Grøngrøft Station - En lille jernbanestation med stor turbulens
Grøngrøft Station var uden tvivl en af de mindste og mest beskedne stationer på strækningen mellem Åbenrå og Gråsten. At der overhovedet blev etableret en holdeplads på netop dette sted, har forundret mange - især når der kun var én kilometer til Fiskebækskov i syd og to kilometer til Kiding i nord. Oplandet var overvejende præget af småskove og åbne bakkedrag, og befolkningstætheden var utrolig lav. Trods dette blev der oprettet en holdeplads, som i praksis aldrig udviklede sig til andet end sin egen skygge. Baggrunden for valget af Grøngrøfts placering var til dels historisk betinget. Ved det sted, hvor banen passerede sognevejen mellem Adsbøl og Grøngrøft herregård, lå der et ældre traktørsted, som fungerede som lokal samlingsplads. Det var et beskedent etablissement, men det havde faste gæster - især karle og piger fra Grøngrøft herregård i vest og Bøjskov i øst. Ud over disse lå der enkelte huse og gårde i oplandet, med i alt omkring 100 beboere. Man må antage, at eksistensen af traktørstedet blev betragtet som et tilstrækkeligt trafikalt grundlag til at berettige en holdeplads. Dermed blev Grøngrøft Station etableret som en kombineret kro og jernbaneekspedition i en lille, stråtækt landbrugsejendom nord for sognevejen, mens perron og omløbsspor anlagdes syd for vejen. Landbrugsejendommen havde også et mindre landbrug på 10 tønder land i et meget kupperet terræn.
Stationens beskedne anlæg og faciliteter
Stationens infrastruktur var yderst simpel og typisk for mange lignende amtsbaneholdepladser i det sønderjyske. Omløbssporet, der målte omkring 50 meter, lå på sydsiden af sognevejen og udgjorde sammen med perronen og en lille træbygning det samlede baneanlæg. Bygningen - betalt af gæstgiveren - rummede et godsrumsafsnit og et gammeldags das. Der var ingen station i egentlig forstand med ventesal, billetsalg, stationsforstander og perronfaciliteter i traditionel forstand. Grøngrøft Station var snarere en landlig holdeplads med en tilknyttet traktør, som varetog jernbanens opgaver på freelance-basis.
Person- og godstransportens ringe omfang
Trafikken ved Grøngrøft Station var begrænset fra begyndelsen. I de første år blev der registreret omkring 2.000 afgående passagerer om året. Allerede fra 1909 var tallet faldet til ca. 1.000, hvilket må betragtes som lavt selv efter datidens standarder for landlige stationer. Godstransporten - der primært bestod af leverancer til og fra Grøngrøft herregård - lå i de bedste år på cirka 300 tons. I takt med tiden og driftsnedgang faldt godsmængderne til blot 30-60 tons årligt. Banens ledelse havde realistiske forventninger, og derfor blev den årlige aflønning for stationsdriften fastsat til beskedne 50 mark. Opgaven blev i første omgang varetaget af gæstgiver Bladt, som også ejede traktørstedet. Ordningen fungerede nogenlunde de første år.
Ejerskift og ustabil drift
Allerede i 1901 solgte Bladt dog sin ejendom til en ejendomshandler ved navn Dahl, og dermed begyndte en periode med hyppige ejerskift og en stigende ustabilitet i stationens drift. Dahl videresolgte hurtigt til en lokal mand, som imidlertid ikke kunne få økonomi ud af det sparsomme landbrug med sine blot 10 tønder land. I 1905 solgte han videre til N. L. Johansen, der heller ikke formåede at skabe stabilitet, men kun ejede stedet i to år. I 1907 overtog en landmand ved navn Christiansen fra Ladegårdsskov stationen. Trods ambitioner måtte han hurtigt erkende, at stedet ikke var rentabelt, og i 1909 blev ejendommen afhændet til en tysker ved navn Friedrich von Reder fra Leipzig, der på daværende tidspunkt boede i Jernhytte ved Haderslev. Von Reder havde hele ti børn, hvilket i sig selv skabte kaotiske scener, når hele familien mødte op for at vinke til toget. Ejendommens beskedne størrelse og stationens minimale trafik kunne naturligvis ikke brødføde en så stor familie. Von Reder måtte opgive projektet, og Christiansen - nu bosat hos von Reder i Jernhytte - blev igen ejer af stationen. Det var symptomatisk for Grøngrøfts problem: Ingen kunne få stedet til at hænge sammen økonomisk.
Økonomisk rod og banens indgriben
I løbet af de følgende år blev situationen stadig mere uholdbar. Christiansen havde gentagne vanskeligheder med at opretholde korrekt bogføring og afregning til banen. Et uanmeldt kasseeftersyn afslørede i 1912 et tilgodehavende på 125 mark, som banen dog havde sikkerhed for. Men kreditorer gjorde udlæg i sikkerheden, og Christiansen måtte igen forsøge at afhænde stationen. En ny køber meldte sig i 1912, men handlen gik i vasken, hvilket betød, at Christiansen endnu en gang blev nødt til at overtage stationen, nu uden formelt ansvar og uden godkendelse fra banen. I 1914 trak han sig helt, og ejendommen blev overladt til sig selv. Banen inddrog billetterne, og Grøngrøft Station ophørte i praksis med at fungere som passagerstation.
Forsøg på genetablering og godsejerens indblanding
Et midlertidigt håb om genetablering opstod i 1915, da en ny mand fra Fiskebækskov flyttede ind og tilbød at varetage stationsdriften. Banen ville dog ikke give en gæstgiverbevilling, og manden nægtede derefter at betjene stationen yderligere. Samtidig glædede godsejer Kruse fra Grøngrøft sig over, at traktørstedet var lukket - hans folk benyttede nu Snorom kro ved behov. Dog udtrykte Kruse stor utilfredshed med stationens reelle nedlæggelse. For ham betød det tab af godstransportmulighed til og fra herregården. Banens driftsinspektør Ruchmann blev involveret og søgte at finde et kompromis. Det lykkedes, idet godsejer Kruse fik tildelt en bevilling til udskænkning af alkoholfrie drikke, og en af hans ansatte på godset passede herefter både det minimale gæstgiveri og de jernbanetekniske funktioner - dog på lavt blus. Denne ordning fungerede frem til 1919.
Sidste fase under godsejerens ejerskab
I 1919 købte Kruse ejendommen direkte og fik den 30. juni samme år en officiel kontrakt med banen om at varetage stationsfunktionen. Han indbetalte den nødvendige sikkerhedsstillelse på 200 mark, og driften kunne fortsætte i en yderst reduceret form. Der blev fortsat ikke solgt billetter, og trafikken bestod hovedsageligt af læsning og losning af godsvogne til og fra Grøngrøft herregård.
Eftermæle og stationens fysiske forsvinden
Den tidligere stationsbygning blev ombygget meget de kommende årtier og havde forskellige anvendelser frem til 2018, hvor bygningen blev revet ned.
