Skærsig Trinbræt (Sg), en artikel om Skærsig Trinbræt

Skærsig Trinbræt - et lille stop på TKVJ i plantagernes landskab

Skærsig Trinbræt var et af de mange små holdepladser på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ), der gjorde det muligt at betjene et meget spredt opland med tog. Som så mange andre trinbrætter på banen var Skærsig et beskedent anlæg med grusperron og et enkelt trinbrætsignal, der sikrede, at togene kun standsede, når der faktisk var passagerer. I et fladt hedelandskab præget af sandede jorde og plantager fungerede trinbrættet som et praktisk bindeled mellem landbefolkningen og de større stationer.

Placering og terræn

Skærsig Trinbræt lå i et af de mest åbne og tyndt befolkede områder på TKVJ-strækningen. Oplandet bestod hovedsageligt af sandede marker og store plantager. For at spare afstanden til nærmeste station, opstod der et behov for et trinbræt til at betjene de få gårde og husmandssteder, der lå i området. Netop i sådanne egne var trinbrætternes betydning størst, fordi de gjorde det muligt at udnytte jernbanens netværk uden at skulle tilbagelægge lange afstande ad dårlige veje.

Trinbrættet lå syd for Skærsigvej, som krydsede banen lige nord for perronen. Krydsningen var en niveauskæring uden nogen form for tekniske sikringsforanstaltninger som blink eller klokker, hvilket var typisk for lokalveje med begrænset trafik.

Perronens udformning og materialer

Skærsig var udstyret med en enkel grusperron uden svelleforkant. Det betød, at perronens kant ikke var fastgjort med træsveller som på de "finere" trinbrætter. I stedet måtte perronen jævnligt vedligeholdes ved at fylde mere grus på og rette den op, når frost, regn eller tung trafik havde ændret formen. Denne enkle løsning var økonomisk og nem at etablere, men gav ikke samme skarpe profil eller holdbarhed som en svellekantet perron.

Der var ikke venteskur på Skærsig Trinbræt, hvilket gjorde opholdet for passagerer mere udsat i dårligt vejr. Rejsende måtte søge ly bag de få læhegn, der fandtes, eller nøjes med at stå i det fri.

Trinbrætsignalet og selvbetjeningssystemet

Et centralt element i Skærsig Trinbræt var trinbrætsignalet. Det bestod af en cirka tre meter høj mast malet i røde og hvide striber med et rektangulært signalfelt øverst. Feltet var forsynet med et stort katteøje, der fungerede som refleks og gjorde signalet lettere at se i mørke eller i gråvejr.

Passagerer, der ønskede at stige på toget, skulle dreje signalet ud, så det stod vinkelret på sporet og dermed blev synligt for lokomotivføreren på lang afstand. Når toget nærmede sig, kunne føreren afpasse hastigheden og bringe toget til standsning. Hvis der ikke var nogen passagerer, blev signalet ikke drejet ud, og toget fortsatte uden stop.

Dette system var en enkel, men effektiv metode til at regulere standsninger. Det betød, at togene ikke behøvede at bruge tid på unødvendige stop, hvilket var vigtigt på strækninger, hvor der kunne være mange små trinbrætter.

Oplandets karakter og trafikgrundlag

Oplandet omkring Skærsig var meget tyndt befolket. Området var præget af landbrug, hede og plantager, og kun få familier havde dagligt brug for togforbindelse. Det betød, at passagerantallet var beskedent, og trinbrættet fungerede primært som et servicepunkt for de nærmeste beboere.

Rejsemønstret bestod typisk af skolebørn, der skulle til undervisning i en større by, landmænd der skulle af sted med små ærinder eller handle i købstæderne, samt enkelte arbejdsrejsende. Der kunne også være lejlighedsvis transport af mindre gods i form af pakker og breve, som blev afleveret eller afhentet ved toget.

Sikkerhed og overskæringen ved Skærsigvej

Niveauskæringen nord for trinbrættet var uden blink, klokker eller bomme. Det stillede krav til både togførere og vejtrafikanter om at være opmærksomme. Lokomotivførerne var instrueret i at afgive fløjt ved overskæringen for at advare eventuelle trafikanter. På grund af det åbne landskab var oversigtsforholdene dog gode, hvilket reducerede risikoen for ulykker.

Det var almindeligt på privatbaner, at kun de mest trafikerede veje fik etableret sikringsanlæg, mens små lokale veje forblev usikrede. Omkostningerne til installation og vedligeholdelse af blink og bomme kunne ikke forsvares økonomisk på steder, hvor kun få køretøjer passerede dagligt.

Vedligeholdelse og baneafdelingens arbejde

Baneafdelingen havde ansvaret for at holde perronen i ordentlig stand. Det betød jævnlig opfyldning af grus, slåning af bevoksning og kontrol af trinbrætsignalet. Signalet skulle være let at dreje og samtidig stå stabilt i den valgte position, så det kunne ses tydeligt fra toget. Katteøjet skulle holdes rent for at sikre god reflektion.

På trods af trinbrættets beskedne størrelse var det en del af de faste tilsynsrunder, som banemændene udførte langs strækningen. Det sikrede, at stedet altid var i funktionsdygtig stand.

Passagerernes oplevelse af trinbrættet

For passagererne var Skærsig Trinbræt et praktisk og nært sted at komme til toget, selv om det ikke bød på komfort. Der var ingen læskærm mod regn og vind, og om vinteren kunne ventetiden være barsk. Alligevel var det en livsnerve for de få husstande i området, som uden trinbrættet ville have haft langt til nærmeste togforbindelse.

For børn på vej til skole og arbejdere på vej til byerne var trinbrættet en del af hverdagen. De kendte rutinen med at dreje signalet ud i god tid, så toget kunne nå at standse.