Kiding Station, en artikel om Kiding Station

Kiding Station – en landlig jernbanestation med stormombrust historie

Da planerne om den nye amtsbane mellem Åbenrå og Gråsten blev konkretiseret i slutningen af 1890'erne, havde jernbanekommissionen under Åbenrå kredsdag et klart mål: At knytte så mange af områdets større landsbyer til kredshovedstaden Åbenrå som muligt. Det var en tid, hvor jernbanen blev set som en livsnerve for udvikling og handel. Derfor blev strækningen anlagt med store slyngninger gennem kommunerne Ensted, Felsted og Varnæs – en løsning, der gik uden om de lige linjer, men til gengæld bragte jernbanen tættere på lokalsamfundene.

Fra Bovrup mod Gråsten blev der dog mødt vanskeligheder. Her var terrænet mere sparsomt beboet, og de fleste jorder tilhørte store gårde og godser som Bojskov, Kiding, Grøngrøft, Fiskebæk og Gråsten Hovedgård. Trods det manglende befolkningsgrundlag blev der alligevel anlagt tre stationer og én holdeplads i dette stræk – Kiding, Grøngrøft, Fiskebækskov og Fiskebæk. Ingen af disse blev dog nogen stor succes, og det blev især tydeligt ved Kiding Station, der skulle vise sig at få en af de mest dramatiske og turbulente eksistenser blandt Amtsbanens stoppesteder.

Kiding Station og den uheldige placering

Kiding Station blev placeret på en jernbanekurve i det nordøstlige hjørne af vejkrydset mellem hovedvejen Gråsten–Varnæs og landevejen fra Felsted til Bojskov. Det var en kurve, hvor banen svingede skarpt mod højre i retning mod Gråsten, hvilket gjorde det vanskeligt at etablere en lige perron. Løsningen blev at bruge hovedsporet som omløbsspor og et sekundært spor – spor 2 – som perronspor. Men heller ikke det løste problemet fuldt ud. Stationsbygningen, opført før sporet var lagt, blev ikke bygget parallelt med sporene, hvilket resulterede i en perron med en særpræget trekantet form: fem meter bred ved sydenden og kun 2,2 meter ved nordenden.

Stationen blev anlagt i gule mursten med skiffertag, men konstruktionen bar præg af økonomisk begrænsning. Fundamentet var delvist støbt i gamle slagger, og murstenene var af ringe kvalitet. Det fik konsekvenser senere, da bygningen faldt sammen seks årtier efter opførelsen.

En stationskro opstår – og giver problemer

Da der ikke fandtes nogen eksisterende kro eller gæstgiveri ved Kiding, tilbød jernbanekommissionen en gæstgiverbevilling til interesserede borgere, hvilket straks vakte interesse. Købmand Niels Jendresen blev valgt som stationsforpagter og begyndte i 1896 opførelsen af en gæstgivergård med to skænkestuer, som også fungerede som ventesale for 2. og 3. klasse passagerer. Gæstgiveriet stod færdigt, inden banen overhovedet nåede frem, og Jendresen indgik kontrakt med banebestyrelsen om at varetage stationsdriften for en årlig aflønning på 50 mark.

Kiding Stationskro blev snart et samlingspunkt for egnen, men det var hovedsageligt herregårdens karle, der benyttede sig af skænkestuerne. Rygtet om stedet blev hurtigt plettet. Den fine ventesal blev sjældent brugt af 2. klasse rejsende – formentlig fordi de nærliggende godser, herunder Kiding og Bojskov, lå så tæt på, at deres beboere knap havde brug for opholdssted.

Dødsfald, brande og en omtumlet skæbne

I 1905 indtraf en tragisk hændelse. Jendresen blev fundet død i køkkenet med en pistol i hånden. Stationsbestyrer Niels Jendresen forsøgte at skyde rotter med en gammel pistol, men under ladningen gik pistolen af, og han blev ramt i tindingen. Han var død på stedet, og stationen mistede dermed sin første bestyrer på tragisk vis.  Enken forsøgte at videreføre gæstgiveriet, men uden større held. Efter flere mislykkede forsøg på at sælge eller forpagte stedet, blandt andet til en tysker, der var involveret i en berygtet cykelringridning og bal i 1908, hvor flere unge blev bestjålet og fordrukne, måtte enken tage over igen. Kroens ry blandt de lokale var elendigt.

I sommeren 1911 kulminerede uheldene, da en brand kl. 2 om natten mellem den 26. og 27. juni lagde hele stationsbygningen i ruiner. Stationens drift blev efterfølgende indskrænket. Billetter blev solgt i toget, og kun gods til herregården blev ekspederet på stedet. Jendresen-familiens økonomiske midler var begrænsede, og genopførelsen af bygningen brugte resterne af den gamle konstruktion. I 1912 stod en ny, kalket bygning klar med frontispice mod banen, men problemerne fortsatte.

Konfrontation med herregården og forpagtningens bagside

I 1913 kom gæstgiver Gunnersen i konflikt med herregårdsforpagter Lauesgaard, der anklagede ham for både dårlig betaling og for at lokke unge landbrugselever til druk og gæld. Lauesgaard forbød sine folk at sætte fod i kroen, og stationens omsætning styrtdykkede. Jernbanens ledelse forsøgte at mægle, men uden resultat.

Det var et varsel om en nedadgående spiral. Efter nogle rolige år under en ny ejer, Hans Mathiasen fra Traasbøl, begyndte balladen igen i 1919. En række tyske og danske forpagtere kom og gik – nogle blev blot få måneder – og forholdene forfaldt. I 1920 forsvandt stationens driftspersonale uden varsel, og rejsende måtte finde sig i lukkede døre og ingen billetter. Togføreren måtte selv tage affære og tage passagererne med til Gråsten.

Økonomiske problemer og rod i billetindtægter

Banens ledelse måtte ty til nødløsninger og bad lokale beboere og tidligere værter om at hjælpe. Men selv med nye kræfter fortsatte problemerne. I 1923 havde stationen endnu en ny forpagter, men han havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Han brugte billetindtægter til egne formål, lod kassen stå tom og kunne ofte ikke veksle kontanter. Driften var kaotisk, og overbaneformand Nielsen i Bovrup måtte rapportere om de uholdbare forhold. Det hele var symptomatisk for en station uden faste retningslinjer og med et tvivlsomt omdømme.

Nedlæggelsen og eftermælet

Banens endelige nedlæggelse i 1926 satte punktum for den tumultariske historie om Kiding Station. Allerede samme år blev stationskroen lukket. Bygningen blev solgt til proprietær Lauesgaard, der anvendte den til bolig for landarbejdere. I takt med landbrugets modernisering mistede bygningen sin funktion og blev udlejet til kommunen som husvildebolig.

Stationens endelige forfald og nedrivning

I begyndelsen af 1960'erne var Kiding Station i så dårlig stand, at en renovering ikke var mulig. I 1965 blev stationen revet ned med hjælp fra Civilforsvaret i Tinglev, som sprængte bygningen væk i løbet af to dage. Efter nedrivningen blev stedet efterladt som en bunke murbrokker, og stationens tidligere funktion i jernbanesystemet blev et fjernt minde.