km mod vest, fordi der i forvejen fandtes en Rødding station på Haderslev Amts Jernbaner.